Man skal være i det rette humør for at lytte til Tindersticks – gerne lidt træt, gerne lidt opgivende, gerne med et glas rødvin inden for umiddelbar rækkevidde. Jeg var derhenad, da der første gang blev trykket play. Curtains var inden for rækkevidde som backup, hvis det skulle vise sig, at Stuart Staples & co. endnu en gang faldt til jorden. Hvordan skulle jeg kunne vide … ?
Både Can Our Love og Trouble Every Day var præget af en tung middelmådighed, der satte sit præg på lysten til at fordybe sig i pladerne. Til trods for enkelte højdepunkter levede de slet ikke op til forgængernes indlevende sentimentalitet og melankoli og fremstod blot som kedsommelige ligegyldigheder, der måske var beviset på et orkesters begyndende rejse ud i ligegyldigheden og glemslen. Derfor turde jeg heller ikke stille de store forventninger til Waiting for the Moon. Hvor tit har man ikke set et orkester gået fra storhed til forfald?
“My hands ’round your throat,” lyder det følsomt, intenst og nærværende fra højtalerne; man er ikke ét sekund i tvivl om, at det er Tindersticks, der er blevet sat på. Stemmen tilhører Dickon Hinchcliffe, der lægger stemme til to ud af de første tre numre. Med lidt underspillet guitar, lidt kor, lidt orgel og en smule strygere bliver Waiting for the Moon stille og roligt sat i gang. Mens jeg med den ene hånd dirigerer strygerne, bruger jeg den anden til at skrue en smule op. Det er næsten for godt til at være sandt. Say Goodbye to the City er en perfekt udgave af den stil, de har fejlet med på de sidste to plader. Sweet Memory er lige så drivende sentimental, som titlen antyder, og sådan forsætter pladen.
Waiting for the Moon svinger bedst i duetten Sometimes It Hurts og er mest indadvendt på 4.48 Psychosis for til sidst at blive lukket perfekt ned med Running Wild, et nummer der er så rendyrket Tindersticks, at det burde være unødvendigt at sætte andre ord på. Både hver for sig og som en samlet oplevelse står pladens numre godt og giver lytteren en lytteoplevelse, hvor det er svært ikke at blive suget ind i en stemning af tilbagelænet afmagt. Man må overgive sig til musikken, læne sig tilbage og åbne sine ører for den oplevelse, det er at høre et orkester finde vej tilbage fra midelmådigheden. Denne plade kunne så nemt have været endt som en gravsten, et endegyldigt bevis på alt, hvad der kunne have været. I stedet står den frem i lyset og viser så synligt som overhovedet muligt, at Tindersticks i høj grad stadig er nutid og ikke kun noget, der var engang.
