Robert Smith og The Cure er endnu en gang tilbage med et nyt album på trods af adskillige advarsler om, at forgængeren Bloodflowers og den efterfølgende turné skulle være et uigenkaldeligt farvel. Men den slags rygter har man omvendt hørt mange gange fra gruppen efterhånden.
Op til udgivelsen af dette nye album har der været nogle modsatrettede meldinger om, hvad man kunne forvente. På den ene side hedder albummet blot The Cure, og Robert Smith har udtalt, at hvis man ikke kan lide dette album, kan man ikke lide gruppen – med andre ord selve essensen af gruppens lyd. På den anden side har gruppen hentet Ross Robinson ind som producer. Han er mest kendt for at have produceret en række nu-metal-navne, hvilket kunne tale for en radikalt anderledes lyd denne gang. Men hvad er sandheden så? Den ligger vel egentligt et sted midt imellem. Man skal ikke mange sekunder ind i pladen, før det står klart, at lydbilledet er blevet markant hårdere. Men samtidig skal man heller ikke lytte længe, før det står lige så lysende klart, at uanset hvad The Cure gør, vil de altid lyde som sig selv.
The Cures plader er ofte blevet opdelt i to kategorier – de poppede og de dystre – og her må The Cure siges at falde til i sidstnævnte kategori, selv om der også er mere poppede og ligefremme sange. Pladen åbner med “Lost”, hvor det gentages igen og igen: »I can’t find myself,« og sunget på desperat vis indikerer det, at Robert Smith er i sit rette hjørne, nemlig det deprimerede og selvpinende. Den hårdere lyd illustreres på glimrende vis af “Labyrinth”, der bliver båret frem af et repetivt, forvrænget guitarriff, samtidig med at der bliver slået hårdere på trommerne, end man normalt kender fra Cures side. Begge numre viser, at The Cure bestemt ikke har mistet evnen til skrue intense sange sammen.
Herefter fungerer “Before Three” som en brat opvågnen, idet det slås an af en poppet guitaråbning og ordene »The happiest day I ever knew« – med andre ord i en helt anden boldgade end de to første numre. Sådan fortsætter pladen med en vekslen mellem det dystre, indadvendte og langstrakte og de mere regelrette sange. Eller sagt på en anden måde: mellem den måde, som gruppens fans gerne vil have gruppen til at lyde på, og så den måde, alle andre gerne vil have gruppen til at lyde på. “Before Three” er et af de bedste bud på et nyt hit for gruppen sammen med den netop udgivne single “The End of the World”.
Mod slutningen af pladen står “The Promise” som en central sang, og det lange nummer viser på godt og ondt, hvad The Cure er for en plade. Det er et langstrakt, insisterende nummer med en aggressiv, næsten desperat vokal, der i højere grad lever på stemningen end på en egentlig melodi. Undervejs står det afdæmpede og meget smukke mellemstykke, der siden glider tilbage i nummerets hovedspor, særdeles stærkt. “The Promise” er et flot nummer på pladen, men samtidig en sang af den type, der nok først for alvor folder sig ud i koncertsammenhæng. Trods sangens styrker er den dog også et eksempel på pladens tendens til at mangle det sidste i sangskrivningen, hvilket får nogle af sangene til at smelte lidt for meget sammen i dystre guitarstrukturer.
“The Promise” lyder på mange måder som et afslutningsnummer, og The Cure har da også haft for vane at afslutte albummer med et episk nummer, hvor guitarer og vokal har foldet sig helt ud. På den måde forekommer den afsluttende “Going Nowhere” som lidt af en nyskabelse. Her findes den akustiske guitar frem og skaber i samspil med et klaver en behagelig afslutning på pladen, der er mere i tråd med den mere afdæmpede og afklarede tone, som prægede Bloodflowers.
The Cure lyder på dette album mere tændte og er længere ude på den følelsesmæssige kant, end de har været i mange år. Robert Smith synger bedst, når han har et skær af desperation over stemmen, og den slags er der nok af hér. Desværre er denne plade ikke hele vejen igennem beæret med de bedste sange, han har lavet det seneste årti, men til gengæld viser The Cure sig endnu en gang som et band, der som en sammentømret enhed formår at levere en forrygende stemningskulisse, og derfor kan man også godt se bort fra, at melodimaterialet ikke er af første klasse hele vejen igennem.
