Danske IAMJJ må siges at være en yderst produktiv herre. Han udgav sit første fuldlængde albummet Bloody Future i starten af 2018, som han blandt andet optrådte med på årets SPOT Festival. Nu er han igen aktuel med nyt album, som følger op på debuten. På trods af sine kun 25 år, har IAMJJ – med det borgerlige navn Jakob Stenfatt Jensen – en moden stemme og lyd, men også en stemme, som han formår at variere i det uendelige på det seneste udspil.
Take It Slow On Me er et kompromisløst album, hvor en mere elektronisk tilgang til musikken får lov at træde frem, og det gør, at det aldrig bliver kedeligt at lytte til. Albummet er som gaven, der bliver ved med at give. Det folder sig hele tiden ud og svinger mellem melankoli og glæde. På mange af numrene får Jensens vokal en dybde og melankoli, som vi kender det fra Leonard Cohen, men der bliver altid trukket i en anden retning, før man når at give sig hen til melankolien. Der er en konstant vekselvirkning. En konstant bevægelse i både lyd, produktion og tekstunivers, men det hele foregår enormt elegant.
Første nummer “Tame My Heart” illustrer fornemt den variation, dybde og kontrol over sin stemme og lyd, som Jensen besidder. Nummeret trækker os i et hav af retninger og starter mystisk og drømmende med en meget stærk og insisterende vokal. Versene bliver nærmest rappet, for så at gå over i en mere organisk lyd i omkvædet med tekster, der bærer præg af, at vi altså har med de store følelser at gøre – når man stiller sig helt sårbar overfor et andet menneske, og viser de sider, som ikke altid er så pæne, men alligevel elsker allermest.
»Oh it’s been said / That love makes you blind and you can lose your head,« lyder det på “Tame My Heart”.
Lige netop vekselvirkning er det, som går igen igennem albummet, og måske det faktisk er helt fint, at der ikke altid er en rød tråd – for IAMJJ’s sætter fokus på de store følelser, og store følelser er der ikke altid er en rød tråd i. Med titelnummeret ”Take It Slow On Me” tager IAMJJ det alt andet end langsomt. Der er fuld skrald på både produktion og følelserne i tætte relationer, som nærmest kan blive klaustrofobiske. Selvom det ikke er alle numre, der gør lige stort indtryk, ændrer det ikke ved det samlede indtryk.
”Life Is Beautifull (When You’re In It)” er et fint og enkelt nummer. Titlen og omkvædet leder måske tankerne hen på et cheesy popnummer, men undervejs i nummeret – og ikke mindst i starten – bliver vokalen næsten så rå og rusten, at de nærmeste associationer bliver Nick Cave og Leonard Cohen. Den rå vokal står i glimrende kontrast til det storladne kærlighedsunivers, som vi bliver inviteret ind i, for selv den grove vokal kan ikke skjule det tekstunivers, der er cheesy ud over alle grænser, men IAMJJ slippet afsted med det: »Life is beautifull when you are in it / So damn empty when you’re not.«
Den dybe og melankolske vokal fortsætter på ”What Can I Say”, hvor der bliver skruet op for guitaren, som faktisk ligger en skøn bund nummeret igennem. Nummeret er enormt fint og enkelt, men et kig ned i teksterne rokker lidt ved opfattelsen af det fine og det enkle.
»I’m so tired of this roller-coaster ride / What can I say? / I love you anyway / But it is not okay / That you’re acting like a bitch / You are a wicked witch / Aren’t you?« og det sidste er jo nok et spørgsmål, man kun kan tillade sig at stille, når det bliver suppleret med enkelt guitarfingerspil og en rå og tilbagelænet vokal.
“Pumping Keiths (Club U Can Join)” og “Sleepy Eyes” bliver en del mere eksperimenterende og trækker albummet i en markant anderledes retning, og giver næsten et disko-vibe. Det lyder lidt som to numre, der skulle have været med på en helt anden plade. Selvom variation er et nøgleord på Take It Slow On Me, så tager det lidt overhånd her, og det tager faktisk lidt tid at komme tilbage i den stemning , som første del af albummet har skabt. Variationen synes mindre på første halvdel, genreskiftene er mere elegante, og der er alligevel nogle fællestræk, som ikke helt er at finde på “Pumping Keiths (Club U Can Join)” og ”Sleepy Eyes”.
På de sidste par numre kommer IAMJJ dog glimrende igen med storladen, dyster vokal og karakteristiske guitarspil, som atter danner basen for musikken. Og når det går igen, bliver det også lettere at lytte efter teksterne, som er så stor en del af IAMJJ’s musik, fordi det giver en forståelse for den splittelse som han oplever i alt fra kærlighed til livet generelt. Særligt sidste nummer ”We’ll Meet” bliver næsten til en omgang spoken word og historiefortælling, hvilket faktisk er en yderst klædelig måde at slutte albummet, hvor vi vender tilbage til en ro og en eftertænksomhed, efter virkelig at have været vidt omkring med IAMJJ.
Take It Slow On Me er et stærkt og velproduceret album, der byder på en spændende rejse ind i et musikalsk kontrastfyldt univers, der tager lytteren virkelig mange steder hen. Desværre drukner nogle numre og særligt Jensens vokal i overproduktion og overflod. Det er lidt ærgerligt, fordi vi har at gøre med en stærk vokal, som synes at kunne varieres i det uendelige. Vokalen måtte så absolut gerne træde mere frem, som den blandt andet gør det på ”Life Is Beautiful” — den behøver slet ikke så meget hokus pokus.
