En af de helt store historier i den alternative musikpresse det seneste års tid har handlet om, at den alternative countrystjerne Ryan Adams angiveligt skulle ligge inde med en hel bunke – fire styks – album, der bare ventede på at blive udgivet. Historien var god, fordi Ryan Adams i forvejen har haft en tendens til at spytte plader ud i et rasende tempo, med to soloalbums og det sidste Whiskeytown-album inden for lidt over et år. Og når der endda var tale om fremragende udgivelser, gjorde de ventende albums bare historien om dette vidunderbarn endnu bedre.
Nu har Adams imidlertid valgt kun at lade os høre et lille udpluk af de mange sange, 13 i alt, og vi kan nu selv afgøre kvaliteten. Demolition beviser, at nok har Ryan Adams et uomtvisteligt talent, men han savner også noget selvkritik. Han lider tilsyneladende af den fejlagtige forestilling, at bare fordi man har skrevet en sang, er det ensbetydende med, at den er klar til udgivelse. Der er en række fine sange på Demolition, men samtidig også en del, der lyder som b-side-materiale. Det er ikke dårligt, men det mangler noget af den pondus, som man kender fra Adams “rigtige” soloplader.
Pladen åbner med “Nuclear”, der er et lige-ud-ad-landevejen rocknummer, der stilmæssigt ikke ligger så langt fra de første sange på Gold, men alligevel mangler den sidste kraft, der gjorde numre som “New York” og “Firecracker” til moderne rockperler.
Herefter følger den udmærkede “Hallelujah”, der trækker tilbage til de gamle Whiskeytown-dage – både fordi der er skruet mere op for countrylyden, og fordi Ryans stemme lyder, som den gjorde i gamle dage.
På den halvkedelige “You Will Always Be the Same” optræder Ryan alene med en akustisk guitar og et enkelt stortrommebeat i bedste gammeldags troubadurstil. Bob Dylan-pastichen “Desire” er ikke meget bedre, bortset fra en glimrende vokalindsats fra Adams. Men sangskrivningen lader i disse sange meget tilbage at ønske.
Resten af pladen fortsætter som en blandet fornøjelse, der stilmæssigt veksler mellem forskellige perioder af Ryans karriere, og også er af vekslende kvalitet. De stille numre er generelt bedst på en plade, hvor Adams i de mere rockede sange er meget tæt på at være reduceret til ordinær radiorock af den type, der bliver produceret i metervis i USA, hvilket eksempelvis gælder “Gimme a Sign” og “Starting to Hurt”.
Værd at fremhæve er de hjerteskærende smukke ballader “Cry On Demand”, “She Wants to Play Hearts” og “Tomorrow”, hvor der er virkelig er noget for dem, der savnede den følelsesmæssige nøgenhed på den stort anlagte Gold.
Pladen slutter med lidt af en nyskabelse fra Ryans hånd, idet han på “Jesus (Don’t Touch My Baby)” spiller en mere sfærisk form for musik, hvor der endda bruges elektronik. Her er det nogle meget enkelte guitarer og keyboardflader, der skaber lydbilledet, og selv om den slags er udført af mange andre grupper tidligere, er der her kommet et ganske fint afslutningsnummer ud af det.
På trods af, at Demolition afgjort står i skyggen af Gold, Heartbreaker og Whiskeytown, er der dog nogle glimrende indslag undervejs, og man kan glæde sig over, at selv en pauseforestilling med Ryan Adams er OK.
