Der sker noget helt specielt mellem ørene på en, når det oplæste digt forenes med musikken på en sådan måde, at man tryllebindes ind i en intens konfrontation med flygtningekrisen og Danmark som krigsførende nation. Når dét sker, sniger musikken sig ikke blot ind under huden, men påbyder os nærmest ligefrem at tage plads i hovedet på soldaterne i krig såvel som børnene på flugt. Her kan vi så sidde og overvældes af det systematiske kaos, der udsendes fra digtenes rytmiske rædsel i takt til fremmedgjorte, metalliske loops på klaver, til det er lige ved at blive for uudholdeligt, og sangen slutter.
Og ørkner i rasende udenfor er en af disse slags oplevelser. Et projekt opfostret i samarbejde mellem digter og dramatiker Peter-Clement Woetmann samt musiker Mikkel Almholt. Albummets kun fire sange lader Woetmanns rytmiske oplæsning af egne digte udfolde sig helt inde i hjernens spinkleste neuroner, hvor krigens især psykiske aspekter sættes på spidsen på første halvdel af pladen. På pladens anden halvdel – eller B side – tager det over sytten minutter lange langdigt “Bag bakkerne, kysten” over og bringer os helt tæt på kontrasten mellem flygtningens liv på flugt og vores eget i idyllisk sikkerhed. Med denne todeling af albummet og Woetmanns intime oplæserstemme er pladen som skabt for vinylelskere, der virkelig vil mærke musikken.
Særligt imponerende for projektet er gennemgående det nøje afbalancerede forhold mellem klaveret, de utallige effekter og det oplæste digt. Det er kun sjældent på albummet, det slår en, at de rivende tekster faktisk blot er lånt fra Woetmanns bagkatalog og tilsat lidt typisk eksperimentel musik a la Almholt, der også er kendt under kunstnernavnet Ghost Flute & Dice.
På åbningsnummeret, “Hvordan har du det?”, demonstreres det netop, hvordan elementerne kan samarbejde på fornem vis. Her er det sindet i opløsning, Woetmann vil lade os føle. Han har fundet boremaskinen frem og sat sig til at bore ind i din forstand. I takt med gentagelserne af de samme tankespørgsmål om og om igen flakker Almholts forvrængede klaverlyde, der drejer og drejer ind i sig selv, rundt i baggrunden og understøtter vanviddets cykliske indtrængen i den krigshærgede forstand. Det er krigsmén, der lurer på randen af soldatens sammenbrud, når det er værst. Og det er musik, der komplimenterer lyrik, når det er bedst. Et skinnende nummer, der strækker sig tilpas langt, til at hovedet kan være med hele vejen.
Man bliver fortsat revet med, når klaverspillets rasen tager til, og sci-fi-effekterne ligeledes blusser op, i takt med at krigenes brutalitet og surrealisme uddybes på pladens næste par numre. I “Mad Minute” pumpes adrenalinen nemlig helt ud i fingerspidserne, mens en nær, fremtidig krigsførelse bearbejdes i nummeret “Om Fremtiden”, hvor Woetmanns klare, kyniske stemme brændende skærer sig ind i hukommelsen på en: »Jeg taler om at gøre krigsførelsen til et spil om point / Jeg taler om at få vores soldater til at tro, at de har 18 liv og ikke kun ét.«
Det eksperimenterende klaverspil og de brutale digte er dog ikke for enhver smag, og albummet lukker sig da også først for alvor op, hvis du går med på dens præmisser, åbner dig selv op og tilbyder din fulde opmærksomhed. Ellers ender de skæve lydlandskaber hurtigt som mure af lydbølger i stedet, hvori tæpperne af ord blot drukner, hvilket især er tilfældet hen mod slutningen af langdigtet “Bag bakkerne, kysten”, hvor den metalliske klang runger så voldsomt i hovedet på en, at den fuldkommen overdøver ordene og ens egne tanker.
Alligevel formår projektet uundgåeligt at så et frø mellem ørene på dig, som vokser sig større og gør krav på dine tanker indtil de, ligesom albummets lydskulpturer, bliver så påtrængende, at de afføder den politiske debat, albummet så udtryksfuldt skriger på.
Woetmann / Almholts rasende projekt forener altså på sindsoprivende vis det oplæste digt og det eksperimenterende klaverspil i portioner, der for det meste er til at overkomme. Det er en overordentlig øjenåbner for krisernes vanvid og forfald, og hvis man accepterer projektets præmisser og skævvredne facon, formår det nærmest fuldgyldigt at trænge helt ud i samtlige af kroppens fintfølende neuroner, der dog til tider må sige fra og lukke virkeligheden ude igen.
