»Åh, det er næsten ikke til at bære,« var min umiddelbare tanke, da Roskildes »Take care of each other«-skilt blinkede mig i møde fra Apollos backdrop. Der var vitterlig ikke meget mere end tre-fire øvrige publikummer at passe på. Folkevandringen mod Eminem-koncerten på Orange havde stået på hele dagen, og kl. 21.30 havde størstedelen af festivalgæsterne allerede fundet sig en plads inde ved den store scene på festivalens hovedområde.
Eller, det troede jeg, men da Nathan Fake gik på scenen, skete der alligevel noget på det lille Apollo-område. Med en fokuseret, lidt alvorlig mine indfandt englænderen sig ved sin mikserpult og begyndte at mane de første synthlinjer frem – og som en anden rottefænger spillede han samtidig flere og flere festivalgæster frem fra deres ukendte skjul.
Umiddelbart var Fakes lydlandskab da også overraskende lyst og tillokkende, når man tager i betragtning, at hans seneste album, sidste års Providence, har en temmelig tæt og ildevarslende karakter. Onsdag aften bar hoppende, synkoperede synthlinjer lydbilledet og pirrede os på jorden med iørefaldende, helt naivistiske melodier. På backdroppet dansede pastelfarvede kubistiske figurer, som konstant opløstes i pixels og samledes i nye konstellationer, og i det hele taget syntes opsætningen legende let og bekymringsfri.
Men Fake er en både dygtig og alsidig musiker, der ikke kunne finde på at byde os så lidt modstand gennem et sæt. Som minutterne skred frem, kravlede solen ned bag horisonten, og mørket krøb frem fra pladsens afkroge. Og som var Fake troldmanden i “Fantasia”, syntes han at spille mørket frem. Efterhånden sneg dybe basfremstød sig ind mellem de rislende synthlinjer og satte sig i ben og brystkasse hos os foran scenen. Fake lod dog aldrig bassen få frit løb og koncerten munde ud i en decideret dansefest. Dertil var variationerne og opbrudene for allestedsnærværende – fik vi en full-blown pumpebas for en kort bemærkning, kunne vi være ret sikre på, at den snart ville munde ud i dybe, stærkt manipulerede vokalspor til i stedet at fylde lydbilledets bund.
Efter en time var solen gået ned, og med et sæt dansende lyskegler i mørket kunne Fake vinke os af sted til den håbløse opgave at finde en plads oppe ved Orange i sidste øjeblik. Fake kendte sin besøgelsestid – men hans koncert fremstod imponerende nok aldrig som en hektisk transitzone mellem campingområdet og hovednavnet på Orange.
