Mø behøver næppe nogen grundigere introduktion, så vi tager den helt overfladiske. I 2010 sendte hun sin første single “Maiden” på gaden, og i 2015 eksploderede hendes karriere efter samarbejdet med Major Lazer og DJ Snake på “Lean On”. En stribe hits og priser, en aflyst turné og en skade på stemmebåndet senere er hun nu klar med sit tredje album Motordrome – en såkaldt dødsdrome, der minder lidt om et hamsterhjul i aflåst sideleje. Hamsterhjulsreferencen er bestemt ikke tilfældig, da Mø efter mange år på landevejen måtte trække stikket netop, fordi hun følte sig fanget i egen kometkarriere. Det har uden tvivl været en både dybt ubehagelig og enormt kompliceret periode og kan måske forklare, hvorfor Motordrome lyder så fragmenteret, som den gør.
På den ene side kan Mø stadig være vært ved en gedigen popsang. Pladen åbnes med den optimistiske ”Kindness” – en kærlighedserklæring til de mange fans, der har støttet hende i tidens løb. Det smittende beat agerer baggrundstæppe for en fin og ærlig tekst om at have været nede i kulkælderen, men »When I see you/ I come back to life«.
Vi lader den ligge og suser direkte ind i den yderst dansable 80’er-nostalgiske førstesingle “Live to Survive”, der må være indbegrebet af en ”Jeg er tilbage!”-single. »I live to survive another heartache/ I live to survive another mistake« synger Mø, mens beatet pumper derudad og før synth-trommer giver los og kaster dig ud på et neonoplyst dansegulv til de bittersøde toner af overlevelse og trods. Det omkvæd er virkelig svært at få ud af hovedet, men det bliver også sunget ualmindeligt mange gange i løbet af de blot 3 minutter, sangen varer. Personligt er jeg nok mere til den inciterende ”New Moon”, der ikke alene går direkte i dansefødderne, men med sin tekst om at rive sig løs fra en ekskæreste også understreger, at Mø er en ganske glimrende sangskriver. »I don’t see a metal door/ I look through ya/ Right at my future«. Så fik du den, makker – jeg ser igennem dig og bag dig står min fremtid uden dig. Det er sgu et stærkt billede.
På den anden side er pladen også et produkt af en kunstner med en rimelig punket fortid, der på et tidspunkt møder en meget mere moderne og EDM-poppet nutid. Resultatet er en plade, som vil rigtig mange forskellige ting, og det er ikke nødvendigvis, fordi de ikke fungerer; de fungerer bare ikke så godt sammen, og skaber splid på noget, der skulle være en enhed. Tag et nummer som ”Cool to Cry” hvis budskab egentlig er vældigt positivt; lad være med at holde dine følelser tilbage, for det kommer der ikke noget godt ud af. Men nummerets indierockede guitar og beat i mol lyder underligt altmodisch og en smule forceret, når man lige har været i 80’ernes danseland.
Det samme gælder pladens næstsidste nummer ”Hip Bones”. Det er svært at få nummerets drømmende lydbillede og rå sentimentalitet til helt at give mening på en plade, der også indeholder f.eks. ”Live to Survive”. De passer simpelthen ikke samme, og det er faktisk ikke andet end synd, for ”Hip Bones” er et virkelig dejligt nummer. Men selv den ret fede guitarsolo, som Ronnie Vindahl leverer midt på nummeret, kommer til at lyder underligt malplaceret og ja, gammeldags, når den ligger lige efter den fremragende ballade ”Goosebumps”, hvor Mø virkelig sætter sin skønne, hæse stemme i centrum og understreger, hvad det blandt andet er, der gør hende til en unik popkunstner. »I was in love with you-hoo-ooh/ Gave me goosebumps/ I still get it when I look at you« er helt banalt og ualmindelig smukt og kravler virkelig under huden.
Motordrome er hverken fugl eller fisk, og lytteoplevelsen bliver derefter. Pil et nummer ud og lyt intensivt til det, for der er masser af perler. Men som en helhedsoplevelse sidder pladen bare ikke helt i skabet. For mange ideer og (måske) for mange kokke med for forskellige baggrunde. Eller måske skal Mø bare lige finde sig selv og sin retning efter en tumultarisk tid.
