Kan du se ham den mærkelige, hastigt bevægende skikkelse ovre i hjørnet? Prøv at lytte til ham engang… Han synger grådkvalt, hysterisk, med et mentalt forskruet klarsyn og med et hurtigt dunkende hjerte, som hans korpus kun lige kan holde på plads. Han er skyggekunstner, sindssygepatient samt dukkemester i én, og styrer, som om han havde 10 sæt hænder, sine marionetter rundt i manegen, mens han hyperventilerende og med sveden springende fra panden danser til sit bands forstyrrede cabaret-agtige rock. Lyset kastes på skabet. En dukke lader sine voksfedtede fingre åbne skabsdøren, og ud vælter det med skeletter. Åh jo, her er nok at holde styr på – så hold fast!
Dukkemesteren hedder John Congleton og hans ensemble The Paper Chase. Du kan godt gemme knive og andre skarpe genstande væk, for The Paper Chase er tilbage med en plade, der vil ind og rode rundt i din hjernes snørklede kældergange. Congleton har en bitter dagsorden, og du har bare at høre efter!
Midlerne, som skal binde dig fast, er her heldigvis masser af: et dissonant, humørsvingende og stærkt afvekslende lydunivers, der er fyldt med voldsomme ordstrømme med forvrængede perspektiver, atonale guitareksplosioner, vekselvirkende klaverspil mellem det yndige og en ustyrlig banken i tangenterne. Instrumenteringen er mere end tætpakket med sære samplinger fra film og andet habengut. Det klassisk orkestrale præg med blæsere og strygere skaber ingen smukke stemninger, men underbygger derimod hidsige detaljer og passager, som var de taget direkte fra en horrorfilm.
Åbneren Said the Spider to the Fly er en mørk march, der begynder med lyden af trin. De bliver til sangens puls, og lag af instrumenter træder langsomt frem bag Congletons trussel om hævn mod en kvinde, der har været løs på tråden. Ved sangens slutning kan man høre to løsrevne stemmer, der taler om kannibalisme.
Når man skruer en smule op for anlægget for at høre, hvad de siger, tager One Day He Went out for Milk and Never Came Home over med et nervepirrende skrig. “œSweetheart, I’d send you up to heaven,” synger Congleton i sangens klimaks, “œbut you’d eat them out of house and home.” Congletons gamle flamme gennemkastes umålelige tortursessioner på denne plade. I Ready Willin Cain and Able kalder han hende en religiøs hykler. Tre sange senere, i Your Ankles to Your Earlobes fylder han hende med stoffer og beskylder hende for at lade sig gennempule af talrige mænd.
Pladen er fyldt med skræmmende lydeffekter, der sætter stemningen i rette skær og desuden sætter ekstra skub i Congletons lyriske indbildninger. I What I’d Be Without Me fordømmer han kvinder for at lade sig drage mod voldelige mænd (og mænd for at opsøge billige ludere), mens ugenkendelige kvinder skriger i baggrunden.
Now We Just Slowly Circle the Draining Fish Bowl begræder vores manglende evne til at undertrykke sindets mørke sider, mens lyden af summende bier repræsenterer fortællerens gnavende samvittighed. Andre sange gør brug af forkyndende præster og opkald til alarmcentraler – fatalisme er her rigeligt af.
Når Congleton ikke angriber sin eks-kæreste, retter han sin vrede mod andre chauvinistiske mænd (The Sinking Ship, the Grand Applause) og seksuelle afvigere (Let’s Be Bad, Henry, Let’s Be Really Bad). Congletons had til alle (inklusive sig selv) er ved pladens slutning så altopslugende, at han ønsker at dø, så han kan få noget fred.
Trods den stærkt teatralske musik er der ikke den mindste bid af Congletons vrede, der lyder overdrevet eller fortærsket. Enten er manden en tidsindstillet bombe, eller også er han en stærkt undervurderet sangskriver (det ene udelukker ikke nødvendigvis det andet).
God Bless Your Black Heart er en illustrering af menneskets skyggesider, og den er så emotionel tætpakket, at den er krævende at komme igennem i én gennemlytning. The Paper Chase har en lyd, der ikke altid er nem at komme ind på livet af, og samtidig skal lytteren føres igennem en voldsom psykologisk kamp. Hvor meget dette end måtte lyde som en udholdenhedsprøve, så er God Bless Your Black Heart en prægtig plade, der kan udfylde hullet mellem Cursive og Xiu Xiu i din pladesamling.
