1970’erne var et bemærkelsesværdigt årti. Der var terroren i München, oliekrisen og Camp David-aftalen. Og så var det et årti, hvor dette album burde være blevet udgivet.
The Silent League er et Brooklyn-band. Ankermanden er Justin Russo, der tidligere har spillet i bl.a. Mercury Rev, men som på et tidspunkt fik lyst til at bevæge sig inden for en noget anden genre. Derudover har en del temmelig prominente gæster fra bands som netop Mercury Rev og Interpol også medvirket. Mere opsigtsvækkende end bandets sammensætning er dog det faktum, at The Orchestra, Sadly, Has Refused indeholder en række rocknumre så 70’er-inspirerede, at albummet rent faktisk lyder som noget, der er udgivet omkring 1977.
Og dét er ned til mindste detalje. Den spinkle, lyse stemme på en perfektionistisk indspillet baggrund, guitaren i “Goliath”, som John Lennon ikke kunne have spillet bedre selv, og det bemærkelsesværdige sammentræf i form af titlerne “Time” og “Breathe”, der også kan findes på den ualmindeligt klassiske Pink Floyd-udgivelse Dark Side of the Moon.
Til gengæld er netop “Breathe” tæt på at være genial. Det er klassisk amerikansk pop af bedste skuffe, og inkluderet er de helt rigtige fraseringer, et omkvæd der fortjener at spillet mere eller mindre konstant på de danske radiostationer, og i øvrigt de helt igennem arketypiske linjer: »Hey / I heard that you’ve been gone / Stuck inside a song / The ruins of a wish to entertain / A place where nothing’s real / And you can hardly feel / You know you can’t feel.« Det er let, luftigt; det er musik til en lang tur på landevejen, og hvis man (som undertegnede) er født i midten af 70’erne, er det såmænd lige før, barndomsminderne myldrer frem.
Og der er søreme flere gode numre: Det korte og lettere melankolske “Motion Pictures” virker med et simpelt klaverstykke og lidt støj helt ekstremt tilbageskuende og nærmest som en stille hyldest til filmen og de gode gamle dage (»Please don’t come / Disturb the film / ‘Cos you know we like things / Very dim here at home.«) “Conversation” er nærmest bare to akkorder og lidt simpel og igen himmelråbende klassisk lyrik: »Just a little conversation / About getting your picture / On the cover of a magazine / Just a little conversation / ‘Bout how long it might take one / To get over such a thing / But hey, everybody knows / It’s easier to fall / Apart.«)
Der er også “New Obsession” med sit klaver og imponerende vokallevering, “Linus”, der lyder som Boo Radleys i det glade hjørne uden støjguitar, og “Hey You Hurray”, der besidder en temmelig forfærdelig og svulstig indledning, men dog også en usædvanlig flot afslutning med klokkespil, wurlitzer, englekor, samples og strygere.
Man burde vel egentlig have en afsluttende diskussion af, hvorvidt det er i orden, at et band som The Silent League i så stærk en grad anvender et udtryk, der mildest talt er passé. På den anden side findes der vel næppe et eneste band inden for indierocken, der ikke mere eller mindre kraftigt, og mere eller mindre heldigt, skeler til diverse forbilleder. Men så længe melodierne er tilstrækkeligt gode, som det er tilfældet her, kan man jo vælge at se stort på det. Dog lige med det ene forbehold, at så fantastisk er det altså heller ikke.
