Liz Harris’ Grouper er et soloprojekt med fed streg under solo. Hun vil hellere isolere sig for at skrive musik end spille live shows, og hun holder det ikke hemmeligt, at hendes musik først og fremmest er til for hende selv. Sammenlign for eksempel Kanye Wests selvpromoveringscirkus med Harris’ kommentar efter udgivelsen af albummet Ruins i 2014: »Jeg forestiller mig ofte, det at udgive et album er som at sænke et tungt objekt i en sø i al hemmelighed: Find et stille hjørne, sænk det forsigtigt under overfladen, kig et øjeblik på ringene det efterlader, og slip så væk.«
Grouper er bygget på et simpelt skelet af Harris’ manipulerede over/underjordiske stemme, klaver, lydeffekter og stilhed. Med fare for at lyde som en gammel jazzkliché, så er pauserne for Harris lige så vigtige som de toner, der spilles. Det er svært at dechifrere de hviskende tekster, men den stemning Grouper fremmaner er så universel, at ord virker overflødige. Det er en stemning, der bygger på abstrakte, monumentale begreber: Søvn, død, havet, det underbevidste og det overnaturlige. På tidligere albums som Dragging a Dead Deer Up a Hill blev stemningen pakket ind i ulmende ambient og guitarstøj, men med tiden har Harris skåret helt ind til benet og videre ind i knoglen. Resultatet er, at Grid of Points viser Harris, når hun er allermest åben, sårbar og uperfekt.
Liz Harris er dekonstruktivist. Det høres i hendes musik, der samler sig i skrøbelige strukturer, muterer umærkeligt og igen forsvinder ned i en musikalsk ur-suppe. Det ses også i hendes kunst, som er et virvar af figurer og mønstre, der overlapper og interagerer. De virker måske simple, næsten banale, enkeltvis, men i en systemisk helhed giver de mening. På samme måde ser Harris musik som ‘grupperinger af lyde’. Disse grupperinger kan i sidste ende nedbrydes til deres enkelte bestanddel: en enkelt frekvens. Musikeren er blot en organisator; med andre ord ”den, der grupperer lydene” hvoraf hendes kunstnernavn kommer.
Harris nedbryder og bygger også sig selv op igennem sin kunst, så man kan have svært ved at adskille de to. På hendes venstre arm, der er tatoveret med et af hendes egne finmaskede mønstre, smelter Harris kunst i bogstaveligste forstand sammen med hendes person. Det flydende forhold går igen i musikken. Følelser som sorg og eksistentiel angst er blandet med en stille selvsikkerhed, der rammer én fra første sekund.
Grid of Points er kun 22 minutter lang, men er alligevel komplet i sin ufuldkommenhed. På trods af et nervøst pladeselskab, der var bange for at spise folk af med en EP-længde, var Harris ikke i tvivl om at pladen var færdig. Alle de løse ender, de kunstneriske begrænsninger og det u-udlevede potentiale er netop essensen af Grouper: Processen er målet, ikke et færdigt definerbart produkt. Vigtigst af alt er man aldrig i tvivl om, at Grid of Points kanaliserer Harris i rå og ufiltreret form.
Harris voksede op i et kollektiv funderet på den armensk-russiske mystiker George Gurdjieffs tanker om spirituel vækkelse. Gurdijeff mente, at mennesker brugte meste af deres tid i en form for ’vågen søvn’, men at en højere bevidsthed var opnåelig igennem teknikker som selvobservation og koncentrationsøvelser. Grid of Points afspejler den samme vågne søvntilstand, men modsat Gurdijeffs lære er der ingen måde at undslippe den på. I stedet for at søge at undslippe, kan man kun gå dybere ind i tilstanden. På den måde minder Grid of Points om en søvncyklus. De mest klare, bevidste momenter finder man i begyndelsen, hvor klaver og stemme følges ad. Herfra bliver man trukket længere og længere ned i underbevidstheden mod REM-søvnen, hvor lydsporene langsomt falder fra hinanden. Grouper lyder halvt meditativt, men lover ingenting a la et ‘større mindset’. I stedet finder Harris sig til rette i en naturlig ufuldkommenhed og levende angst, en grundfølelse man i bedste fald bare kan acceptere. Det er en stemning, der kan virke både fremmedgørende, deprimerende og skrøbeligt smuk, men man kan næppe forestille sig en bedre kurator end Harris på turen.
