En grim byge havde raseret Dyrskuepladsen, og de sidste totter nogenlunde intakt græs var gået i sig selv. Det åbne område foran Eos var en kunstfærdig mudderpøl af dimensioner. Regnen havde sat sine spor: Vi havde brug for en genrejsning af pladsen. Nogen måtte tage ansvar – sætte tingene på plads og vise vejen til den absolutte hedonisme – bedst som moralen havde ramt alletiders lavpunkt. The Last Dinner Party har ganske vist kun udgivet ét album, den blændende pop-potpourri Prelude to Ecstasy (2024), men det skulle ikke stoppe deres fremmarch denne sene aftentime.
Jeg er nødt til at starte med bandets frontkvinde og indpisker, 24-årige Abigail Morris. Hun var aftenens naturlige holdepunkt. Som en Astrid Lindgren-karakter – okay, en af de mere victorianske og dekadente af slagsen – indtog hun scenen med en selvfølgelighed, der ikke er mange unge kunstnere forundt. En åben scene på en sjaskvåd festivalplads i udkanten af en middelstor, dansk provinsby? »Fuck yeah!« Morris havde den hvirvelvindagtige attitude, der skulle til. Da hun under den barokke, alvorstunge “The Feminine Urge” holdt mikrofonstativet højt over hovedet i et kvælertag, vidste jeg godt, hvad klokken var slået.
Mod slutningen af sættet på den James Bond-værdige undergangshymne “Mirror” tændte Morris sågar en cigaret (som naturligvis var lige så filterløs som hende selv). Den gik ud, og der var ikke andet for end at grine af det og tænde en ny. The Last Dinner Party var på intet tidspunkt indøvede i deres tilstedeværelse. De var bare lige dér på scenen, på en vidunderligt intens måde.
Det samme kan siges om sangene, der tilsammen dækker fire unge menneskeliv af personlig sejre, bundløse nederlag og usunde relationer. På “Sinner”, hvor bassist Georgia Davies var umanérligt funky, overtog rytmeguitarist Lizzie Mayland vokaltjansen. Hendes vokal fungerede som et anker, der konstant holdt melodien intakt, hvis Morris fik lyst til at skeje ud og skråle af fuld hals eller valse rundt mellem de andre i bandet. Som indgang til “Sinner” havde bandets keyboardspiller og musikalske tovholder Aurora Nishevchi taget lead-vokalen. Hendes dybt personlige sang “Gjuha” (“tunge” på albansk) fik en tredje mening gennem guitarist Emily Roberts neoklassiske mandolinspil og de smukke harmonier, som lå, hvor de skulle på trods af festivalkaossets scenestøj.
For Morris (og resten af The Last Dinner Party) havde tydeligvis optur i det sjællandske. Hun fortalte om, hvordan bandet for kun et år siden spillede på Smukfest for lige rundt regnet fire mennesker. Det er gået stærkt for bandet, siden de begyndte at spille i det sydlige London som efternølere på en spirende musikalsk scene med navne som Black Midi og HMLTD. For pladsen – jeg fristes til at skrive mudderpølen – foran Eos var fuld af mennesker, som The Last Dinner Party havde i et jerngreb. Der blev sunget skreget og hujet, og der blev grint af de mange afvæbnede øjeblikke. Hvis Morris rakte mikrofonen ud over scenekanten, svarede vi som et andet græsk kor.
Da The Last Dinner Party og publikum var blevet fortrolige med hinanden, var det tid til nye numre fra et kommende album. “Second Best”, som ifølge Roberts handlede om at blive droppet, fordi man var den næstbedste, var mere brillant indierock af den særligt kantede, stacatto-engelske skole med et groove, der emmede af David Bowies “Suffragette City” og Kate Bush i perioden omkring Never for Ever. Undervejs gik Morris i stå i det yderste venstre hjørne. Der blev musestille? Var strømmen gået? Var festen slut? Vi behøvede ikke at være fortvivlede. Morris havde såmænd blot lyst til at bruge sin star power til at gå fra det ene hjørne af scenen til det andet hjørne af scenen, og så genoptage sangen.
Jeg kunne nævne flere små øjeblikke, som da Morris på klassisk Roskilde Festival-vis fik fat i en studenterhue og et partisanertørklæde. Eller bandets synkroniserede bevægelser, der var som trukket ud af Motowns (mandsdominerede) topstyring. Jeg forestiller mig i hvert fald, at The Last Dinner Partys dramalærer har haft svært ved at holde styr på dem. Til sidst konstaterede Morris prompte, at vi skulle huske, at »alle gode gerninger har konsekvenser.« Således opmuntret. Med blasfemiens frø plantet i den mudrede jord, var det kun passende at synge natten ind med bandets utvivlsomme hit og debutsingle, “Nothing Matters”, der også fik aftenens største bifald.
Hvis man skulle putte malurt i vinglasset, så var Eos som scene ikke skabt til det store fremmøde, der var til koncerten. Lyden har ikke ry for at være den bedste på de bagerste rækker, og der er ikke nogen storskærme. Arena havde unægteligt givet bedre betingelser for at opleve The Last Dinner Partys audiovisuelle udfoldelser.
Når det er sagt, så havde de unge briter styr på, hvordan de kunne omsætte deres koncepttunge musik til en festivalsituation. Det var en optræden, som var enormt intuitiv og uskolet, og så var det en performance som lyste af lyst til at fortælle historier og ruske op i patriarkatet. Der var gnistrende blikke, hårdtslående harmonier og velskrevne sange, som turde fylde scenen til randen med ambivalente følelser; selv i en fase, hvor bandet stadig er i gang med at undersøge deres udtryk, (tag bare bandets uventede cover af Chris Isaaks traver “Wicked Game”). Selvom Morris snakkede om, at de ville spille en masse triste og tårevædede sange, så blev det nok aldrig en rørende aften. Det var nærmere en sejrsmarch.
Alle fotos: Daniel Nielsen
