Black Midi er en voldsomt udefinerbar størrelse. Hvis nogen oplevede Omni på Roskilde Festival sidste år, så tag lyden af dem, tilsæt et skvæt af amerikanske Shellac, et skud tidlig Iceage og en dråbe Danny Brown og King Crimson, samt et godt drys Talking Heads, og vi er i nærheden af, hvad det handler om her. Black Midi består af fire unge Londongutter, der har spillet sammen en del år, med baggrund i The Britt School. De er primært begejstret for det improvisatoriske element i musikken og spiller eminent. Sikkert. Med en vild energi der eksploderer i støjende udbrud, for så igen at lande i en oase af suggestiv smuk musiceren. De laver komplekse rytmestrukturer, der brat stopper op for så at fortsætte i en anden retning eller taktart. Med andre ord math-rock af en meget fin og subtil, omend lettere punket, karat.
Det starter voldsomt og in-your-face-agtigt på ”953”, hvor de synes at tænke: vi kan sgu ligeså godt få skilt fårene fra bukkene med det samme. Kan du kapere den her åbning, så lyt bare videre. Mindst tre heftige dissonante guitarriffs af guitaristerne Geordie Greep og Matt Kwasniewski-Kelvin samt synkoperede rytmer af den mildest talt fantastiske rytmegruppe afløser hinanden, før et smukt fingerspil træder ind og en flabet vokal synger: »Please stop all this strange fantasy/ This is not who you are/ Not who you want to be« før de heftige riffs starter op igen. Anden gang vokalen tager over, er det næsten helt prog-agtigt teatralsk og kan minde om et band som King Crimson. Det er dælme effektivt! Lidt senere snubler de nedad med nogle klokke- eller bjældeagtige lyde, som måske nok er en effekt på den ene guitar, før riffet tager over igen; denne gang i et noget højere tempo.
Andet nummer ”Speedway” er nede i et andet tempo og lydniveau. Det er elegant, skævt og opfindsomt. Nummeret er tidligere udgivet på en EP, der, så vidt jeg kan høre, kun består af det ene nummer trukket ud i improvisatoriske 23 minutter og lavet med en videoside af bassisten Cameron Picton. Den er også udgivet i et meget begrænset oplag vinyler, som blev revet væk. Næste skæring, ”Reggae”, har en smuk vokal, der igen kan give mindelser om prog-rocken, som jo traditionelt har en del snitflader med math-rocken. ”Near DT MI” veksler mellem det utroligt smukke og det furiøst aggresive udbrud; en struktur der går igen på det lidt over otte minutter lange ”Western”, hvor vokalen dog ikke bliver vrængende vred, mere bare lige ud af landevejen rocket, men stadig med de bratte skift mellem de forskellige dele. I øvrigt synger begge guitarister samt bassisten; bassisten lead på i hvert fald ét nummer, men oftest er det Greep, der står bag mikrofonen.
På titelnummeret, ”Of Schlagenheim”, lyder bandet som en rigtig arrig teenage-lillesøster til Talking Heads. Et band de selv vedkender sig som inspirationskilde. Tidligere har de udgivet en single med titlen “Talking Heads”. På ”Of Schlagenheim”kan man høre, at de tager arven på sig og vedstår sig slægtsskabet. Vokalen har en David Byrne-agtig karakter, og i lighed med mange af de andre numre oser det af samme slags kreativitet og ekvilibrisme som også forbillederne var i besiddelse af. En punket udgave af “Born Under Punches”. Guitareffekterne er delikate med et twist af galskab, og bas og trommer er, også på dette nummer, en ekstremt vigtig del af fremdriften og opbygning af intensitet i musikken. Tre et halvt minut inde i sangen laver de et genialt fuldt stop: Holder den i fem sekunder, før de syrer ud i noget nyt og vældigt opfindsomt, hvor også bassen har en heftig fuzz-pedal koblet ind i kredsløbet af lyd. Nummeret glider direkte over i ”Bmbmbm”, der starter med et hårdt steady beat og lidt trommelir, samt en skrigen og jamren i baggrunden der relaterer sig til sangen: »She moves with a purpose/ And what a magnificent purpose/Moves with a purpose«, og så med den der fede London accent — som at høre nogle af byens gamle hæderkronede punkbands. »They find different ways to suck themselves off/ She does not care at all/ She moves with a purpose«. Det er ikke nødvendigvis for lyrikkens skyld at Black Midi har skabt stor furore allerede med så få udgivelser tilgængelige, men i høj grad på grund af koblingen af musik, dynamik, intensitet og virilitet. De har turneret i USA og har en Europaturne i sigte. En turne som var kommet i stand før releasen af dette, deres debutalbum, og som også bringer dem til Roskilde Festival, hvor de spiller fredag aften på Pavilion. En koncert jeg personligt glæder mig voldsomt til!
De to sidste numre på albummet byder på superforvrænget aggressiv vokal på ”Years Ago”, hvor også trommeslager Morgan Simpson, endnu engang, brillerer. Han er virkelig et trumfkort og en joker bag trommerne i det unge band. Albumlukker ”Ducter” byder på mere af alt det fede ved bandet. De bratte skift, de opfindsomme riffs, rytmerne, energien.
Virkelig en overvældende debut fra London, Black Midi og Rough Trade, præget af en heftig livestemning. Det suverænt flotte cover får lige det sidste ord med på vejen. Det fremgår desværre ingen steder, hvem der står bag (før jeg på et tidspunkt får fingre i vinylen formodentlig), men det rammer ret præcist indholdet på albummet. De sorthvide blæk- eller tuschtegninger forneden af noget der kunne ligne krigsscener og de æstetiske farvefelter i øverste venstre hjørne. På samme tid voldsomt og elegant. Som Black Midi.
