For hvor 2020 i store træk handlede om at nytænke måden, vi skaber og deler musik på – med alt lige fra fællessang til sidde-ned-koncerter og streaming-festivaler – så måtte 2021 nødvendigvis fokusere på at genskabe en hverdag, der emmer af præ-corona, og samtidig på at vende tilbage de ting, som, vi ved, fungerer.
Albumudgivelser, hvis ophav ikke synes indhyllet i isolationens eremitiske sortsyn? Tjek.
Flere og flere fyldte koncertkalendere og festivalplakater? Tjek.
Muligheden for at kaste vores storsvedende, færdigvaccinerede kroppe ind i hinanden i tætpakkede menneskemængder foran scenekanten? Du ved det!
Og i takt med denne gradvise tilbagevenden mod normaliteterne så har vi her på Undertoner også fået mere tid til at lytte til musikken; ikke mindst på dennes ny- og genfundne, frigjorte præmisser. Det har i den forbindelse været tydeligt at mærke, hvordan musikken som kunstform nu igen bliver fremskabt og lever i stadigt friere rum, hvilket unægteligt har gjort det noget sjovere end i fjor at arbejde i musikkritikkens tjeneste.
Som altid ender årets afslutning også ud i en masse forskellige årslister – udenlandske såvel som indenlandske – og som indkapsler både skribenternes egne favoritter samt den fælles, redaktionelle konsensus om årets fremmeste udgivelser fra både Danmark og det store udland.
Det handler denne artikel imidlertid ikke om.
I stedet har vi gjort ordet frit og givet skribenterne mulighed for at skrive om ét nummer, der på hver deres måde har haft indflydelse på den enkeltes musikår i 2021.
Det her er, hvad vi (også) lyttede til i løbet af året, der gik:
Anna B Savage – A Common Tern
Det, der næsten er titelnummeret (“tern” og ikke “turn”) på Anna B Savages debutplade, er en larmende, jazzet affære, der går lige i mellemgulvet.
Savage er en fantastisk historiefortæller, og her hiver hun os helt ned i kærlighedssølet, sætter scenen i første vers og leverer så dødsstødet i andet vers: »What do you love about me? I asked him / He paused and then said / I love how much you love me / I shuddered, maybe I’m done.« På få linjer får hun perfekt beskrevet et forhold i nærmest fuldstændig ubalance. Man stiller kun sådan et spørgsmål, når man er dybt ulykkelig og har desperat brug for at blive bekræftet.
Men svaret er desværre decideret forfærdeligt: Jeg elsker ikke dig eller noget specifikt ved dig, men jeg elsker, hvordan du får mig til at føle. Og så sidder de ellers dér og kigger på »the common tern,« der selvfølgelig er en smuk (og tragisk) metafor for Savages selvbillede. Hun er også bare en ”almindelig” terne uden nogen særlige karakteristika, der kunne gøre én elskværdig. Det river i følelserne bare at skrive det.
Heldigvis gør hun alvor af sit »maybe I’m done« og giver ham den metaforiske fiskekrog, han har i hende, tilbage i tredje vers.
(Laura C. F. Petersen)
Conway The Machine ft. Ludacris & JID – Scatter Brain
Conway The Machine og resten af Griselda-crewet har de seneste år været en magtfaktor i hiphoppens forunderlige verden. På Conways stærke 2021-udgivelsze, La Maquina, finder man “Scatter Brain”, der kandiderer til en af årets mest ørehængende rapsange, men som samtidig er langt fra det typiske Conway-nummer med dets trap-inspirerede beat og assistance fra Atlanta-rapperen JID samt et nostalgisk vers fra selveste Ludacris!
Lyrisk efterlader nummeret ikke meget til fantasien – den står på guns, drugs og money making. Conway The Machine og JID har dog en forbløffende god kemi, og der er særligt én fed passage, hvor Conway kører videre fra JID’s vers og genbruger rapkollegaens sidste linje, som for at sige »du skal ikke out-rappe mig på mit eget nummer!«
Derudover er det også værd at nævne det vidunderlige, fængende og nærmest uhyggeligt ironiske omkvæd, hvor det, der lyder som et børnekor, synger: »I got reasons, million reasons, why you gonna die / I got reasons, million reasons, time to take a life.«
Ja, selv på Conways mest “venlige” nummer – set med kommercielle briller – kan man ikke tage gangsteren ud af Griselda-skindet.
(Kasper Holm Gregersen)
EXEK – To Steep a Hill to Climb
Australske EXEK er endnu et af de bands, der for nemhedens skyld altid placeres under den efterhånden meget brede post-punkparaply, men hvis musik egentlig spænder meget bredere med indflydelser fra krautrock, dub og avant-pop.
Genrekasser til side; særdeles produktive er de i hvert fald, da de har formået at udgive hele to plader i 2021: en genudgivelse af deres kassettebånd Biased Advice (fra 2016) samt Good Thing They Ripped Up the Carpet. Lukkenummeret på sidstnævnte, ”Too Steep a Hill to Climb”, kunne være John Maus’ og Mark E. Smiths musikalske kærlighedsbarn, hvilket er en automatisk fribillet til min bevidsthed.
EXEK fortæller en historie om hverdagstomgang med storladne, syntetiske strygere og hylende, forvrængede guitarer, men den tilbagelænede produktion og Albert Wolkskis sardoniske vokal trækker nummeret i en hypnotiserende retning, så det står tilbage med en interessant og iørefaldende underspillet grandiositet. Nå ja, og så burde det også være ulovligt at bruge 80’er rumpistol-effekten så meget på ét nummer, uden det bliver irriterende.
Intet tyder desuden på, at de fem gutter fra Melbourne har tænkt sig at sætte farten ned i 2022, hvor deres kommende album Advertise Here udgives allerede 4. februar via Castle Face.
(Anne Kirstine Knudsen)
The Felice Brothers – Jazz on the Autobahn
Sjældent har dommedag lydt så besnærende som på Felice-brødrenes apokalypse-roadtrip “Jazz on the Autobahn”. Med en blasert og kynisk Ian Felice bag rattet bliver lytterne taget med på en hæsblæsende køretur i en »doomed corvette« med retning mod intetheden, hvor to personer på flugt diskuterer, hvordan den nært forestående katastrofe mon vil lyde og tage sig ud.
»There will be no drag racing through the bombed out streets neither / No shareholders will be orbiting the earth, man neither / It will be hard to recognize each other through our oxygen masks / The successful sons of businessmen will set their desks on fire / While five star generals of the free world weep in the oil-choked tide,« lyder en af de grumme forudsigelser.
Nej, der er ikke mange opmuntrende fremtidsudsigter i den lyriske tour de force, som Ian Felice leverer. Bag den sortseende facade gemmer der sig imidlertid også en snert af håb, der kommer til udtryk gennem den kriminelt fængende og opløftende kombination af det let jazzede americana og det absurde omkvæd.
“Jazz on the Autobahn” er på helt egen vis en sang til tiden for os, der lever gennem klimakrisen, en global pandemi og de gamle institutioners tiltagende svaghedstegn.
(Simon Freiesleben)
Home Is Where – Long Distanced Conjoined Twins
Hey, dig, der går og savner at lytte til noget, der lyder som Neutral Milk Hotel, men stadig godt vil overraskes bare en smule. Det her nummer er til dig!
Florida-kvartetten Home Is Where har i løbet af deres korte karriere i forvejen vist sig svære for alvor at sætte i bås; med lige dele mundharmonika- og savvibratofyldt folk, no–nonsense punk og inderligt hjertekrængende soveværelses-emo. Men hvis man i forvejen holder af bands som Japandroids, Titus Andronicus eller outsiderne i Frog, går man i hvert fald ikke galt i byen her.
På deres anden EP, I Became Birds, er det dog fortrinsvist den fortsatte modningsproces i bandets sangskrivning, der skinner klarest igennem. Og med “Long Distance Conjoined Twins” har Home Is Where nu også kreeret en decideret ørehænger.
Det er nemlig svært ikke at blive betaget af den simplistiske to-akkordstruktur og den gennemgående naivitet i det lyriske univers – og om ikke andet, så får man allerede efter første gennemlyt svært ved ikke at skråle med på Brandon MacDonalds vrælende »Hey, Samantha!«
(Daniel Niebuhr)
Iceage – Shelter Song
Havde nogen spurgt mig for fem år siden, om Iceage ville skrive en (for mig) decideret tårefremkaldende sang, tror jeg, jeg ville have rystet på hovedet. Alligevel er det, hvad Danmarks største post-punkband har gjort med udgivelsen af ”Shelter Song”.
Elias Bender Rønnenfelts vokal er mere ærlig og melodiøs, end den nogensinde har været, og det klæder bandet at give ham plads. Sangen starter med lange violintoner og forvrængede guitarbrøl, men kort efter lægger støvet sig, og man løftes op af håbefulde takter. Vokalen, funklende, sløv guitar og bas driver sangen mod en bro, hvor trommerne banker én op af stolen. Og så kommer omkvædet, der er Iceages mest hjertevarme stund nogensinde med fraseringerne, gospelkoret og sammensmeltningen af lyd fra et perfekt spillende rockband bestående af barndomsvenner – det er overvældende godt.
»Come lay here right beside me,« synges der på en måde, man ikke kan sige nej til.
På ”Shelter Song” lyder Iceage nærmest som The Rolling Stones, og det er fantastisk at være vidne til deres rejse og modige nysgerrighed for det storladne og arenavenlige. Heldigvis holder københavnerne fast i punkede trommefills og skramlede guitareffekter i en sådan grad, at man aldrig glemmer, hvor Iceage kommer fra.
”Shelter Song” er blot den største rocksang, de har skrevet.
Indtil videre.
(Holger Møller Dybro)
Japanese Breakfast – Posing in Bondage
Midtvejs på Michelle Zauners triumf af et album, Jubilee, tager hun tempoet heeelt ned for så støt og roligt at bygge det op igen og lade det munde ud i liflig, drømmende pop. Men først skal vi forbi en langsom ventetid i dette nummer, hvor sangens fortæller er »done up and drunk,« ja, ”Posing in Bondage”. »Can you tell I’ve been posing / This way alone for hours? / Waiting for your affection / Waiting for you.«
Det ligger ikke Zauner fjernt at skrive om sex, men selvom billedet er seksuelt, bliver bondageventetiden nærmere et udtryk for hendes sårbare, følelsesmæssige blottelse samt længslen efter nærhed og forbundethed.
Hvordan finder man ind til hinanden? Hvordan kommer man rigtigt tæt på nogen? Og hvorfor bliver man så blottet, når man prøver på det? »When the world divides into two people / Those who have felt pain and those who have yet to.« Av, mit hjerte.
Som flere andre steder på dette bittersøde album stikker Zauner kniven ind og drejer rundt, inden nummerets rytmisk bankende hjerte får selskab af blide synthstemmer. Musikalsk tager det fart, og vi ender et mere lyst sted, hvor der er håb om at nå hinanden og den følelsesmæssige bondage.
(Camilla Grausen)
Low – White Horses
2021 bragte så utrolig meget fed musik fra musikere, der var tvunget til at sidde hjemme og skrive nye sange i stedet for at bruge tiden på turnéer og alt muligt andet. For mig var det især stærke ting i krydsfeltet mellem singer/songwriter og artrock samt i post-punken, at der var saftige lunser at bide i.
Skal jeg imidlertid pege på ét nummer, der virkelig ramte mig hårdt, så var det ”White Horses” med Low. For fanden da, det er vildt!
Som en naturlig opfølger til 2018-albummet Double Negative udgav mormonægteparret Mimi Parker og Alan Sparhawk Hey What, hvor de tager deres vilde excesser fra forgængeren – inklusive samarbejdet med produceren BJ Burton – endnu længere ud og forvrænger lyden af deres instrumenter til ukendelighed. Ja, faktisk er der udelukkende denne frenetisk huggende lyd af noget, man ikke engang kan være sikker på er en guitar, og en legesygt vuggende bas på nummeret ”White Horses” – foruden selvfølgelig Parker og Sparhawks guddommeligt smukke vokalharmonier.
Deres stemmer er bare blevet blødere og rundere med årene, og det klæder dem umanerligt godt. Så når der fraseres på denne vanvittige og vanvittigt smukke sang om kærlighed, så det går durk ind i hjertekulen.
(Jens Trapp)
Lucky Lo – Supercarry
Københavnsk baserede og snart albumaktuelle Lucky Lo skriver skarp popmusik med en sjældent effektfuld terapeutisk kerne. Hvis jeg derfor – ved udgangen af et forbandet år – skulle fremhæve én særligt værdsat musikalsk affære, vil det uden tvivl være hendes ørehængende førstesingle, “Supercarry”, som toppen af kransekagen.
Denne hjertevarme lille banger er – som alle gode popnumre – bygget op om en særdeles velklingende vokal. Den svenske frontperson Lo Ersares stemme skiller sig dog ud fra popmængden med et glasklart og meget bredt register, der tilfører nummeret en særlig dynamisk intensitet. Melodien falder således i skalaagtige spring fra de høje til de helt dybe toner. Denne form mimes også af guitarist Mads Nørgaards bløde, nærmest shred’ede riff.
Med remsen »I will supercarry you / Superduper carry« vugger Lo os ind i en indie-blød verden af inklusion og kærlighed der – hvis ikke det blev leveret i en så original komposition, som det er tilfældet – kunne have fremstået lidt banal. Men i hænderne på et så velspillende orkester og ikke mindst en så dragende sangerinde som Lo Ersare, føles det bare som en ægte, superduper krammer.
(Maïwenn Jensen-Guénec)
Nathy Peluso – Mafiosa
Salsamusikken er nok ikke dér, jeg har kigget mest hen i 2021 – dog med en enkelt undtagelse. For når jeg har manglet et afbræk fra covid-virkeligheden og følt trang til at drømme mig mod varmere himmelstrøg, så har den argentinske rapper Nathy Peluso stået som en lysende ledestjerne på den spansktalende pophimmel. Hun brød igennem i 2020 med sin debut, Calambre, som modtog to Latin Grammy-nomineringer og fik selveste Cardi B til at spærre øjnene op for talentet, det excentriske udtryk og genrebøjende tilgang.
Mit skolespanske har rakt til at få “Mafiosa” afkodet til nummerets kerne: Onde mænd skal frygte hende, for hun er i en anden liga. Vil du dele seng med hende, vil det kræve, at du er ligemand. Og forvent ikke svar med det samme, hvis du ringer eller sender en e-mail, for hun er sandsynligvis på vej ud i verden for at tjene penge. “Mafiosa” handler om længslen efter kærlighed fra mænd, som frygter, at de ikke matcher en passioneret kvinde.
Samtidig flettes de bagudskuende og traditionelle salsarytmer sammen med den moderne tematik, mens Peluso i musikvideoen tramper og danser gennem Madrids gader i al sin faretruende femininitet iklædt Dior, Versace og Balenciaga.
(Sabina Hvass)
Tom Jones – Talking Reality Television Blues
Jeg havde næppe regnet med, at den 80-årige walisiske sanger skulle sparke benene væk under mig efter 58 år i popindustrien. Men sexbomben er blevet en herligt bitter, gammel mand, som på ”Talking Reality Television Blues” udfritter en tv-branche, der opstod nogenlunde samtidigt med hans musikalske karriere, men næppe har samme fortællelyst som Jones selv. Det er en tv-branche, der i Jones’ udlægning har været mere optaget af bare at holde os fast foran skærmen, indtil vi en dag vil indså, hvor frygteligt kedeligt, det var at sidde opslugt foran skærmen. Den dag er bare ikke indtruffet endnu.
Jones når ikke de samme høje toner, som da han croonede på ”Delilah” i sine velmagtsdage. Det overlever vi nok. Den snakkende tirade over et sprødt guitar-tæppe, som klinger af desert rock, og rytmer, der er fyldt med afrobeat’ede underdelinger, dufter i stedet af røget whiskey, livserfaring og en mand, der er for gammel til at pakke tingene ind.
Ganske vist er ”Talking Reality Television Blues” et cover af en sang, folksangeren Todd Snider udgav i relativ ubemærkethed i 2019, men først på Tom Jones’ version mærker man bitterheden over en håbløs udvikling i massemediernes underholdningsindustri.
(Perry MacLeod Jensen)
