Efter godt fire et halvt års pause er amerikanske The National atter pladeaktuelle med nyeste skud på stammen, Sleep Well Beast. Her har den New York-baserede rockkvintet formået at fusionere den gode, gamle The National-lyd med et nyt elektronisk lag, som bringer den melankolske indierock ind i vor samtids musikalske digitale trend uden at give køb på bandets velkendte lydunivers.
Har du sagt The National, har du også sagt storslået indierock, og Sleep Well Beast er ingen undtagelse. Musikmæssigt er der tale om en velklingende sammensætning af fordum tids klassikere, hvor der til tider er drysset lidt synthesizer ud over. Det iørefaldende guitarspil, som man især fandt på Alligator, er tilbage. Bryan Devendorfs fantastiske, frembrusende trommespil, som præger 2007-albummet Boxer, er tilbage på store dele af pladen. Store dele, skriver jeg, fordi det klassiske trommespil flere steder er erstattet af digitale trommer.
På den ene side er det uheldigt, når nu Bryan Devendorf er så fuldstændig forrygende bag gryderne. På den anden side tilføjer det et nyt kapitel i The Nationals lydunivers, som egentlig klæder bandet fint – så længe det ikke tager overhånd.
Pladen har dog langt flere facetter og små genistreger, end jeg skildrer ovenfor, men inden jeg kommer det nærmere, er det på sin plads at nævne lyrikken. Foruden sin enestående barytonstemme er Matt Berninger kendt for at levere et hav af kærlighedstekster. Det kommer man heller ikke uden om på Sleep Well Beast, hvor han i en alder af 46 år skildrer tilværelsen i et parforhold og herunder mange af frustrationerne og kampene, der kan følge af langvarige forhold. Ja, Matt Berninger er sågar blevet assisteret i skrivningen af sin kone, Carin Besser.
Skildringen af parforholdsfrustrationer gør sig blandt andet gældende på nummeret “Guilty Party”, hvor Matt Berninger synger om et ægteskab, der langsomt falder fra hinanden, uden man egentligt kan bebrejde nogen for det: »I say your name / I say I’m sorry / I’m the one doing this / There’s no other way / It’s nobody’s fault / No guilty party / I just got nothing, nothing left to say«.
Der, hvor den velkendte tromme- og guitarlyd for alvor kommer i spil, er på førstesinglen “The System Only Dreams in Total Darkness” og bandets senest udgivede single, “The Day I Die”. For slet ikke at tale om “Turtleneck”, der vel nok er Sleep Well Beasts musikalske pendant til “Mr. November” fra Alligator, hvor distortionpedalen får fuld kraft, og Matt Berninger vrider stemmen, som man efterhånden kender det fra hans udskejelser under leveringen af “Mr. November” ved koncerter. »Keep the good weed near the bed / And light the wall, check the lip / Dim the lights a little lower / Hide your back or shrug your shoulders / Give the gift, then fix your hair / You have to get this turtleneck«.
I mine ører er det dog de to førnævnte singler, der for alvor sender pladen op i omdrejninger. Både “The System Only Dreams in Total Darkness” og “The Day I Die” har nogle af de elementer, der har været lidt fraværende på de to seneste The National-plader. Der er nogle virkelig fede guitarriff og så er trommerne, som vi kender dem, som sagt tilbage.
Det er dog ikke kun en solid omgang guitar og tromme, der kan frembringe en øregasme. Pladens første nummer, “Nobody Else Will Be There”, er også lidt af et mesterværk, og her er det klaveret, der – foruden Berningers skønsang – løber med opmærksomheden. Det er nemlig de to enheder tilsat en diskret, digital klappelyd, der bærer nummerets rytme og løber pladen i gang, hvorefter føromtalte “The Day I Die” for alvor sparker døren ind til denne velsmurte skive.
Pladens digitale islæt gør sig mere eller mindre gældende på hvert nummer, dog i meget forskellig grad. Et af de numre, hvor der for alvor bliver lukket op for den favre nye verden i The National-regi, er på nummeret “I’ll Still Destroy You”, hvor det især kommer til udtryk ved trommelyden. I starten af nummeret er det en hurtigtslående digital tromme fra en groove-boks, der sætter tempoet, imens de digitale trommer tæskes væk til fordel for de akustiske, der til sidst kommer til sin ret.
Det kan virke som lidt af et potpourri af melodier og diversitet, men med en velafvejet mængde af nyt og gammelt gennem hele pladen formår kvintetten at holde os i det samme lydunivers, hvorfor Sleep Well Beast som helhed holder hele vejen. Alligevel er det dog ikke hvert eneste nummer, man kan tage ud af pladen og kalde for et hit i sig selv, som jeg vil påstå, man kan med Boxer.
Det skal dog ikke tage noget fra The National, der med Sleep Well Beast måske ikke helt når deres eget mesterværket fra 2007, men det er fanme tæt på! Om ikke andet er jeg ikke for fin til at kalde det for 2017’s hidtil bedste album.
