At canadiske Another Blue Door har store ambitioner skal der ikke herske tvivl om. Det er efterhånden lidt af en kliché, men er man ikke i stand til at sætte brikkerne ordentligt sammen, kommer puslespillet ikke til at ligne noget som helst og falder derfor fra hinanden. Det er tilfældet for de fem medlemmer i Another Blue Door, der mixer shoegazer, dyster rock, postrock og lidt country/folk.
Viceværten i dette ensemble hedder Dave Schoonderbeek, og det er hans tekstunivers, der danner grobund for sangene på Haulers, som især er bygget op omkring temaer som usikkerhed, depression og ensomhed. En form for soundtrack til en meget, meget trist love story.
Det dystre og melankolske univers synges med en fortvivlende, smertende og for det meste selvbeskuende vinkel fra Schoonderbeeks side, men udtrykket hæmmes af hans overbetonende vokal, der lyder, som om han har en stor klump i halsen.
Nova Scotia åbner med en lyd af postrock, der på ingen måde er rammende for resten af albummet. Denne efterfølges af den akustiske og ballade-agtige Christmas ’98, som godt nok er et behageligt bekendtskab, men samtidig er et eksempel på den smagsforvirring, som præger albummet. Det musikalske ståsted er lige så konfust som en pung uden penge.
Bedre bliver det i American Guitars, der med sit rockede udtryk og ligefremme stil passer bedre til den overbetonede vokal. Det bliver knap så klynkende, og man fokuserer mere på det musiske. De få overraskelser, albummet bringer, ligger bl.a. i teksten til ovennævnte nummer, hvor der åbnes med “I love my night life / I love to boogie.” Et lille twist man i høj grad savner i de fleste af pladens numre. How’re Things er et af de mere poppede numre, der rummer visse The Cure-tendenser, og som, isoleret set, fungerer ganske fint. Men i det kludetæppe af genrer, som Another Blue Door væver, må det siges at falde igennem. I stedet får man lyst til at hive Disintegraton ned fra pladehylden og nyde den originale vare.
Pladens bedste nummer er det intense Clear Times, der med sit roterende udtryk bider sig fast, og man fænges af det fine sammenspil mellem trommer og guitar, som viser, at der er et stort instrumentalt potentiale gemt i kompositionerne, hvilket Another Blue Door alt for sjældent viser.
Det er på mange måder et ganske fornuftigt udspil, Another Blue Door har udgivet. Men det mangler i høj grad fokus, og specielt et fokus der er koncentreret omkring få genrer og stilarter. Faktum er, at man pladen igennem mister orienteringen, og derved bliver det hele ligegyldigt, hvilket er en skam, for der er mange gode intentioner på Haulers.
