Til trods for at brødrene Olesens musik fylder en del i min hverdag, mente jeg, at det var på sin plads med lidt research, før jeg satte mig til tastaturet og skrev denne anmeldelse. I min bogreol har jeg Jens Larsens glimrende interviewbog Sangskriver – elleve samtaler stående, der rummer en række værkstedssamtaler med forskellige danske kunstnere om de kunstneriske og menneskelige overvejelser, der ligger bag deres tekster. Peter og Henrik Olesen er blandt disse kunstnere, og overskriften til interviewet fortæller på én og samme gang om både musikken og de mennesker, der står bag: Vi laver ikke musik for børn og med titler som “Mit navn er praksis” og “Skybrud afløst af byger” må selv en udenforstående være klar over, at vi har at gøre med kunstnere, der ikke leverer til Hits For Kids og andre af tidens opsamlinger af musikalsk leflen for reklamekroner og laveste fællesnævner.
Musikken taler et meget klart sprog, og teksterne går rent ind. Det er, som det skal være; det er, som det altid har været. Første gennemlytning af Hårdnakket idyl kedede mig bravt. Den gjorde mig ikke nervøs, og sådan havde jeg det ligeledes med Anonyme melankolikere og før den Der er brev fra onkel Bob i Amerika.
Olesen-Olesens musik er som vin. Den skal iltes og kastes rundt i glasset, og til trods for at den første tår som regel er bitter, skal jeg ikke langt hen, før jeg ikke kan få nok. Og jeg ender altid i det melankolske hjørne, tilbagelænet og tilfreds, med en længsel efter noget, jeg ikke helt kan forklare, hvad er.
Olesen-Olesen har valgt trommerne og bassen fra på Hårdnakket idyl, og det giver en ro i lydbilledet, der klæder Peters tekster på fornemmeste vis, og med Troels Bech som producer har brødrenes sange været i trygge hænder. Da Olesen-Olesen endnu kaldte sig for Greene, optrådte Bech på både Lovers’ Lingo og Teenage Museum og producerede også sidstnævnte.
Min personlige favorit på pladen er “Mit navn er praksis”. Jeg er både voksen og mand nok til, at teksten rammer lige der, hvor jeg som regel står og et kort øjeblik føler jeg mig knap så fortabt. Teksterne er som altid usædvanligt stærke. Hvis det ikke var, fordi der ikke fulgte et teksthæfte med CD’en, kunne man komme i tvivl om, hvorvidt det var en CD-udgivelse eller en poesisamling med vedlagt musikalsk fortolkning. Der er styr på det danske sprog, budskabet trænger igennem ved brug af ganske få midler, ordene er velovervejede, til tider højtflyvende, til tider kyniske, men altid velovervejede. Selv om det er tæt på poesi og langt fra hjerte/smerte, er det alligevel forbløffende let at afkode teksterne, og meget af det er så dagligdags, at du risikerer at sidde med fornemmelsen af, at du har oplevet det hele før.
Jeg har en stærk svaghed for folk, der behersker det danske sprog og er i stand til at formidle det. Jeg har dyb respekt for folk, der tør stå ved det, de laver og ikke blot gør det for at behage andre, så jeg vil ikke forsøge at lægge skjul på min begejstring for Hårdnakket idyl. Absolut blandt de bedste danske plader i år, hvis ikke den bedste.
