Overdramatisk og storladen, pompøs og klichéfyldt – nej, jeg kan hverken lide The Beautiful Mistakes musik eller stil. This Is Who You Are er den selvsikre titel på dette andet album fra The Beautiful Mistake. Problemet er, at denne plade ikke er mig, og at musikken slet ikke ligner noget, jeg kan finde interessant.
Det var nu ellers ikke, fordi jeg gik ind til mit første møde med The Beautiful Mistake fyldt med fordomme. Jeg havde på forhånd hørt lidt om deres debut med den tåbelige titel Light a Match, For I Deserve to Burn, og jeg havde da også fundet lidt musik fra denne udgivelse på internettet. Videoen til “On Building” havde endda fået mig overbevist om, at det slet ikke ville være så ringe, som man kun kan frygte, når et band iklæder sig prædikatet ’emo.’ Emo-genren er igen og igen blevet misbrugt og spænder nu over alt lige fra Fugazi til Good Charlotte. Det er selvfølgelig rart for mavesure anmeldere som mig, at vi har noget at brokke os over, men det er ikke specielt sjovt knap at turde høre nyt musik af frygt for at støde på puddelrock a la Good Charlotte eller Blink 182.
Tilbage i mit spirende forhold til The Beautiful Mistake var jeg ved at blive mere og mere spændt. Jeg havde på fornemmelsen, at det ikke ville være “den eneste ene”, men jeg var ved at vænne mig til tanken om, at jeg da i det mindste kunne få en ny ven. Men så skete det: This Is Who You Are kom endelig dumpende ind ad brevsprækken. Illusionen og drømmen om ny kærlighed brast øjeblikkeligt.
Allerede fra starten af stod det mig klart, at dette forhold var dømt til at mislykkedes. Titelnummeret introducerede mig ikke kun til Josh Hagquist’ håbløse tekster, som han nærmere fortæller end synger, men også til en nærmest kvalmende pompøs stemning. En sang med hooket »We will fall forever this time / Until we die and wash away« og himmelstræbende guitarer kan kun få bands levere på en måde så overbevisende, at jeg kan lade være med at ryste på hovedet. Muses Absolution er et af den slags albums, hvor ambitionen, de store armbevægelser og det storladne gik hånd i hånd og former et lytteværdigt album. This is Who You Are er ikke!
Nu skal det ikke lyde, som om The Beautiful Mistakes andet album kun er et mislykket forsøg på sange om den store kærlighed og den store afmagt. For på trods af den sukkerklistrede “My Reminder” »Everytime I see your face / I’m reminded of what it means to be alive … You’re the brightest shining star I’ve ever seen«) findes der sange som den flotte og mere intense “Wide Eyed and Wasted”. En generel tendens er, at når The Beautiful Mistake bevæger sig i retning af den intense, inderlige, personlige og for mig at se oprindelige emorock i stil med f.eks. Fugazi eller labelkammeraterne fra Blueprint Car Crash, bliver det straks mere interessant.
The Beautiful Mistake har et selverkendelsesproblem: De har indtil videre ikke formået at skrive de sange, der kan bære deres ønskede storladenhed, og det på trods af at de stædigt forsøger. Man har lidt på fornemmelsen, at This Is Who You Are er tænkt som et glorværdigt mesterværk af et konceptalbum. I sammenligning med denne vision svarer resultatet på This Is Who You Are til at få tildelt en brugt og rusten Ford, når man havde regnet med en splinterny Alfa Romeo: Man føler sig mere end en smule snydt, og oplevelsen er en helt anden.
The Beautiful Mistakes andet album har sine elementer, men hverken disse eller den meget gennemarbejdede og flotte booklet kan rette op på et dårligt album. Kærligheden er ganske afgjort aflyst, og hvis jeg om et år kan huske så meget som navnet på cd’en, siger det mere om mine tendenser i retning af autisme end om kvaliteten af This Is Who You Are.
