Den store sydstatspoet Jim White gør sig mange og absurde tanker i de 10 numre, der tilsammen har fået den ikke så skrivevenlige titel Drill a Hole in That Substrate and Tell Me What You See. Det er så første og sidste gang i denne anmeldelse, at den skrives i sin fulde længde…
Joe Henry har produceret de fleste sange i samarbejde med Jim White, hvilket har medført en lydmæssig slibning og spartling, så tonerne er glatte og bløde som fløjl. Flot er det, men man savner lidt af den kantede lyd til at spille op mod Whites skæve tekstunivers, som på Drill a Hole…, og i øvrigt på Jim Whites tidligere udgivelser, er melankolske temaer om tvivl, død, godt og ondt.
Umiddelbart er Jim White ikke sådan lige at indfange i det musiske landskab. Han blander ufatteligt mange genrer sammen i de 10 sange. Her er country, rock, pop, soul/gospel, folk, jazz og tilmed lidt hip-hop i tredje skæring “Combing My Hair in a Brand New Style”.
White har mange kompetente musikere med på pladen, og én af disse er Aimee Mann, som synger duet i pladens åbningsnummer “Static on the Radio” – en iørefaldende og smuk kærlighedssang, der med sine poppede og let samplede lydeffekter er et godt eksempel på den føromtalte bløde og glatte lyd.
“Bluebird” søger mod desperationen og den ulykkelige kærlighed, velakkompagneret af M. Ward på akustisk guitar der sammen med Whites lavmælte vokal og en stump bas lægger sig drømmende op mod det fantastiske mandolin-lydende orgel, der frembringer et iørefaldende instrumentalt omkvæd til et af de bedste numre på Drill a Hole…
Den country-inspirerede “That Girl from Brownsville Texas” får masser af lap-steel guitar og whiskers fra trommerne. Sangen fremstår som en ballade i Jim Whites stemme, der ikke overdøver den blide musik, men temaet om knuste drømme og menneskelige skæbner spreder mere melankoli end håb, hvilket Jim White illustrerer således: »I’ve been busy killing time, counting bullet holes in state line signs / I led a life of lonely drifting trying to rise above the buzzard in my mind.«
Countryen fortsætter i “Borrowed Wings”, som får mere banjo end lap-steel, og lidt fløjte tilføres såmænd også. Men det interessante er her i mindre grad den instrumentale baggrund og i højere grad duetten mellem alt. country-sangeren Oh Susanna og Jim White. Deres med- og modspil virker fremragende.
Til gengæld er “If Jesus Drove a Motor Home” knap så vellykket. Svagheden ligger i den syrede og soulede tilgang til kompositionen. Blæserne begraver beatet, som også virker en smule malplaceret i forhold til resten af numrene. Det er legesygt og eksperimenterende, men desværre også lidt intetsigende.
“Objects in Motion” er også mere eksperimenterende i sit udtryk, men på en helt anden og afslappet måde, der ikke virker forceret som i forrige nummer. Lap-steelen gør sig godt i det lettere psykedeliske lydunivers, og Jim White messer om lunefuld kærlighed og dennes kompleksitet. »For from the flame of love comes the cinder of regret / Sometimes the thing you cling to most to is the thing you’d best forget / These objects in motion.«
Afslutningsvis rammer Jim White plet med den smukke ballade “Phone Booth in Heaven”, som med toner fra mandolin, harmonika, lap-steel og akustisk guitar er noget af det smukkeste americana, der er indspillet i år. White siger adjø med et af sine poetiske pletskud: »For those who plant nothing but the seed of the falling / there is a phone booth in heaven that no one is calling.«
Drill a Hole… er en rigtig god plade. Den rummer mange musiske facetter, og de tilsættes Jim Whites tekster fyldt med dybde og kant. Produktionen er lækkert pakket ind, og selv om det til tider bliver en anelse for pænt, har vi at gøre med et solidt håndværk. Hatten af for denne kreative og unikke sangskriver, der ikke har tabt pusten.
