Siden 2013 har Uhørt Festival været et af landets absolut bedste steder at stifte bekendtskab med de allermest spirende talenter i Danmark. Hvor andre festivaler gerne vil have sikkerhed for, at artisterne faktisk kan bære at spille på de store festivalscener, vender Uhørt konceptet på hovedet og giver en større festivalscene til de upolerede talenter. Det kan gå både godt og galt, og det giver en særlig charme til festivalen.
Over tre dage bliver 41 bands præsenteret på de tre scener ved CPH Skatepark, og man får vitterligt lov til at høre lidt af hvert – fra hårdtslående metal, til fintfølende folk og selvfølgelig også nogle potentielle pop bangers.
På festivalens første dag var især tre artister særligt iøjefaldende:
Lucky Lo
Svenske Lo Ersare fik aftenens prime spot på festivalens største scene, Gårdscenen. Med sine optimistiske popmelodier og et særdeles velspillende band førte hun an i det, der føltes som en mental fælleskrammer mellem alle, som befandt sig i gården foran scenen. Straks bandet stod på scenen, sugede hun publikums opmærksomhed til sig med sit følsomme, søgende blik i øjnene. Så begyndte hun at fortælle med hendes dybe, smukke stemme over de iørefaldende melodier.
Uanset om Lucky Lo kastede sig ud i sine hjertevarme ballader eller medrivende indie-diskotoner, skabte de fem musikere på scenen medrivende øjeblikke. Koncentrerede stod de over deres instrumenter for lægge de rette følelser og betoninger ind i musikken, der hurtigt lod sig rive med af al den kærlighed, som publikum sendte op imod scenen.
Arm i arm rykkede de forreste rækker fra side til side og sang med på omkvædet til ”Supercarry”: »Super duper carry/ I want super carry«. Med bassist Asger Nordtorp Pedersens (kendt fra Guldimund) hukkende bas-toner og guitarist Mads Nørgaards virtuose guitarriffs, skabte bandet en fræk, intim sjæler, der allerede duftede af et minihit, som folk stod og sang med på det medrivende omkvæd.
Langsomt lagde sangene og deres indbyggede budskaber sig mere og mere til den banale side. Der fulgte en sang om, at det er vigtigt at både give og modtage ting som håb, plads, kærlighed, tid og råd. Og så sluttede vi af med fællessang over omkvædet: »It’s getting warmer/ But people getting colder«, som blev gentaget ud i det uendelige. Hvis vi ikke straks var blevet nullet ind i deres hjertevarme feel good-stemning, var de her udsagn nok faldet til jorden. Men i stedet stod vi i en mental fælleskrammer med et yderst velspillende band, der strålede af talent og spilleglæde.
Iomfro
Egentlig virkede Alma Kjær Agergaard under kunstnernavnet Iomfro rimelig quirky med sin poetiske pop, der rapporterede om følelserne hjemme fra stuen. Men Agergaard insisterede på at skeje ud ved være lidt kedelig, som hun selv formulerede det oppe på scenen, efter hun var kommet særdeles godt i gang med sin koncert. Liggende på en medbragt sofa i den hyggestue, som scenen var omdannet til, indledte hun koncerten med at spejdende blik ud på publikum, der sagde: Nu skal I bare se.
Så sang hun: »Jeg var fuldkommen lykkelig/ Indtil jeg var ni«, for ved niårsalderen fik hun den smertelige erkendelse, at hun faktisk havde haft en helt almindelig, god barndom, indtil tankerne samt ambitionerne og drømme om kunst gjorde sin entré. Dermed fulgte den smertelige erkendelse, at kunstnere ofte har haft et hårdt børneliv, og så kunne hun godt sige farvel til den kunstnerdrøm. Et meget fin poetisk udgangspunkt at skyde koncerten i gang, som Agergaard forsatte med at styre med stor autoritet over den tilbagelænede, groovy musik.
Uden de helt store musikalske forløsninger, rapporterede Agergaard fra hverdagslivet, når man hellere vil ligge hjemme på sofaen og se ”Matchet på Mælkevejen” end eksempelvis være ude på festival. På singlen ”Danse” stillede hun spørgsmål ved vores udadgående, sociale, men også selvcentrerede kultur: »Vi skal danse uden at kigge på hinanden/ Vi skal være statister i hinandens fester«. Det var nærmest som om, hun råbte efter det meningsfulde nærvær mellem to mennesker, mens hun kæmpede for at skære igennem alle de menneskelige facader. Som hun kækt bemærkede, kan det eksempelvis være ret rart at finde ud af, hvis en virkelig smuk person også er ret kedelig.
Koncerten forløb i en god, jævn spænding hele vejen igennem, hvor Agergaard lukkede os ind i hendes velbeskrevne følelser. Det var nært, intimt og dragende, så man fik et kærligt smil på læben, men uden de helt store musikalske højdepunkter fra et ellers velspillende band.
Kollapse
Det var en uimodståelig lyd, som bragede ud fra Volumescenen, da metaltrioen Kollapse åbnede op for deres voldsomme lydeksplosioner, efter mørket havde kastet sig over pladsen. Med tonsertunge trommer, bas-brus og skiftevis dybe/diskant-skærende guitartoner kastede de tre mænd fra Aalborg sig i sine følelsers vold under en koncert, der virkede som et voldsomt, langt, grædende skrig.
Med lange, repeterende stykker med minimal variation, skar den støjende guitarfeedback gennem det tunge lydbrøl og skabte et virkelig smukt og voldsomt følelsesudbrud. Så voldsomt, at de færreste blandt publikum havde nok kræft til at stå i den her følelse gennem den halve times tid, koncerten varede.
Det var ellers en skam for et af de smukkeste øjeblikke i løbet af hele den første aften på Uhørt Festival indtraf til sidst i Kollapses koncert, hvor en trompetist blæste hjemsøgte, ensomme toner ud af en post-apokalyptisk flade af guitarfeedback, mens bas og trommer forholdte sig tavse.
Når de to vokalister bevægede sig hen mod mikrofonerne og brølede dybe growl ud over musikken, virkede det mest af alt som den endelige realisering af de voldsomme følelser, som byggede sig op i musikken. Det var virkelig smukt.
