So er ikke nogen let lytteoplevelse at omforme fra lyd til skrift. Dels er lydkonstellationerne sjældent særligt håndgribelige, dels er det svært at blive ved med at kunne finde på nye omskrivninger af ordet ‘støj’.
Imidlertid var den argentinske forfatter Jorge Luis Borges i morges så flink at forære mig en rammende sætning i novellen Haven med forgrenede gange: »En gennemtrængende og ligesom syllabisk musik kom og gik med vindstødene, svøbt i løv og afstand.« Sådan lyder So. Eller rettere sagt: Sådan lyder Eriko Toyadas prunkløse sangskitser efter at være blevet bearbejdet af glitch-pioneren Markus Popp. Med en stemme så tynd som rispapir og en akustisk guitar som eneste udrustning tilbragte Toyada sidste år et stykke tid i Japan, og resultatet har hun og Popp så efterfølgende filtreret, skåret itu og manipuleret med. Informationerne om arbejdsprocessen er få, men antyder, at de to skulle have været fælles om den digitale knivkastning. Men mon ikke Popp har været chefkirurg? Der er i hvert fald soleklare ligheder med visse af Popps tidligere udgivelser som Oval.
“a” åbner med et underskønt halvt minut, hvor afmålte guitar-anslag, fuglefløjtende klukken og Toyadas sødmefulde nynnen flyder yndefuldt sammen i et mylder af melodier og forårssollys. Siden udbygges nummeret med lag på lag af piblende, ringlende modemlyde og hektisk metallisk rumlen. De digitale tilføjelser stjæler aldrig hele opmærksomheden – man fornemmer hele tiden den oprindelige melodi et sted i mixet, under de elektroniske vindstød, svøbt i en skrammet indpakning.
Følelsen af skrøbelighed intensiveres i “b”, hvor Toyadas æteriske vokal flerdobles på en bund af orgel og filtrerede støjkilder, der ender med at lyde som dæmpede horn. Der er så meget svæven over nummeret, at lyttere med lav kropsvægt kan risikere at hænge frit i luften under lytningen. Langsomt tilføres nummeret en form for guitar-feedback og derefter en klaprende lyd som en matrixprinter, der har tabt forstanden – alt dette uden at undertrykke melodierne, der tværtimod kontrasteres med stor effekt.
Uden at ville gennemgå hvert eneste nummer slavisk, så er det tredje altså også værd at nævne. Toyadas nu kraftigt filtrerede vokal løsrives fra sin hidtidige særstatus som primær melodi-stemme. I stedet spændes den ud i det frie rum over hæst hvæsende, skrigende støj og kommer til at fungere som et instrument for sig selv. På ægte shoegazer-manér lægges den über-manipulerede vokal hen over flængede distortion-flader og skaber et af pladens smukkeste øjeblikke.
Desværre må man vente helt indtil den rørende “j” med bare at nærme sig samme ynde. Den mellemliggende halvdel af pladen er ikke nær så vedkommende som indledningen. Årsag: Der mangler melodier. Det bliver vanskeligt at få numrene til at hænge sammen, når der ikke er bare en stump af en tonerække, som kan hjælpe én med at finde vej i den forblæste, forgrenede have af støjkonstellationer, Markus Popp har anlagt. Der er for megen støj med uoverkommelige modhager og for megen træg monotoni, f.eks. i “e”, hvor feedback og storsvedende elektroniske apparater på tungt overarbejde hyler og hviner i små, omskiftelige sammensætninger. Efter et halvt til et helt minut standses al lyd, en pause på et par sekunder følger, derpå nye kombinationer af støjkilder og ny pause – og sådan fortsætter det. Efter den fjerde pause er man ved at være alvorligt træt af spøgen; især fordi de forskellige “satser” næsten er ens.
Imidlertid fortjener So ros for at være i stand til at gøre den fuldt og helt digitale midterdel af pladen ufatteligt organisk i lyden. Man har ikke fornemmelsen af at sidde i en kortsluttende datacentral i en betonkælder, men mærker en sær vital varme stråle fra de hvislende, hikstende apparater. Nok skratter, piber og larmer Sos byggeklodser gevaldigt, men Popp og Toyada evner altså at puste liv i dem.
Desværre er dette ikke nok til at få mine mundvige helt op under ørerne. Nuvel, So er bestemt ikke musik for alle, men sine steder er den knap nok musik for nogen som helst. Pladen er lige lovligt ufremkommeligt terræn, når udgangspunktet, Toyadas sange, bliver smadret så voldsomt, at man slet ikke kan ane dem. Når vægtskålen alligevel vipper til Sos fordel, skyldes det, at gruppens udtryk vitterligt er helt unikt, og at So er ganske rig på belønninger, hvis man er tålmodig nok til at høre sig vej gennem løv og afstand.
