Ting tager tid i Efterklangs univers. Kvintetten har eksisteret siden 2000, men først i marts i år fik udenforstående lov til at få en smagsprøve. Gruppen ville ikke acceptere forhastede løsninger, men lukkede sig i stedet omkring sig selv for fra første øjeblik at nå et præsentabelt udtryk. Ingen skitseagtige demoer hér – den slags er der ikke plads til, når man har så åbenbare ambitioner som Efterklang. At der aspireres mod en helt egen identitet, ses allerede af det faktum, at coveret ikke bare er et almindeligt, kedeligt plastic-cover, men i stedet et hjemmelavet pap-cover pakket ind i blød og nussevenlig hvid pels.
At hast ikke er Efterklangs kop te, bemærkes straks i åbningsnummeret “Kloy Gyn”, der strækker sig over lige knap otte minutter. En lillebitte klokkemelodi vokser frem som vintergækker i tøsne. Et knitrende, gnistrende beat lister sig nærmere i baggrunden. Klavertoner tilføjes efterfulgt af horn. En rolig lag-på-lag-præsentation af Efterklangs instrumentale virkemidler; og en introduktion der linder på låget til kassen med islandske inspirationskilder. Den tikkende, hvislende elektronik peger i retning af múm, mens de mange akustiske instrumenter bringer mindelser om Sigur Rós’ seneste album.
At “Kloy Gyn” ikke ender som bleg kopi af førnævnte islændinge skyldes, at der nu introduceres en duet mellem Efterklangs faste vokalist, Casper Clausen, og gæsten Linda Drejer Bonde. Hendes spændstige stemme står godt til hans, både i de stille og især i de kraftfulde passager hvor hun har stor power uden at miste den lyriske, svævende fornemmelse, som er et af kendemærkerne ved Efterklangs kompositioner (det er ikke for sjov, at pladen hedder Springer), og som perfektioneres bedst i netop åbningsskæringen, hvor susende englekor-synths hvirvler slut-tonerne op i himmelrummet som snefnug.
Letheden formidles også i teksten: »Put me down / Free my hands / We flow away / Seperately / I take off / Hands slip, I fall.« Denne tale om at flyde, svæve, falde gennem luften serveres oven på et klaver-crescendo, der går helt fra næsten-stilhed til et cirklende klimaks, der bærer vokalerne så højt op, at der kun kan nikkes ved lyden af de sidste ord: »Are we floating still?«
“Bright” følger omtrent samme opbygning: en elegant start med spinkle, huggende tonerækker, der multipliceres og spreder sig ud i hele lydbilledet i takt med den sitrende baggrundsrytme. Derefter kommer et brusende, guitar-bårent klimaks, der nærmest får noget religiøst over sig – som en søgen efter hjælp fra oven: »Come closer / We’re still waiting / Can you explain us / And leave us gently?« Også hér fungerer duetten mellem Clausen og Drejer Bonde glimrende – efter at undertegnede på de to mellemliggende numre er blevet en kende irriteret over Clausens diktion.
Eksempelvis skurrer det i mine ører, når »act« bliver til »acht« i “Antitech”. Den noget markante germanske bismag og den lettere påtagede, hviskende og lige rigeligt intime slutning er med til at give rynkede bryn efter et nummer, der ellers er lyrisk og sart. Hornlinierne beretter ømt om solopgange i et polarlandskab, hvor programmeringerne ligger som finkornet sne.
I “Redrop” ender Clausen i et grumset ingenmandsland mellem hvisken og klynken, men formår dog at falde ind i den generelle stemning af skrøbelighed, der præger nummerets meget enkle opsætning med ensomt klaver, neddæmpede trommer og æteriske korflader.
“Redrop” er ydermere en frisk afveksling med sine kun fire minutters varighed. Pladen strækker sig over knap 32 minutter, og med blot fem numre er det tydeligt, at Efterklang vitterlig er ambitiøse. Det er ikke mange debut-plader, der huser så stort og langt hen ad vejen også egenartet et udtryk som Springer. Især den målrettede udnyttelse af dynamikken i Rune Mølgaards klaver er godt tænkt og veludført.
Trods de højtstræbende mål snubler Efterklang kun i et enkelt tilfælde, nemlig den forvirrede ambient-afslutning “Filmosonic XL”, som med noget, der lyder som en samplet symaskine, hyletoner, et stolprende beat – alt sammen oven på Eno-klangflader – mest af alt kommer til at lyde som effekt-jageri. Nummerets svagt disharmoniske karakter passer ikke rigtig sammen med udtrykket på den øvrige del af pladen.
Ting tager tid hos Efterklang – men jeg håber ikke, at vi skal vente alt for længe med at høre mere til Efterklang, som måske nok på debut-pladen mangler at nå helt dertil, hvor lytteren dækkes af gåsehud, men omvendt demonstrerer stort potentiale og en poetisk renhed i det instrumentale udtryk, som kun de færreste debutanter kommer i nærheden af.
