Auditorium-logoets gymnastikpige har de seneste fire år, med visse lokale udsving, været garant for produkter af forholdsvis høj kvalitet. Det høje niveau er imidlertid ikke blevet imødegået af ditto salgstal. Nok har folkene bag Auditorium formodentlig været klar over, at de bevægede sig inden for en niche, men ønsket om at lange flere plader over disken er vel grundlæggende for stort set alle, der beskæftiger sig professionelt med musik.
Om det allerede i planlægningsfasen, dengang Anders Dohn kom til Nørlund med oversættelserne, stod klart, at På danske læber havde potentiale til at blive en kioskbasker, er nok tvivlsomt. Bevares, der er mange Cohen-fans i Danmark, men at den skulle nå en uge som den mest solgte plade i Danmark var en gedigen overraskelse.
Modsvares denne nyvundne, kommercielle succes så af en tilsvarende kunstnerisk? Her må lyde et stort rungende “tjah…” Ganske vist skal man vægre sig mod elitære anmeldere med en ’vi alene vide’-attitude, men det ligger lige for at anklage På danske læber for at lefle for den laveste fællesnævner. Det er i hvert fald ikke den Auditorium-plade, der har fortjent de største salgstal. Der er ganske vist flere opløftende, musikalske momenter på pladen – det er ikke heri, min væsentligste anke består.
Jeg har ganske enkelt svært ved at få øje på meningen med dette udslip. Fra hestens egen mund: at få Cohens fremragende tekster ud til flere og at give dem nærvær ved at præsentere dem på vort modersmål. Men er det ikke netop definitionen på at ville please dem, der aldrig har, og aldrig ville have, fundet Cohen på egen hånd? Man kan mene, det er et stykke beundringsværdigt oplysningsarbejde, eller man kan mene, det er unødvendig leflen. Og jeg hælder altså mest mod det sidste. Havde en kompilation med egne frembringelser af dette udvalg af vort lands p.t. mest ‘spændende’ kunstnere ikke været et mere interessant bekendtskab? Jeg tror det.
Valget af kunstnere savner i øvrigt også inspiration. Et interessant øjebliksbillede af den danske scene, siger hesten fra før. Muligvis, men holdkortet under ét er gabende forudsigeligt. Der er ikke spor i vejen med at spille fedtspil, men man skal passe på med ikke samtidig at ville give indtryk af, at man er åh-så progressiv. En håndfuld etablerede navne og et par af egen avl er altså ikke noget særligt frisindet valg.
Steffen Brandt og Tine Dickows fortolkning af “Hallelujah” er så sukkersød, at det går mod det kvalmende. Claus Hempler er den, der vokalt lægger sig tættest op ad Cohen selv, men det er ikke nok til at redde “Alle ved besked” fra at være mærkeligt uvedkommende. Allan Jensens (ex-Gangway) “For skønhedens skyld” er komplet stillestående. Det, kan man så indvende, er originalen også. Det er bare ikke nogen undskyldning. Ét er at præsentere en god tekst til kedelig musik med en markant vokal (= Cohen), men at lave en kopi, der ikke vil andet end at gøre det samme én gang til, er altså utilgiveligt.
Gad vide om samtlige 19 involverede vokalister vitterlig har så personligt et forhold til Cohen, at det ligefrem har været et brændende ønske hos dem alle at medvirke her? At dømme ud fra engagementet på pladens første fem skæringer kan man meget vel betvivle det. Niels Skousen står for det første for alvor positive indtryk. Automatik eller ej; han kalder netop på nærvær, skønt det musikalske bagtæppe blot er endnu en typisk Nørlund-produktion. Guitar, bas, trommer, bum-bum og så afsted.
Bevares, Nørlund er en yderst ferm producer, men på På danske læber kunne man nu godt have ønsket sig, at han havde turdet lidt mere (kritikken er uddybet i anmeldelsen af Martin Ryums solodebut). Thomas Troelsen tør netop at udfordre og spille op til forlægget. Jeg bryder mig ikke om hans favntag med Cohens klassiske “Suzanne”, men i det mindste tager han en chance, og i dette selskab kalder dét på en vis respekt. Swan Lees “Din gamle blå frakke” er hæderlig, men det er Povl Dissing, der er den næste til at tage stikket helt hjem. Hans fortolkning af “Bird on a Wire” er intet mindre end sublim. Nok holder den sig næsten slavisk til originalen, men Dissings anarkiske fraseringer er yderst troværdige og matcher det nummer noget nær perfekt. Lise Westzynthius og Maria Laurette Friis leverer en knugende mørk og indfølt duet, “Ved den mørke flod”. Fejende flot, især hvis man sætter pris på det overdådige vokalarbejde.
Allan Olsen lyder, som han plejer, mens Olesen-Olesen står for endnu et yderst opløftende moment. Faktisk er deres “Hvem i ilden” måske På danske læbers allerstærkeste kort. Allerede med deres cover af “The Model” beviste Olesen-Olesen (dengang Greene), at de med meget få virkemidler kan indfatte fremmed musik i deres eget univers, så det stadig er tydeligt, hvor inspirationen stammer fra, skønt resultatet bevarer et helt unikt udtryk. “Who by Fire” får et skud beskidt blues, der klæder den overraskende godt.
I “Du ved hvem jeg er” synger Camilla Munck (stadig) som en drøm, hvilket giver forsyn om, at der med hendes nært forestående debutplade kan være noget meget stort i vente, og Martin Ryum lyder lige så nasal, som han plejer. Musikken er dog lige så sukkersød som på pladens første skæring, og så kan selv de fornemme vokaler ikke redde “Du ved hvem jeg er” fra at smage lige vel meget af provinsmusical. Under Byen og Nikolaj Nørlund yder to behændige, men lidt rutineprægede præstationer der ikke rigtigt får føjet noget nyt til de tos hver for sig i forvejen fornemme meritter. Divaen Ulla Henningsen får lov af runde af. Hendes “Lukketid” vil næppe blive husket længere, end det tager cd’en at lægge sig stille igen, men den er, alting taget i betragtning, temmelig underholdende – i hvert fald nok til at klare frisag.
Bemærkes skal det også, at selv om Anders Dohns tekster (et par af kunstnerne har dog også oversat selv) har det med at forenkle Cohens metaforik, er han overordnet sluppet hæderligt fra et yderst utaknemmeligt stykke arbejde.
Og konklusionen: På danske læber er bestemt hæderlig med flere virkeligt fine foredrag imellem. Enkelte af kunstnerne kører på noget, der ligner automatpilot, men med så mange forskellige musikere inde over, kan det vel heller ikke undgås, at det vil være lidt slinger i valsen. Men hvor Auditoriums udgivelser normalt emmer af nødvendighed, forstår jeg stadig ikke helt meningen med På danske læber. Et snapshot af familien Auditorium med venner og bekendte? Ja, men hvad skal Leonard Cohen ret beset blandes ind i det for? Jeg under dem bestemt succesen, om ikke andet så ud fra devisen, at man af og til må være rede til at gå på kompromis for at kunne satse større næste gang.
Men, kære Auditorium, lad kunstnerne synge deres egne, danske sange næste gang og giv produktionen et skud mangfoldighed, hvis et lignende projekt skulle materialisere sig igen, please. Sincerely, T. Mads.
