Det er et interessant koncept Gyldendal og Roskilde Festival præsenterer i festivallens lille forsamlingshus Flokkr, ikke meget mere end et øldåsekast fra Rising Scenen. Flokkr danner ramme om debatter, talks og mindre arrangementer, ofte arrangeret i samarbejde med forskellige NGO’er, som arbejder for en bedre verden. Mandag aftens arrangement er som nævnt stablet på benene af Gyldendal, altså ikke en NGO, og de har sat et møde op mellem musik og litteratur. Et møde mellem forfatter Cecilie Lind og synthduoen First Hate.
Cecilie Lind er tidligere forfatterskoleelev og debuterede i 2010 på det umådeligt interessante lille forlag OVBIDAT (et akronym for Organiseret Vold Begået Imod Den Almindelige Tale) med digtsamlingen Ulven åd min eyeliner. Cecilie Lind skriver om tvivl, spisevægring, kvindeidealer, utilstrækkelighed, psykisk sygdom, men også om moderskab og om den bog der er i fokus på Flokkr, romanen Pigedyr, skriver forlaget: »Romanen handler om at være stærk og svag. Smuk og grim. God og ond. Den handler om pigen og hendes magt og hendes afmagt. Den handler om at se sig i spejlet. Og at spejlet ser dig.«
First Hate er et forholdsvist ubeskrevet blad i min bog. Mærkværdigvis egentlig. Jeg har da hørt (om) dem, bevares, men aldrig rigtig dykket ned i deres oeuvre. Jeg genkender nogle, muligvis ikke bevidste, Depeche Mode referencer især i lyden og i Anton Falcks vokal, og den synth-bårne musik spillet af Joakim Wei Bernild er oplagt til et 80’er nostalgisk clash.
Mandag aften på Flokkr åbnede First Hate seancen med en lang dronende synthgenereret tone og Cecilie Lind læste udvalgte passager fra romanen Pigedyr op. Noget om at være i den grad fejlplaceret og en skuffelse for sin far og mor, for hvordan leve op til de tårnhøje forventninger de vordende forældre sad med? First Hate tog over og formåede med bare synth, programmerede trommer og to vokaler at få lagt så meget feeling ned over det, at alting voksede sig stort og betydningsfuldt i det lille telt, som en kold vind var begyndt at suse igennem og pludselig forekom iskoldt oven på dagens uhyrlige mængder sol.
Cecilie Lind tog over igen og læste om en mor der græder ned i gryden med aftensmaden, mens mor og far taler hårdt til hinanden og senere hendes egne bryster der føles som en andens, dengang de brød frem og en bil dytter af hende »og jeg ved at denne sommer tilhører mig«. Hun henter fløde til maden, men fløden er udsolgt, og ekspedienten er Gitte, der plejede at være håndboldtræner. »Jeg tror, hun tror, at jeg vil stjæle« Først på andet nummer forstod jeg, at musikken ikke er komponeret til teksterne, hvad jeg af en eller anden grund havde fået ind i hovedet, men hovedsageligt er sange fra First Hates seneste album Cotton Candy fra i år. Derfor fangede jeg heller ikke hvad første nummer var, men efter det med fløden spillede de nummeret “Someone New”. Tydeligvis kendte publikum First Hate og var helt med på de dansevenlige sange, selvom dette andet nummer ikke nåede samme grad af intensitet som åbningsnummeret.
Cecilie Lind igen: »…Mit hjerte var en ballast, jeg kastede fra mig«, og senere onanerede hun til en der hed Dario, som hun også indleder et forhold til og tænker: »Gad vide om hans kone fandt de trusser, jeg efterlod i hendes undertøjsskuffe. Det var de gule falmede, men hun har sikkert troet det var hendes datters«. Det var stærke tekster Lind læste op, som efterlod vilde billeder i modtagelige sind og affødte store bifald, og som jeg kun glimtvis kan forsøge at yde retfærdighed her. Heldigvis er de foreviget i Pigedyr, så de er til at finde i deres helhed.
»From the day we parted / Hey baby you look so fine,« tog First Hate over igen. Og de swingede virkelig, det gjorde de. Falck er en karismatisk frontfigur helt klædt i hvidt med sorte solbriller i panden. En god kontrast til Cecilie Lind, der er helt klædt i sort. De havde publikum med sig, men der var en lidt udefinerbar forstyrrelse, en sammenhæng mellem de litterære tekster og musikken, som ikke spillede fuldstændig. Hver især brillerede de, men når ideen var et mash-up imellem de to kunstarter, lykkedes det kun momentvis. Bedst når det hele spillede tight og den ene afløste de andre og omvendt i glidende uhørbare overgange, hvilket ikke skete andet end ved start og slut. Ved de andre overgange blev flowet afbrudt af små lommer af tid der gik uden indhold og publikum begyndte at snakke. Der skal en kraftanstrengelse til for at få folk til at lægge bånd på sig selv og den brandert i solen, der nu har kørt et par dage og gjort dem snakkesalige. Der er ikke plads til pauser i flowet.
»Mit spejlbillede er min ven. Hun lægger sin hånd på min pande« var et andet stærkt billede leveret af Lind og som sagt blev seancen afsluttet stærkt. Lige idet Lind færdiggjorde sin tekst om mænd, der ikke forstår, hvordan Fanden de kunne falde i det hul at forelske sig i en ung pige. Det er jo pigernes skyld, hævder de og sender billeder af deres erigerede pikke til pigerne. Lige idet hun afsluttede den tekst, faldt First Hate ind med “What’s the Matter Boy”, og det gik op i en højere enhed. Timingen var til stede! At det så også er et fedt nummer, hvor Falck scorer point med sin mundharpe, der lyder pissefedt dér i teltet og på ingen måde er ekvilibristisk spillet, bare lækker lyd, betød også noget, mens lynene knitrede ned over campingområdet udenfor og himlen var overtrukket af et dystert truende mørke. Med tordenbrag som akkompagnement leverede Lind sin afsluttende tekstbid, hvor der optrådte tunge dråber der falder, hvor der både var fisse og pik og han kom, han skreg, jeg er så lille som en pige, der ser en blomst. Hun løfter en hånd op mod solen og ser lyset mellem de spredte fingre og ved at hun aldrig aldrig kan gøres fortræd af noget menneske …
First Hate rundede af og endelig, endelig faldt regnen og skyllede al støvet og varmen bort.
Fotos af Mathias Kristensen
