Man skal altid træde varsomt, når man bevæger sig rundt i coverland. Man kan meget let komme til at begå den store fejltagelse at ville tilføre så meget nyt, at man glemmer det oprindelige nummer, og modsat kan man tilføje så lidt, at det bliver ligegyldigt.
Baby Woodrose har med deres ’pitstop’ Dropout! indspillet en coverplade, der på flere måder holder sig fri for ovenstående og viser, hvordan man skal navigere igennem og behandle små fine stykker rockhistorie. Der bliver nemlig ikke pillet ved grundsubstansen i originalnumrene, men forsanger Guf Lorenzen tilfører sangene noget Baby Woodrose-energi og -fandenivoldskhed.
Da bandet indspillede deres andet album Money for Soul i 2002, optog de samtidig fire covernumre. Senere optog de yderligere seks covers, da de indspillede demoer til deres kommende album. Det er de to sessions, der er blevet til Dropout!
Der er ikke tvivl om, at pladen er lavet på baggrund af den store betydning, de 10 bands hver især har haft for Baby Woodrose. Om bandet så har haft en sekundær agenda, der skal give navne som The Stooges, Love og The Sonics en genfødsel, skal jeg lade være usagt. Men mon ikke Dropout! er en plade, der får kickstartet de gamle pladespillere rundt om i det ganske land, når de gamle lp’er fra 60’erne kommer ned fra loftet og støves af.
Dropout! begynder meget fint med førstesinglen “Can’t Explain”. Et energisk og meget iørefaldende nummer, hvor forsanger Guf Lorenzen stilsikkert kommer igennem det gamle Love-nummer med fine fraseringer godt suppleret af tromme, guitar og bas. Man kunne faktisk sagtens tage en svingom til det nummer. Ganske dansevenligt!
Det bliver straks mere psykedelisk i The Painted Faces’ “I Lost You in My Mind”. Det første guitarriff giver associationer til Jimi Hendrix, men går over i noget, der mere minder om Led Zeppelin. Man aner Robert Plant i Guf Lorenzens stemme, der lige er blevet hævet en tand, og der er tilført mere rumklang. Instrumenterne kommer virkelig til deres ret, og Baby Woodrose viser, hvor ferme håndværkere de er. Det stinker af spilleglæde og energi. Et rigtig fedt syrenummer, som afsluttes med en fremragende guitarsolo. Dygtigt fortolket og behandlet med respekt!
Musikken kræver ikke den store tankevirksomhed. Genren definerede sig selv for mange år siden, og Baby Woodrose udgiver sig heller ikke for at være andet end tro mod denne. Der er energi og nerve i numrene, og de bliver spillet med en lethed og overbevisning, som var de deres egne.
Desværre virker de ind imellem lidt forceret, når det ene uptempo-nummer fyres af efter det andet. Det sker så massivt, at det bliver en anelse uvedkommende, og man glemmer numrene. Lytter man til numre som “I Don’t Ever Wanna Come Down”, “Dropout Boogie” og “I’m Going Home”, er det alle numre, der er bygget op omkring tung basgang og psykedelisk guitar med masser af rumklang. Alle numre, der hver for sig oser af saft og kraft, men også numre, der tager pusten fra en.
Havde Baby Woodrose haft lidt mod, ville de have sendt en ballade eller to ind over den turbo af en plade, de har valgt at kalde Dropout! Det ville gøre pladen mere fordøjelig, for det kan være svært at bevare fokus, når det hele kører med 110 km i timen. Det skal godt nok tilføjes, at hele herligheden kun varer 30 minutter, men det er alligevel lang tid, når man ligger i overhalingsbanen.
Det er længe siden, at man i Danmark har hørt disse ældgamle numre. Det er absolut et genhør værd. Baby Woodrose slipper helskindet fra deres projekt, og som drengene selv har udtalt, så er det kun noget, de gør, fordi de synes, det er sjovt. Hvor ville det være rart, hvis andre i den danske rockundergrund også turde have det sjovt!
