The Nearer the Fountain, More Pure the Stream Flows er blevet beskrevet som det album, der udraderer enhver tvivl om, at komponisten Damon Albarn gør »exactly what he wants«, uagtet af kommercielle interessers påbud. Et stykke hen ad vejen er det en pæn måde at sige, at albummet med sin stærkt symfoniske karakter er en kende svært tilgængeligt. Lidt ligesom når et værk beskrives som »dét album, de altid gerne har villet lave«. Det er som regel et varsel for mindre mainstream og mere introspektion.
I relation til Albarns tidligere succesprojekter må førnævnte siges at være en passende beskrivelse af brittens tredje soloalbum. Selvom Albarn bærer en ekstremt broget musikalsk bagage, er albummet overraskende svært at passe ind i hans ellers rytmiske diskografi. For med alle sine forskelligheder har Blur, Gorillaz og The Good the Bad and the Queen (for blot at nævne nogle få) trods alt en særlig groovy grundkerne tilfælles, som kun momentvis kommer op til overfladen på nærværende udgivelse.
Der er gået syv år siden Albarn udgav sit forrige soloalbum Everyday Robots. Allerede dér bevægede han sig et stykke væk fra det stærkt melodiøse univers, han i løbet af to årtier havde bygget op omkring et særegent pop, rock og r’n’b-spektrum. Som Undertoners anmelder skrev, var det en mere blottet og følsom Albarn, der dengang åbenbarede sig. På The Nearer the Fountain, More Pure the Stream Flows ser vi, udover en fortsættelse af denne lyriske ærlighed, også en musiker, der bevæger sig endnu længere væk fra det rytmiske univers med fuld fart ned i den atonale afgrund. For selvom der er en lille håndfuld numre på albummet, som drives frem af en forholdsvis genkendelig synth/trommemaskine-form, er det især kendetegnet ved en dissonerende lyd frembragt af fortrinsvis symfonisk instrumentering.
Pladens geografiske ophav spiller tilsyneladende en ikke ubetydelig rolle i udformningen af dens tågeindhyllede æstetik. Med tanke på at det er indspillet i Albarns studie i Reykjavik, kan jeg i hvert fald ikke lade være med at høre de skæve strygerstykker som hvalsang og de vuggende blæsere som rå, nordatlantisk søgang. Samtidig er der en cirkulær bevægelse i teksterne, som nærmest mimer et økosystems kredsløb: død, sorg, genfødsel og håb påkaldes skiftevis i løbet af pladens 39 minutter.
Det mørke titelnummer, også pladens intro, er en slags nekrolog for den nyligt afdød ven afrobeat-trommeslageren, jazzkomponisten og samarbejdspartneren Tony Allen. Melodistykket herfra gentages flere steder, også på pladens mere optimistisk klingende numre. Det får pladen til at fremstå som ét langt flydende orkesterstykke, der ligesom et landskab ikke imponerer på grund af enkelte komponenters (eller numres) skønhed, men på grund af helheden og symbiosen mellem hver enkelt del.
Det betyder dog også, at man ikke rigtigt finder individuelt fængende numre. Selvom der er nogle højdepunkter i de mere konventionelt sammenskruede numre, er det ikke fordi de brillerer så meget, at man har en særlig trang til at vende tilbage til dem enkeltvis. Snarere bryder de med det lidt monotone, dystre lydtapet, der præger de symfonisk tunge numre. De eneste decideret rytmiske numre, henholdsvis “Royal Morning Blue”, “The Tower of Montevideo” og “Polaris” vokser enten ud af eller truer konstant med at kollapse ind i mere larmende motiver.
På den søde og valsede “Darkness to Light” midtvejs på pladen, mærker vi for første gang lyset strømme ind over det imaginære landskab. Den efterfølges dog af en kaotisk lille intermezzo i form af “Esja”, der lyder som et forspil til en Kubrick-film. Og sådan går det pladen igennem: Det melodiøse og ‘nynbare’ får kun glimtvis lov til at stå alene og må vige for den dominerende dissonans fra et, givetvis, velsammenskruet orkester af saxofoner, tubaer, synth og strygere.
Måske er Damon Albarn faktisk det uægte barn af Moondog og… Kate Bush’s mere melankolsk anlagte søster. Albummet lyder i hvert fald ikke som noget andet, jeg kan komme i tanker om – på godt og ondt. Genremix kan jo næppe overraske, når det kommer fra den albarnske kant. Men det er dog, for undertegnede, et lidt svært album at lytte til på grund af den distance, der lægges til det harmoniske landskab, Albarn ellers er så forfærdeligt god til at male frem. At det vil være en interessant liveoplevelse med fuldt orkester, er der ingen tvivl om. Jeg er dog i tvivl om, hvorvidt albummet vil være et jeg vender tilbage til med samme entusiasme som, ja, stort set alt andet Albarn har rørt ved indtil nu.
