Bandet The First Miles blev dannet i februar 2002 i Aalborg. Af pressematerialet fremgår det, at det drejer sig om “highwayrock og støvet landevejspoesi fuld af knust hjerte, sorg, kærlighed og livslyst. Kontrasten mellem frihedslængslen i bylivet og de store åbne vidder på landet med de vildfarne veje gennem skovene og vildnisset”. Allerede her tænker man uvilkårligt Bruce Springsteen, og det er såmænd heller ikke helt forkert.
Dog ikke i begyndelsen, eftersom “Bottle, Don’t Let Me Down” er en gang 1-2-3-4 lige ud ad landevejen hurtig rock. Den er desværre lidt for radiovenlig og pænt produceret og fænger derfor ikke. Det samme gør sig gældende i forhold til “On Your Side” og “You Draw the Light”, der er udgivelsens to næste numre. Jeg ved godt, at det er en kliché af de større at tale om musikalsk kant, men det er sådan set lidt det, der savnes her.
Heldigvis er demoens afslutning fin. “Burn Me, Baby” er lidt velanbragt skrammelrock med trommer, bas, guitar og oven i købet en klaversolo. Og “It’s Never Enough”, der afslutter seancen, er en afdæmpet og meget iørefaldende ballade. »I get seasick / I wanna go home quick / Being alone / With you / ’Cause all the things I love / It’s never enough,« lyder noget af lyrikken, og så siger vi jo klassisk længsel. Det er countryrock, keyboard, guitar og percussion, og det er klart demoens bedste sang.
Det, man lige skal bemærke her, er, at det er i de to sidstnævnte numre, at inspirationen fra Springsteen er tydeligst. Det skinner således igennem i denne anmeldelse, at jeg jo egentlig ret godt kan lide netop Springsteen, mens den mere ordinære landevejsrock ikke lige er min kop te. Lige præcis her er der dog i den grad tale om en smagssag, så til dem, der rent faktisk holder af den type musik: en varm anbefaling. Fra mig: to en halv.
