Da jeg sidst så Bobby Conn optræde, var jeg tættere på at grine af negativ overraskelse end at måbe af det modsatte. Han var svær at tage seriøst, som han croonede rundt helt alene på scenen, kun akkompagneret af et pumpende backtrack.
Nu udgiver Bobby Conn sit fjerde album, og denne gang krediterer han sit backingband under navnet The Glass Gypsies; en klar reference til de mange faste backingbands, som især blev krediteret i 60’erne og 70’erne. Og lyden og stilen på The Homeland er blandt andet også inspireret af disse årtier. Og jeg skriver ’blandt andet,’ fordi albummet er en stor omgang blandet landhandel, hvor Bobby Conn snupper, hvad han har brug for af musikalske værktøjer og bruger dem med kreativ styrke.
Man kan allerede i åbningsnummeret, “We Come in Peace”, høre, at The Homeland ikke er et album, som med sin lyd og stil er i gang med at opfinde den dybe tallerken. Nummeret åbner med 60’er-orgel og -guitar, og melodien bliver lynhurtig meget let genkendelig og rocket – det kunne være et Lenny Kravitz-nummer! Det er det heldigvis ikke, og Bobby Conns lidt skævt croonende vokal gør nummeret mere originalt, end man umiddelbart skulle tro. Albummets andet nummer trækker på 70’ernes rocktradition med sit kor, der bliver momentant og gentagelsesvist afbrudt af en tung, forvrænget guitar. Der er virkelig tale om et temposkift fra den hurtige åbner, men det fungerer uden at være hverken chokerende eller genialt.
Albummets tredje nummer er ét af fire små numre af max ét minuts varighed. De består ikke af decideret melodi og har ikke nogen speciel struktur. De figurerer ikke på tracklisten bag på albummet, men kun inde i coveret. Titlerne er “Laugh-track”, “Shopping”, “Doctor & Nurse” og “Independence”, men der er ikke synderlig sammenhæng mellem titlerne og indholdet af de enkelte numre. De synes mere at være med til at opdele albummets andre numre i tematiske afdelinger, og det sker udelukkende i kraft af disse fire numres titler og ikke på grund af deres indhold.
Selv om Bobby Conn stjæler med arme og ben, har han alligevel sin egen stil. Og den kommer bedst til udtryk på albummets midterste numre. “We’re Taking over the World” er med sit beat og glamguitar tæt på at være electroclash, men Bobby Conns messende vokal (sunget ind i to omgange, hvilket giver en slags ekkoeffekt) og et kor i falset bryder det lydbillede. Nummeret er en smule musical-agtigt og har en herlig outro med klaver og Bobby Conn, som udbryder sin tekst, som var det en åbenbaring med et budskab direkte fra Gud.
“Relax” er funky som et Prince-nummer, og det gælder både basgangen, wahwah-guitaren, strygerne og Bobby Conns sexede vokal. Der er et herligt sammen- og modspil mellem orglet og guitaren, hvor det ene instrument ’spørger,’ og det andet ’svarer’. Det er discoens svar på jazz-soloen. “Cashing Objections” har en lignende funky lyd, og nummeret er skruet sammen, så Bobby Conn synger, mens et falset-kor svarer ham. Midt i nummeret er der et break, hvor Bobby Conn forklarer, hvordan han en dag hørte Elton John i radioen og fik lyst til at skrive en sang til ham. Efterfølgende, inden outroen, synger Bobby sin sang til Elton, hvori de elsker med hinanden. Outroens basgang er næsten den fra Queens “Another One Bites the Dust” med herlig guitaronani henover. Basgangen er desværre så genkendelig, at man kommer til at tænke på, hvor tæt på originalen den egentlig er. Det ødelægger lidt det ellers rigtig gode nummer.
Efter et højt tempo med masser af numre, man kan danse til, er de to sidste numre på albummet lidt af et antiklimaks. “My Special Friend” har en tydelig reference til John Lennons “Cold Turkey” i sit guitarriff, men melodien er ikke særlig tydelig. Det samme gælder “Ordinary Violence”, som er albummets eneste nummer med programmerede trommer. De skaber sammen med guitaren og bassen et reggae-udtryk, som er ret rodet. Nummeret skifter halvvejs karakter og bliver mere flydende og svævende med keyboardflader. Koret synger »For the homeland« og spinder dermed en tråd tilbage til albummets første numre.
Teksterne på The Homeland kræver kun et kort lyt (og Bobby Conn synger meget artikuleret samtidig med, at John McEntire i sin produktion har lagt stemmen helt i front, hvilket man også hører på musicalplader) eller et rask blik i coveret, før at man finder ud af, at Bobby Conn har et politisk budskab. Der er ingen dikkedarer eller brug for dansklæreren, når Bobby Conn i “We Come in Peace” ligefremt proklamerer: »We are your friends; we come in peace / We brought our guns to set you free« og senere i samme nummer: »Bury your dead; do as you’re told / This is the gift of liberty.« Der er vist ingen, som kan være i tvivl om, hvad Bobby Conn synger om.
Hvis det ikke er krigen i Irak, så er det den amerikanske våbenlovgivning (i “Home Sweet Home”, albummets eneste rigtige ballade, som i sin satire minder om Tom Lehrer), der med ordene »[I have] a gun by every door / And I am free / I’m free to live my life in constant fear,« får en kommentar med på vejen. Og den stigende fokusering på at få det perfekte udseende får en spydig kommentar med nummeret “The Style I Need”. Og sådan er hele albummet. Det er ganske sjovt at følge med i teksterne, og netop fordi de også er ganske humoristiske, bliver den politiske kritik ikke for meget.
The Homeland er et politisk album, man kan danse til. Dem findes der ikke mange af, og man må respektere Bobby Conn for sin måde at blande glam, funk og disco med tekster af politisk og humoristisk art på. Der er meget morskab i teksterne og god musik til ørerne på The Homeland. Og det er en sjælden kombination.
