Mod slutningen af Viagra Boys’ anden fuldlængdeudgivelse, Welfare Jazz, lader den overdrevne eskapisme, der gennem især alkohol- og narkotikaindtag har drevet Sebastian Murphys narrativer, til at ebbe ud. Det sker nærmere bestemt i løbet af pladens næstsidste indslag, “To the Country”, hvor der drømmes om en alternativ rehabilitering i form af hus, hund og et liv væk fra overhalingsbanen. »And I know I don’t show it / but I think that’s what I want now,« messer han monotont. På den måde føles Welfare Jazz som enden på dette kapitel i fortællingen om Viagra Boys; en overgangsplade, der kulminerer med antitesen til dét band, der debuterede med Consistency of Energy og Street Worms. Nu tager de i stedet hul på en ny æra med samme klarsyn, som allerede kunne antydes på sidste års Common Sense.
I det store hele er Welfare Jazz først og fremmest en mere ufarlig udgave af sin forgænger. Viagradrengene spiller stadig på deres primære styrker – stærke popmelodier tilsat Murphys vrælende vokal – men gør det umiddelbart indhyllet i et ekstra lag bobleplast. Den slæbende “I Feel Alive” har den samme sidder-i-en-skodhytte-og-tømmer-whiskyflasker-aura, der også præger Tom Waits anno Mule Variations, men uden helt samme pondus. Andensinglen, “Creatures”, fremstår ligeledes harmløs i sit synthprægede lydbillede, hvor Murphy i endnu et fejlslagent eksperiment desuden prøver sit allerbedste på at give den som sjælfuld crooner.
Samtidig gør bandet igen brug af forskellige interludes og instrumentaler som buffere mellem de bærende kompositioner, og her er man ikke i tvivl om, at meget bestemt er hørt før. Det gælder både fortsættelsen på præmieringen af vores firbenede venner i “Best in Show” samt den næsten fem minutter lange “6 Shooter”, der ligesom “Amphetanarchy” kun står tilbage som kaotisk fyld i postpunk-møder-saxofon-format. Og så er der også blevet plads til en opfølgning på den fuldstændig rablende “Frogstrap” (om spioner med amfiiber gemt i frakkelommen) i form af “Secret Canine Agent”, der heldigvis vedholder et ganske hæsblæsende tempo.
Når Welfare Jazz imidlertid er bedst, leverer den dog fortsat sublime indslag til de øverste hylder af Viagra Boys’ diskografi. “Toad” bevæger sig således problemfrit i et bizart fusionsgrænseland mellem surfrock, disko og americana, mens Murphy giver den som en anden faux-Elvis, der selvsikkert forsikrer sin “baby” om, at hans rebelske ego fortsat er langt fra at slå sig ned. »Girl, you can’t change this old hound dog,« lyder klichéen, selvom denne anmeldelses intro allerede har røbet, hvordan det hele ender. Førstesinglen og pladeåbneren, “Ain’t Nice”, er i stedet en velkendt formel til at skyde det hele i gang med. Den læner sig op ad mere traditionelle Viagra Boys-dyder på et underlag af et solidt basriff, staccato saxofontoner og usammenhængende tekstfragmenter såsom »Got a collection of vintage calculators / If you don’t like it, then babe I’ll see you later.«
Og så er der de kompositioner, der allermest falder mellem to stole – sikkert sådan som bandet bedst kan lide det. Den apologetiske “Into the Sun” er for de fans, der måske mere foretrækker de sløve og psykedeliske øjeblikke på plader som Fat White Familys Songs for Our Mothers, mens “To the Country” minimalistisk bygges op af pulserende pianotoner, der skyder i vejret sideløbende med det himmelråbende omkvæd. Slutteligt udsættes afdøde John Prines kærlighedsduet “In Spite of Ourselves” for en dissonant ommøblering, hvor den kvindelige rolle indtages af australske Amy Taylor fra Amyl & The Sniffers. Langt fra countrymusikerens ånd – men i stedet lige nøjagtigt i Viagra Boys’ – er det en rodet, jangly omgang, der helt klart lander i det polariserende hjørne, hvor grænsen mellem hån og hyldest synes hårfin.
»Velfærd og kriminalitet. Det er dér, vores fokus ligger. Det er dér, alles fokus bør ligge,« forklarede den svenske statsminister Stefan Löfven tilbage i 2019. Når det kommer til Welfare Jazz, er det hverken musikalsk velfærd eller en musikalsk forbrydelse. Men Viagra Boys har dog alligevel lydt bedre – ikke mindst med hjælp fra fraværet af de kompromiser, som svenskerne førhen har været så gode til at undgå.
