Nottinghams melankolske alt rockere Tindersticks er efterhånden meget tæt på de 30 år som band og udgav for en måneds tid siden albummet Distractions. De har nu ikke så meget med Nottingham at gøre mere, men det var dér, bandet blev født, som en fortsættelse af bandet Asphalt Ribbons der blev dannet i 1987. Asphalt Ribbons kan man høre på f.eks. YouTube, med en let genkendelig og ung Stuart A. Staples i front. Staples er i dag 55 og har sammen med sin kone, kunstneren Suzanne Osborne boet i Limousin dalen i Frankrig siden 2003. de øvrige fire bandmedlemmer bor i hhv. Prag, Antwerpen, Berlin og kun en enkelt tilbage i England. Så der er på mange måder mere tale om et europæisk band end om et engelsk. Af Familien Staples/Osbornes fire børn, medvirker to af dem i øvrigt på albummet, Stanley Staples spiller akustisk guitar på 4. skæring og Sidonie Osborne Staples har lavet coveret.
Distractions er født ud af Coronakrisen. Ikke sådan forstået at det kredser om isolation og nedlukning, men fordi Tindersticks den aften for et år siden, da Frankrig satte en stopper for større forsamlinger (ligesom man jo også gjorde herhjemme, hvor vi var nogle der nåede eftermiddagskoncerten med Big Thief på VEGA, mens aftenkoncerten blev aflyst), ja, da stod bandet klar backstage på et spillested i Bordeaux. De havde lavet lydprøver og var klar til den første koncert, på deres første turne i fire år. Som altså ikke blev til noget. Den frustration de har følt den aften, kan man godt forestille sig og selv mærke ind i sjælen. Frustrationen transformerede de til kreativ energi og de fik skruet deres 13. studiealbum med den sigende titel Distractions sammen. Distraktioner i forhold til det, de troede de skulle i gang med, nemlig en turné, der også ville have bragt dem til Danmark, og som i stedet blev til en stribe nye sange.
Nye sange er ikke helt korrekt for af de syv numre på albummet er det kun de to første og de to sidste der er nye. De tre midterste er covernumre af hhv. Neil Young, Dory Previn og Television Personalities. Selvom det tydeligvis er Tindersticks hele vejen igennem, hele det duvende, næsten dorske udtryk, den tilbagelænede sitrende melankoli, Staples’ nasale let genkendelige baryton med dens hviskende intimitet og dens iboende croonkvaliteter, så er der også noget nyt på færde. Det nye har også noget med Corona at gøre, for det har ikke været muligt for Tindersticks at samarbejde med alle dem de plejer at samarbejde med. Strygerne f.eks. Og blæserne. Væk er de (næsten) og tilbage står vi med et nedbarberet udtryk, som rent faktisk klæder bandet og virker dejligt forfriskende. Det er mest bare guitar, keyboards, bas og tromme. Der er leget lidt med synths og reallyde i stedet, men også det er diskret og lækkert. Undtagelsen er åbningsnummeret. Det over 11 minutter lange ”Man Alone (Can’t Stop the Fading)”, et elektronisk og repetitivt næsten club-agtigt nummer med vokalt loop og et næsten hypnotisk basridt spillet af Staples selv. Sammen med slutnummeret, det meget smukke “The Bough Bends” (hvor Staples lægger en dejlig rå fuzzet guitar på), blev nummeret til FØR nedlukningen, og som sådan var der allerede lagt i ovnen til et nyt album. Nedlukningen gav det bare en anden retning. Som Staples selv udtrykker det: »Indespærringen er helt sikkert en del af albummet, men albummet er ikke en reaktion på nedlukningen«
Imellem de to yderpunkter, skrevet af Staples, er der to numre af Staples/McKinna. “I Imagine You” med en hvislende uhygge i rillerne og brugen af sav, spillet af David Coulter samt “Tue Moi”, sunget på fransk, affødt af hændelserne på spillestedet Bataclan, der i 2015 blev udsat for et terrorangreb. Et sted Tindersticks og Staples har spillet mange gange. Sangen afspejler da også på fornem vis sorgen og desperationen over det der skete i 2015.
Imellem disse fire sange er der som sagt tre covernumre. De fungerer hver især i deres egen ret. Stærkest står coveret af Neil Youngs “A Man Needs a Maid”, som i originalversionen fra 1972 er indspillet med hjælp fra London Symphony Orchestra, hvilket gør nummeret til en exorbitant oplevelse, næsten for meget af det gode. Tindersticks’ version er bemærkelsesværdigt blottet for dette. Der er bare lidt elektronisk fiflen, guitar og bas, samt Gina Baker der lægger en smooth kontrastvokal til Stuart A. Staples smukke døsige baryton. På Dory Previn-nummeret “Lady With Braid” er det især det forrygende solostykke i outroen der fænger og hænger fast, og så er der faktisk besøg af en strygekvartet på nummeret. De spiller også med på “I Imagine You”, så det er alligevel blevet til enkelte gæster i studiet. “You’ll Have to Scream Louder” fungerer også i Tindersticks’ version og binder en sløjfe tilbage til albummets åbningsnummer i kraft af sin leg med vokalen og kombinationen af et elektronisk og et analogt beat.
Tinderstick formår stadig at udfordre sig selv og levere vedkommende og faktisk også modig musik, for det er et tyst og sært album, som ikke desto mindre betaler flot tilbage i form af den her stemning af afventende, sitrende, rastløshed midt i al roen. Hvis blot man vover at lade sig synke ned i det og blive der for en stund. Det er også et album, der kræver at man selv er i stemning til det og det bonger ikke ind på samme niveau som deres bedste albums, men godt er det, netop i kraft af stemningen. Anmeldelsen her lukker på samme måde som Tindersticks lukker albummet; med Spoken Word fragmenter af et levet liv fra sangen “The Bough Bends”:
»Overall it’s going well / It’s going OK / Some good ideas badly executed / Best laid plans / These irritating wounds we need to attend to / Again and again / The ecstasy of erasure / Blank and clean / For a moment / A chance to see what we could have been /… / And I want you so much my clothes hurt me / She smiled this morning / A big fantastic smile / And I was desperate for that happiness / She leaned and kissed me / And for a moment I didn’t care about the rest«
