Epo-555 har gennem de seneste par år skabt sig et godt ry på især de københavnske spillesteder med en blanding af simple popmelodier, analoge keyboards og fascination af de tidlige 90’eres shoegazer-scene.
Tidligere i år blev gruppen signet til det lille, men succesrige selskab Crunchy Frog, og nu er debutalbummet landet. Det har selvklart skabt store forventninger, for når man har sagt Crunchy Frog, falder talen hurtigt på muligheden for eksportsucces, og Epo-555 viser med Dexter Fox, at de er et band, man afgjort kan regne med i fremtiden.
Bandet har nogle tydelige inspirationskilder, men forsøger ikke at kopiere nogen. I stedet har de brugt en række forskellige elementer som byggeklodser til at skabe deres eget musikalske univers. Samtidig har gruppen opbygget sit eget tekstunivers, sådan at pladen fremstår som et løst struktureret konceptalbum – eller det man i gamle dage kaldte en rockopera! Handlingen er sat i en diktatorisk ørkenstat, og man følger heltene Angelina og Dexter Fox. Selv om den slags koncepter ofte forekommer lidt søgte, så fungerer det faktisk ganske fint for Epo-555.
Sangene på Dexter Fox kan overordnet set deles i to kategorier. Den ene er en række slagkraftige støjpopsange, der ikke ligger så langt fra den lyd, man kender fra Mew og til en vis grad også Superheroes, særligt på grund af gruppens brug af 80’er-lydende rytmebokse. Den anden kategori er i en mere svævende retning, der tager udgangspunkt i shoegazer-scenens fokus på støj og drømmende stemningsrundgange.
Det er klart sidstnævnte, der er Epo-555’s absolutte styrke, og det er der to grunde til. Den ene forklaring er, at gruppens to vokalister har forholdsvis spinkle stemmer, og ind imellem er Mikkel Max Hansens stemme på det nærmeste ved at knække helt over. Det betyder, at vokalen fungerer bedre, når den ligger mere tilbagetrukket som en del af musikken, end som det bærende i en popsang.
Den anden forklaring er, at gruppen i høj grad benytter sig af rigtige trommer, der er lagt oven i et forprogrammeret beat. På den ene side er det med til at give gruppen en stram lyd, men i flere af de mere direkte sange kammer det over og bliver en tand for stivbenet, hvilket eksempelvis sker i “Pre-emptive Stroke”. I andre sange fungerer det bedre som i “Le Beat’s on Fire”, der indledes af en stram trommerytme og et skarpt guitarriff, inden musikken for alvor sættes i gang af keyboardet, der er med til at skabe et massivt lydbillede.
Et massivt lydbillede er i det hele taget karakteristisk for pladen, der bestemt ikke kan kaldes minimalistisk. De, der har set Epo-555 live, ved, at gruppen har en forkærlighed for gammeldags keyboards og synthesizere, og på Dexter Fox viser gruppen da også, at medlemmerne har en veludviklet nysgerrighed over for at afprøve en masse forskellige musikalske virkemidler samt mange forskellige instrumenter og lyde. Denne nysgerrighed er faktisk så udviklet, at det indimellem virker, som om gruppen i produktionen har hyldet princippet om ‘jo mere, jo bedre’. Alligevel undgår de at lade de mange forskellige inspirationer og indtryk vælte læsset, og det er lykkedes for gruppen at fastholde et sammenhængende udtryk.
Selv om Epo-555 har to forskellige sider af deres lyd, så er de dog ikke mere forskellige, end at de sagtens kan fungere sammen, hvilket sker i to af de centrale skæringer, “Pioneers” og “Sugar for the War Machine”, der smelter sammen til et langt forløb. Førstnævnte begynder som en bastant popsang, og mod slutningen bevæger den sig over mod nogle mere drømmende lydflader, og her tager den anden sang så over.
“Sugar for the War Machine” virker som en rutschetur gennem et støjfyldt og smukt landskab, og det er uden sammenligning albummets højdepunkt. Det er et virkelig flot komponeret nummer, og det står ikke tilbage for nogen af forbillederne. Set over hele albummet fungerer de mere udflydende kompositioner og de mere poppede indslag fint sammen, og den vekslen er med til at skabe nogle kontraster, der fremhæver de enkelte sange karakter.
Med Dexter Fox har Epo-555 trods et par skønhedsfejl leveret et glimrende debutalbum, der sagtens kan være med til at give gruppen et publikum, også uden for Danmark – især fordi de har en musikalsk egenart og ikke forfølger en eller anden tilfældig udenlandsk trend.
