Indimellem lander der en ny plade i stakken, som rammer dig som en forhammer, straks den ryger på anlægget. Det er de særlige plader, hvor man ikke behøver lytte hverken længe eller intenst for at opdage, at man her har med noget specielt at gøre. Hvor man opdager, at man her har med noget at gøre, som man ikke vidste, at man manglede i sit liv.
Sådan en plade er Bright Green Field, der føles mindre som en debut og mere som en hensigtserklæring af rang fra Squid, der komfortabelt indtager positionen som det seneste stjerneskud på den britiske musikscene. Det er selvfølgelig ikke helt uventet. Den flotte EP Town Centre fra 2019 gav appetit på meget mere, og førstesinglen ”Narrator” fra januar i år skruede for alvor forventningerne i vejret forud for Bright Green Field.
På trods af de opskruede forventninger blev jeg alligevel taget med bukserne nede, da jeg satte mig ned for at lytte til gruppens debutplade. På usædvanlig selvsikker og idiosynkratisk vis har de fem unge universitetsvenner i Squid komponeret et sammenhængende værk, der konstant betvinger sig lytterens opmærksomhed med sine mesterlige stemnings- og rytmeskift. Jeg endte med at sidde på kanten af stolen undervejs, mens jeg lod kvintetten føre mig nye, uventede steder hen.
En kort instrumental intro renser paletten og sætter scenen, inden den første forløsning indtræffer på den kriminelt groovy ”G.S.K”, der med sit vuggende guitar- og rytmesamspil momentant sender tankerne henimod Foals i deres mest dansable periode i midten af 10’erne. Hyggenygge-idyllen varer heldigvis ikke ved, da forsanger Ollie Judge vælter ind i sangen på skabet, dramatisk facon med sin næsten hysteriske skærebrænderstemme og begynder at male vokale dystopier frem om et beton- og neonhelvede.
Førnævnte ”Narrator” følger op, og den maniske energi og foruroligende tematik om realitetstab passer heldigvis perfekt ind i pladens naturlige forløb. Med sine mere end otte minutter og det næsten klaustrofobiske crescendo er det ellers lidt af en mundfuld af en sang at placere så forholdsvis tidligt på albummet, men også det kommer Squid fornemt omkring. På den efterfølgende ”Boy Racer” bliver man lullet ind i en falsk tryghed så tyk af det underspillede groove, at man næsten når at spekulere på, om de mon har tabt pusten efter den indledende kombinationssalve, før spekulationen hurtigt afløses af en hjernesmeltende, udsyret dronepassage af forvrænget støj. Sådan fortsætter pladen hak i hak, og som skrevet ovenfor formår Squid igen og igen at spille ens forventninger de mest herlige puds ved igen og igen at twiste og genopfinde sig selv på den næsten timelange debut.
En stor del af magien bag Bright Green Field opstår gennem bandets brug af dynamiske temposkift. Ikke i den klassiske Pixies-forstand med stille og støjende passager, men ved deres brug af skiftevis vanvittigt hektiske og demonstrativt kontrollerede passager. Dynamikken går igen på nærmest hele pladen, men kontrasten står klarest frem i fokus på den herlige ”Documentary Filmmaker”, hvor selv de forholdsvis lange og stille instrumentalpassager sammen med den monotone monologvokal får et ildevarslende og næsten uhyggeligt udtryk på grund af netop de få korte øjeblikke, hvor Ollie Judge lader vanviddet skinne igennem i sin vokal.
Samme dynamik udforskes igen på anden vis på skæringen ”2010”, hvor lydsidens kaotiske kakofoni står i skærende kontrast til den afdæmpede og depressive vokal, eller på ”Paddling” – som med bandets egne ord »udforsker diktomien mellem livets simple glæder og dekandent konsumerisme« – hvilket fungerer som et lille seksminuttersstudie i kontroltab.
Selvom Squid trækker tråde tilbage bands som Talking Heads og LCD Soundsystem – for ikke at nævne deres jævnaldrende briter i Black Midi (som de også deler producer med) og Black Country, New Road (hvorfra saxofonist Lewis Evans faktisk gæsteoptræder på Green Bright Field) – så imponerer bandet stort ved at debutere med en så egensindig og visionær plade, der viser, at de er klar til at gribe titlen som det mest spændende nye band i 2021 med deres store, fede blækspruttearme og klemme til.
