Saturday Looks Good to Me lyder præcis som de 60’ere, jeg nogle gange drømmer om at have levet i. Det er de 60’ere, hvor alt var godt og rart, og hvor stoffer var lige så uskyldige som Pedal-Ove. Det er den tid, hvor piger, kærlighed og sex smeltede sammen i en stor, dejlig gryde af spændende skønhed serveret på et tag-selv-bord, der altid var fuldt. Det er perioden, inden de psykedeliske syretrip tog overhånd, inden Yoko Ono, og det er i hvert fald en tid, langt før folk blev slået ihjel, mens The Rolling Stones spillede Sympathy for the Devil.
Every Night er ved første gennemlytning nærmest vanvittigt retro, og lige meget hvor stor min længsel efter de glade 60’ere er, er det umiddelbart i overkanten af, hvor tilbageskuende musik bør være. Heldigvis giver gentagne lyt et mere nuanceret og langt bedre billede af pladen. For selv om Phil Spector-referencerne er mere åbenlyse end Manuels manglende evner som tjener hos Fawlty Towers, formår bandet alligevel at skabe deres egen lyd, hvor også en mere 90’er-indielyd indgår. Ikke alene er dette en udvikling i forhold til bandets to tidligere fuldlængder; det er også en proces, der sker løbende på pladen.
Efterhånden som Every Night skrider frem, bliver pladen nemlig mere og mere nutidig i sin lyd. Men det hele starter dog med versefødderne solidt plantet i 60’erne. Since You Stole My Heart er bittersød uden at være kvalmende – en popmelodi i bedste vintage-stil og med en kvindevokal, der balancerer flot mellem det forførende og det uskyldige.
The Girl’s Distracted er en sød lille duet mellem Fred Thomas og en af de mange kvindelige vokaler, som medvirker på Every Night, og den bliver efterfulgt af pladens nok mest ambitiøse nummer, If You Ask. Uden de samme hooklines som på resten af albummet kræver sangen en anelse mere af lytteren, men det bliver også betalt tilbage med et drømmende og fascinerende nummer.
Med When the Party Ends bevæger Saturday Looks Good to Me sig væk fra den tykt producerede lyd, og mere over i 90’ernes indie. Dialtone er ligeså, men der er dog langt fra tale om en decideret kovending i musikken, og i øvrigt er det to glimrende numre.
Det sidste nummer på Every Night adskiller sig fra resten af pladen og har rent lydmæssigt en slående lighed med Moi Caprices Riding in Cars with Girls. Afslutningen bliver dermed en smule mere underlig, end den burde være, men det kan man jo næppe bebrejde Saturday Looks Good to Me for.
Every Night er en plade, der kræver en del gennemlytninger, før man opdager, at der ikke er tale om en ordinær popudgivelse.
I starten flyder sangene alt for meget sammen, men efter et stykke tid dukker der en yderst behagelig og lyttevenlig oplevelse frem. Dette er måske ikke langtidsholdbart, men Every Night er en langt bedre popplade, end den umiddelbart ser ud til på overfladen. Den ender på den gode side af grænsen mellem charmerende og irriterende, og samtidig minder den om en tid, hvor alt var mere simpelt og dejligt. Det er sgu’ ok.
