En som oftest god indgangsvinkel til en hvilken som helst form for musik er at se det live. Det har alle selvsagt savnet, og en af de ting, jeg vil se mest frem til at se igen, er en guitarist fra Saharas hjerte – om ikke geografisk, så i hvert fald af sind. En sandstorm, der ikke slider én ned, så meget som den bygger op. Man får i hvert fald ikke tilnavnet “Nigers Hendrix” uden en eller anden årsag, og med hovedpersonen her – nigerske Mdou Moctar – er da også ligheder i den legende og dybt originale tilgang til den seksstrengede. Et instrument, der i de senere år ikke ligefrem har været udsat for galopperende innovation, men det kompenserer den 35-årige tuareg med fødenavnet Mahamadou Souleymane så rigeligt for.
For de, der ikke måtte have stiftet bekendtskab med Mdou Moctar i forbindelse med hans to koncerter på Loppen, så er der bare at sige, at jeg ikke har set så god en guitarist live siden salig Prince farvede Orange Scene lilla i 2010. (Netop Prince trækker Moctar også andre tråde til, da han for nogle år siden indtog hovedrollen i en lokal version af netop Purple Rain – altså filmen – som den lille mand som bekendt havde stor succes med tilbage i 1985.)
Der er, som det antydes, så meget storytelling forbundet med Moctar og hans band, at man kunne lave en meget lang tekst om blot det. Alene historien om, hvordan han selv byggede sin første guitar af brædder og bremsekabler fra cykler, til hvordan en venlig, amerikansk fan af mystiske veje fik transporteret en venstrehåndet Stratocaster fra USA og langt ind i et land, hvor man – ifølge Moctar selv – »ikke engang kan købe guitarstrenge,« er en klassisk underdog-fortælling.
Det siger en del, at Moctar selv først opdagede netop Hendrix, Prince og især Eddie Van Halen i en voksen alder, men alligevel har kunnet inkorporere deres signatur i sin egen, helt særlige guitarlyd, som var det det nemmeste i verden.
Men selve pladen – Afrique Victime som den er blevet betitlet – står fornemt alene. Som forgængeren, Ilana (The Creator), bærer den præg af et øget fokus på kollektivet, som det naturligvis måtte bringe, når Moctar for første gang på disse plader har et rigtigt band. Og sikke et af slagsen.
Rytmesektionen bestående af den “importerede”, amerikanske bassist Mikey Coltun, andenguitarist Ahmoudou Madassane og den ekstremt stilsikre trommeslager Souleymane Ibrahim låser sig fra første sekund af den tungt vuggende og konstant stereo-panorerende åbner, “Chismiten”, pletfrit sammen på en måde, der giver Moctar perfekte forhold at udfolde sig under.
Pladen – finder man ud af efter et par lyt – er om noget lidt mindre psykedelisk anlagt end forgængeren, og det giver et øget fokus på Moctars vokal. Ikke noget ondt om hans stemme, tværtimod, men det er unægteligt Moctars vanvittigt ekvilibristiske omgang med sin guitar, der er hovedfokus. Nu er mit tamasheq, som skulle være Moctars primære sprog, ikke min stærke side, men han formår at være ekspressiv med sin vokal på en måde, således at man sagtens får en slags budskab ud af at lytte til den nærmest kælne folksang “Tala Tannam”, der stille og roligt chugger derudaf og vækker minder om Moctars allerførste plader, hvor kun han alene var ophavsmanden. For at fedte mere rundt i aldrende guitarister, så er der sågar også et nummer på pladen kaldet “Layla“, men det er – bedst for alle – ikke et cover. Her er Moctar fortsat i et traditionelt folkterritorium, men det lyder alt sammen voldsomt godt.
På det efter sigende ganske politisk ladede titelnummer, der på mange måder er en tvilling til den monumentale “Tarhatazed” fra forgængeren, eksploderer Moctar for anden gang ud i en både morderisk og uforudsigelig gang guitarastronomi, der især i anden halvdel udarter sig i noget, man ikke har hørt før fra hans hænder, men som lover interessant for fremtiden. Vores alles fremtid, altså. Og når hovedet er færdig med at snurre rundt om sig selv, spoler man tilbage og hører det en gang til.
Produktionen har åbenlyst fået et vældigt nøk, jævnfør især den co-producerende Coltuns DIY-medslæb fra Seattle, der giver Afrique Victime en rå fernis. De føromtalte panoreringer i lyden svinger frem og tilbage i hæsblæsende tempo, mens Moctar ryger over i støjrocklandskaber uden at miste sin umanerligt sikre kontrol over groovet. Det er til at blive svært svimmel af på en svært god måde, og det er heldigvis noget, man kan se frem til at høre og se live, når Moctar m. band blandt andet gæster københavnske Alice i 2022. Forhåbentlig en masse andre gange også.
For det er den overdådige spilleglæde, der for alvor gør Afrique Victime til en storslået plade og et af de tidligere bud på årets hidtil bedste i rockkategorien. Hvis man altså absolut skal indskrænke sig.
