På samme måde, som da Primal Scream blev til PRML SCRM på XTRMNTR, er det et meget mere elektronisk aggressivt Royal Trux, vi møder som RTX. Eller rettere… det er slet ikke rigtigt Royal Trux.
Neil Hagerty og Jennifer Herrema, der udgjorde hedengangne Royal Trux, gik officielt fra hinanden efter en del tumult i 2000, og siden har Hagerty udsendt flere soloalbummer. Nu er RTX så opstået fra asken af et af 90’ernes vigtige bands. Jennifer Herrema har fået lokket yngre kræfter, i form af Nadav Eisenmann og Jaimo Welch på henholdsvis trommer og guitar, med i bandet, men umiddelbart er der ikke meget ungdommeligt oprør at spore.
RTX gør på Transmaniacon ikke synderlig meget for at skjule ophavet i Royal Trux. Ikke blot har de planket navnet, “Joint Chief” er også en ny version af den gamle Royal Trux-sang “Shockwave Rider”. I det hele taget emmer Transmaniacon af inspiration fra især Royal Trux’ Accelerator-album.
Albummet er indsøbet i et digitalt lydbillede, der forstyrrer både vokal og guitarer. Distortion-effekten virker enormt godt og er et af de fedeste elementer på Transmaniacon. RTX formår således i sin opdaterede “Joint Chief” ikke blot at opdatere lyden, men får også givet sangen en sammenhængende struktur, der med fornyet styrke bider fra sig.
Transmaniacon er gennemvædet af tonstunge og kilometerhøje guitarriffs, men det er i det skæve lydbillede skabt af forvrængningen, de vinder. De store guitarer er således gemt godt væk i albummets mest interessante nummer, “Heavy Gator”. Her får Herremas futuristisk behandlede vokal lov til at vride sig ind og ud af et psykedelisk flydende akkompagnement.
RTX har potentialet til at blive mere end blot halvdelen af Royal Trux. I “Heavy Gator”, men også i den diskante “Pulling Out Now”, får man en smagsprøve på, hvad der faktisk gemmer sig af potentiale. En idé til fremtiden kunne være at give Nadav Eisenmann mere plads musikalsk. “Is Red” er således en mere ’straight’ rocksang med flot figur og en fængende melodi.
Et interessant spørgsmål er, om man kan klandre en musiker for at plagiere sig selv. Det kan man vel reelt set ikke. Jaimo Welch og Nadav Eisenmann har dog ingen undskyldning for deres anonymitet. RTX formår ikke at ryste skyggen fra Royal Trux af sig; tværtimod søger de bevidst at lægge sig i slipstrømmen.
Der er masser af muligheder til stede for RTX, men de har tilsyneladende svært ved at vælge vejen. De kan følge den slaskede og autonome Royal Trux-rock i den nye digitaliserede version, som de demonstrerer i “Heavy Gator” og “Pulling Out Now”, eller de kan vælge Nadavs mere strukturerede rock.
Så længe de formår at fravælge de direkte Royal Trux-plagiater, skal det nok gå. Så langt er de ikke nået på Transmaniacon, hvor det er blevet til en masse fyld og middelmådige sange. Overordnet bliver resultatet altså et tamt hyldestalbum, der minder én om, hvor gode Royal Trux var, snarere end at vise de forcer, som RTX besidder.
