Da Michelle Zauner fulgte op på den charmerende lo-fi debut Psychopomp (2016) – blot året efter ved at udgive den ambitiøse opfølger Soft Sounds from Another Planet (2017) – lignede det, at hendes projekt Japanese Breakfast ville følge i andre DIY-undergrundbands fodspor og forkæle os med en lind strøm af hurtigudtænkte og hurtigt eksekverede projektplader i rap efter hinanden. Den slags udgivelser hvor man ofte finder nogle fantastiske indieguldkorn begravet mellem hastigt udarbejdet fyld.
Sådan gik det imidlertid ikke, da Zauner i stedet valgte at sætte tempoet helt ned og give sig selv god tid til at færdiggøre sin næste plade. Fire år skulle der gå før Jubilee endelig udkom, og allerede fra de første singleudspil stod det klart, at ambitionsniveauet rent produktionsmæssigt var steget gevaldigt. Selvom Jubilee fortsat bærer præg af Zauners karakteriske shoegazedisco-stil, så var der på førstesinglen ”Be Sweet” lagt gevaldigt mere tryk på disco-elementet med en bombastisk popproduktion og 80’er-æstetik á la Madonna eller Whitney Houston.
En forklaring på den relativt lange udgivelsespause kan meget vel være, at Michelle Zauner samtidig skrev den anmelderroste og selvbiografiske erindringsbog Crying in H Mart, hvor hun endelig sluttede fred med sin mors for tidlige død af kræft – en begivenhed der kastede tunge skygger over hendes to første albums. Helt kortfattet har hun selv udtalt, at Jubilee er et album, der handler om glæde, og det smitter af på både tekstuniverset og produktionen, der bobler af opløftende melodier og en omsluttende følelse af varm optimisme masseret ind gennem sjælfulde hornsektioner og harmoniske strygere.
Albummet er altså tænkt som en form for glædeserklæring til livet, men alligevel sniger den bittersøde melankoli sig stadig ind i smug. På åbningssangen ”Paprika” – en drømmeagtig refleksion over livet som publikums-darling (»How’s it feel to stand at the height of your powers/ To captivate every heart?/ Projеcting your visions to strangers who feel it, who listen, who linger on еvery word/ Oh, it’s a rush!«) – viser livets tømmermænd sig alligevel som nagende selvtvivl (»But alone it feels like dying/ All alone I feel so much«).
Denne dobbelthed går igen på store dele af albummet og giver egentlig en forfriskende modvægt til den gennemgående popsentimentalitet, som aldrig bliver for sukkersød. På det forrygende dreampop-nummer ”Posing in Bondage” bruger Zauner ikke bondage som et seksualiseret begreb, men som en metafor for sin længsel efter nærhed og tryghed. Og på den ultratriste ”In Hell” tager Zauner afsked med sin elskede hund – men sangen kunne lige så godt handle om frygten for at miste endnu en nær relation: »With my luck you’ll be dead within the year/ I’ve come to expect it/ There’s nothing left to fear, at least there’s that.«
På den korte, men formidable pop-banger ”Savage Good Boy” finder man endnu et eksempel på Zauners ændrede perspektiv på livet. Det er svært ikke at sammenligne singlen med hendes første gennembrudshit, ”Everybody Wants to Love You”, da begge sange kun lige sniger sig op på en spilletid på over to minutter og omhandler en forførelse. Men hvor Zauner på sidstnævnte nærmest tiggede efter sin udkårnes opmærksomhed (»Can I get your number?/ Can I get you into bed?«), så praktiserer hun i dag en anderledes selvsikker stil (»I want to be your man/ I want to be your savage good boy/ I want to take care of you.«) Teksten twister dog hurtigt og bliver til mere end en slesk kærlighedssang, men snarere en kritik af den ultrarige klasses ansvarsflugt og afkobling fra virkelighedens problemer – hvilket pludselig maler et billede af hendes fortæller som en skurk snarere end en helt.
Der findes en lang række af højdepunkter på den 10 numre og 37 minutter lange plade, men desværre skal man også igennem et par mere eller mindre forglemmelige fyldnumre såsom ”Kokomo, IN” og ”Slide Tackle”. De falder i rap ganske tidligt på pladen, hvor det føles, som om at Zauner kører lidt i tomgang. Det er slet ikke, fordi der er tale om dårlige sange – de savner bare et eller andet twist, der hiver dem ud af popsødmens dulmende banaliteter.
Pladens længste nummer er ”Posing for Cars”, der lukker og slukker ballet med en langsomt brændende ballade om ensomhed og kærlighed, som langsomt tager til i intensitet inden den bryder ud i en flammende feedback-hvinende guitarsolo på næsten tre minutter. Et maksimalistisk statement og en klassisk katarsisk afslutning på showet.
Jubilee er uden tvivl et album, der vil begejstre både eksisterende og nytilkomne fans, og som viser, at Michelle Zauner stadig har lyst til at hæve ambitionsniveauet og flytte sig kunstnerisk. Hendes nyfundne lyst til at tage skridtet videre mod poppens glitrende tinder kommer imidlertid på bekostning af den charmerende og rå upolerethed, der prægede hendes tidlige albums – men heldigvis er tekstuniverset lige så spidsfindigt og hudløst ærligt som altid.
