Tumult Records har bedt en række kunstnere om at lave en version af et ganske bestemt popnummer og har derefter sat numrene sammen på en CD. Selskabet beskriver selv projektet som “A pop song ruined. An international appreciation/depreciation in sound.” Og jo, den er god nok – det er lyd(e) mere end melodi, sangstruktur og popsensibilitet, der præger musikken på Painted Black. Den medfølgende pressemeddelelse taler om den “åh-så kendte-sang” uden at skrive, hvad det er for én, og denne mystiske popsang er blevet molesteret til ukendelighed. Det siger jo næsten også sig selv med en line-up, der tæller Fennesz, Kit Clayton og Stilluppsteypa. Hvis fortolkerne havde været, lad os sige, Van Morrison, Ray Charles, Sinead O’Connor og Big Fat Snake, havde de enkelte fortolkninger nok været forskellige, men mon ikke vi havde kunnet genkende nummeret? Hedder sangen monstro “Painted Black”? Eller er det en leg med ord? Skal der mon stå “Men in Black”? Eller “Paint It Black”? Det er jo Rolling Stones”¦ kan det være den?
Første nummer burde kunne hjælpe, da vi her får præsenteret teksten i en acapella version. Det er koret Mieskuoro Huutajat, der serverer de ord, der kunne løse gåden. Men desværre. Sangen er oversat til finsk. Og Mieskuoro Huutajat synger ikke. De råber! Så ingen hjælp at hente i denne 30 sekunder lange prolog. Ok, så er jeg da også bare ligeglad. Jeg lytter bare til musikken uden at tænke på evt. primærkilder.
O, hvilken musik!
Track 2 er leveret af for mig ukendte Joy of Disease, der viser sig at være et alias for den amerikanske musiker James Plotkin. En lyd, der får en til at tænke på cikader, svinger i et loop fra højre til venstre kanal, en keyboardlyd rumler, en basguitar serverer stabiliserende toner, og en guitar græder sine toner ud. Efter to minutter melder en lettere vaklende trommeprogrammering sin ankomst, samtidig med at stærkt manipulerede stemmer overtager fronten i lydbilledet. Guitaren ligger under hele nummeret, og dens toner ender med at blive opfattet som en melodi. De spacede og lidt uhyggelige stemmer overtager langsomt hele udtrykket og fader til sidst helt ud. Nummeret emmer af en diset og kold mosevandring, hvor man gang på gang kigger sig over skulderen for at tjekke, hvor de mærkelige lyde kommer fra.
Engang udtalte den tidligere forsanger for Talk Talk, Mark Hollis, at den smukkeste lyd i verden er stilhed, og at man derfor skal have en rigtig god grund til at bryde den. Noget kunne tyde på, at islandske Stilluppsteypa laver musik efter samme devise. Deres nummer er ganske tyst og søgende i sin omgang med de musiske elementer, der bl.a består af en akustisk cello, støjen fra en forstærker (eller er det vinden?), en melodika – og stilhed. Nummeret består nærmest af pauser, der, for en kort bemærkning, brydes af nogle af de ovennævnte lyde. Men hvilke afbrydelser og hvilken stilhed! Det er sundt at blive mindet om, at man kan skabe stemninger, opbygge struktur og oplade og opløse spændinger med så få midler. Stilluppsteypa glider direkte over i Kit Claytons bidrag, der lydefrit (og en anelse mere støjende end vi er vant til fra den side) lægger sig i slipstrømmen af hans andre udgivelser. Vi er her i det dubbede univers med knitren, klik og melankolske synthesizerklange, som kendes så godt fra Mille Plateaux’ Clicks and Cuts-udgivelser.
Hvad der således er begyndt som en nærmest klassisk eksperimenterende electronica-kompilering, tager derefter en skarp drejning. Den japanske syrerockgruppe Acid Mothers Temple, styret af guitaristen Makoto Kawabata, entrerer scenen med en 10 minutter lang, heavy-freeform-syre-rock-improvisation. Det er vildt, overdådigt – og simpelthen så hamrende medrivende! Sangeren Tsuyama begynder nummeret a capella med sin smukke, klare og udforskende stemme, der aldrig er bange for at afsøge nogle af den menneskelige stemmes mere ekspressive og anderledes klange. Efter halvandet minut slås en guitarakkord brutalt an, og et livligt, piskende trommespil skyder de næste knap ni minutter i gang. Trommerne, den spidse (og meget voluminøse) guitar og de spacede keyboardlyde hvirvler en hektisk energi op, som man kun finder magen til hos Miles Davis og hans elektriske grupper – eller på Acid Mothers Temples egne udgivelser. Dette orkester er unikt i verden i dag – intet band har en opfindsomhed, en energi eller en improvisatorisk samhørighed som disse skøre japanere, og nummeret her tjener som en glimrende introduktion til orkestrets egne plader.
Keith Fullerton Whitman, alias Hrvatski, har fået fornøjelsen af at følge efter denne atombombe af et nummer. Fingerspil på guitar, et tætvævet tæppe af keyboardlyde, bølger af varme og dovne harmonikatoner og manipulerede stemmer dominerer, inden et lige så tæt tæppe af militante drilln’bass rytmer, feedback og hvid støj overtager og afslutter et bidrag, der på forunderlig vis lyder som om, det er lavet som et appendiks til Acid Mothers Temple. Dermed ikke sagt at nummeret ikke kan stå alene. Det kan det snildt – men kombinationen af disse to bidrag er beviset på Tumult Records’ sikre ører og følsomme sind, da de kompilerede denne mesterlige CD. Det ene nummer følger nærmest logisk efter det andet.
The Tape-Beatles benytter sig af selvoptagne stemmer og den såkaldte plunderphonia – et begreb, der dækker over, at musikken er klippet sammen af allerede eksisterende musik. Til forskel fra hiphoppens samplinger og diverse bedroom-producereres electronica, er der i plunderphonia ikke tilsat udefrakommende beats, nykomponerede melodier el. lign. Det er ren genbrug. Første halvdel af nummeret er bygget op af stemmer, der efter en heftig centrifugering i orkestrets mixer har mistet enhver forbindelse til denne verden og derefter flyder rundt som hjemsøgende ånder i en gammel skibskiste. Under stemmerne lurer et dystert orgel, og det hele minder om alle tiders mest uhyggelige mareridt, der ender med et flænsende kvindeskrig. Det højst overrumplende skrig sætter anden del af nummeret i gang. Stemmerne er med os lidt endnu, men hurtigt tager gruppens anden fokuspunkt, plunderphoniaen over. Her er tromme- og guitarfigurer fra et garagerock-lignende nummer klippet sammen nærmest hulter til bulter og det ender med – ja, er det tre sekunder fra Rolling Stones’ “Paint It Black”?
De tyske drone-musikere fra Troum leverer et mørkt og sirupstykt nummer af orgel- og synthesizerklange, der er lige så knugende, som de er smukke. Hvis dette nummer var et monochrom af den franske maler Yves Klein, ville det have farven, nå ja, sort.
Fennesz’ nummer, der tidligere har været udgivet på en ep med Jim O’Rourke, demonstrerer, hvordan han som meget få andre formår at kombinere det varme med det kolde, melodien med støjen, det fremadskridende med det stillestående. Det er ganske utroligt, hvad den mand kan lokke ud af sin laptop. Og som tilfældet var med Acid Mothers Temple: Dette nummer er et glimrende blik ind i kunstnerens univers.
Dette overflødighedshorn af en kompilering slutter med den amerikanske lydkunstner, Loren Chasse. Trommer, claves og andre percussioninstrumenter må danne grundlaget for den sælsomme og inciterende lyd, der udforskes igennem hele nummeret. Det er medrivende på sin egen statiske facon. Det skaber billeder af enorme flokke af summende insekter. Og senere hen, da ultra-langsomme melodistumper introduceres, bliver det ved med at krible og krable og ulme i denne overjordiske musikalske underskov.
Painted Black er en cd, der rummer samtlige aspekter af, hvad musik skal kunne: Det er medrivende, det er smukt, det er udfordrende, det er melodiøst, det er stemningsskabende. Numrene flyder i en lind, logisk strøm: De underbygger hinanden, de kommenterer hinanden, de svarer hinanden.
Egentlig er det eneste minus, at jeg, hver evig eneste gang jeg hører denne cd, bliver ved med at fundere over, hvad mon det er for en sang, det hele bygger på?
