Engang var de fire, så var de to, nu er der kun Jonny Pierce tilbage. Heldigvis kan en ensom tromme stadig godt gøre sig bemærket, og det mærker man i sandhed, når man giver sig i kast med amerikanske The Drums’ fjerde album, “Abysmal Thoughts”.
Der skal da heller ikke herske tvivl om, at “Abysmal Thoughts” er et album på Jonny Pierces helt egne præmisser. Den klare mangel på bandmedlemmer er ikke blevet gjort op for med en syndflod af studiemusikere. I stedet har Pierce valgt at indspille alle instrumenter på albummet selv. Temaerne, der cirkulerer på albummet, må i høj grad også siges at være personlige for Pierce, med hans nylige skilsmisse helt i centrum. Der er altså lagt op til et helt frisk gensyn efter tre års radiostilhed fra The Drums.
Normalt ser jeg ikke meget mening i at dvæle ved albumcovers. Det er jo trods alt musikken, som er hovedattraktionen. Denne gang vil jeg dog gøre en undtagelse. For på sin egen skæve måde formår Jonny Pierce faktisk allerede her, inden første akkord er slået an, at indfange en del af essensen ved dette album, nemlig kontrasten mellem de sobre, introspektive tematikker og den letsindige, ofte humoristiske, fremførsel af netop disse. Når jeg på coveret ser »”ABYSMAL THOUGHTS”« skrevet med rød skrift i versaler, ledes mine tanker i første omgang nærmere hen imod hård rock end mod poppet indie. Alligevel er det jo sidstnævnte, som møder ørerne, og ved nærmere inspektion giver det faktisk mening. For det viser sig, at pladetitlen står skrevet med citationstegn, og når øjnene får fokuseret (og skribenten får researchet) ser man også, at billedet på coveret forestiller noget så uskyldigt som Pierces kæreste, der undersøger duften af hans sportssko. Dystert og »afgrundsdybt«, men så ikke helt alligevel.
Vi lægger dog fra land i den mere dystre ende af albummet med ”Mirrors”. Pierce giver fanden i den lyse, luftige guitar, der akkompagnerer ham, og åbner med ordene: »I didn’t need another push towards the edge / But you did it with a casual stance / My constitution, my confidence / They left me when you did «. De lystigt legende, lagdelte guitarer leder her let tankerne hen på The Smiths, og måden hvorpå Pierce uhæmmet slynger sine dybeste sorger lige i ansigtet på lytteren, kunne da også godt ligne vores alles elskede/forhadte Morrissey.
Men bare rolig. The Drums er ikke endnu en halvhjertet klon af The Smiths. Der er indiskutabelt spandevis af The Smiths at finde i The Drums’ DNA, men på “Abysmal Thoughts” er der alligevel noget helt særligt. For mens The Smiths og [indsæt hvilket som helst andet band her] ganske vist laver musik fyldt med abysmal thoughts, så er der få, der i lige så høj grad som Jonny Pierce magter at tilføje citationstegnene og gå til de hårde øjeblikke i livet med oprejst pande, glimt i øjet og lystig guitar.
Denne lette tilgang til tunge temaer mærker man allerede på pladens anden sang, ”I’ll Fight for Your Life”. For på trods af den lidt mørke svævende intro bliver man som lytter hurtigt revet med af galoperende guitarer og Pierces vokal, der på utrolig The Drums-agtig manér synger »I don’t want to lose you / I just want to kiss you«. Det er disse simple, men medrivende lyriske godbidder, man forventer sig af The Drums. Smukt, simpelt og iørefaldende, men bare rolig, det kan blive endnu mere simpelt. Det mærkes især på nummeret ”Are U Fucked”, hvor omkvædet er så fornærmende banalt og alligevel så forfærdeligt medrivende, at det kræver en stærkere mand end mig ikke at lip synce, hver gang Pierce udbryder: »I’m asking are you fucked? / Cause I’m feeling fucked yeah / Are you feeling fucked? / Are you feeling fucked yeah?«.
På ”Abysmal Thoughts” får lytteren lov til at høre noget så umoderne som elguitarer, der rent faktisk lyder som elguitarer. Det betyder imidlertid ikke, at Pierce undlader at variere sit lydbillede. Der er som sådan en fin variation i alle instrumenterne, det er bare svært ikke at bide mærke i den lidt skarpe summen – som elguitarer nu engang har – på mange af pladens sange. Dette mærker man eksempelvis på introen til ”Head of the Horse”. Guitaren skærer lidt i ørerne og lyder i sig selv ret irriterende, lige indtil den får modspil af Pierces næsten engleagtige vokal. Som to puslespilsbrikker, der falder på plads, giver The Drums’ lydbillede pludselig mening. Før man ved af det, har man helt glemt alt om introer og guitarer og svæver i stedet rundt i Pierces smukke fortælling om at springe ud som homoseksuel over for sin meget kristne far.
Man kunne jo bruge mange afsnit på at diskutere, hvad det egentlig er, der gør musikken på ”Abysmal Thoughts” så medrivende. De livlige lag af guitarer, Pierce der selv leger kor, tempoet, energien, Pierce. Men i stedet for, at du skal kæmpe dig igennem min analyse af alt dette, er det måske bedre at lade en enkelt sang sige mere end 1000 ord. ”Blood Under My Belt”. Hør den. Nyd den. Den er intet mindre end pragtfuld.
Som du nok kan læse, har Jonny Pierce med ”Abysmal Thoughts” gjort mig godt og grundigt blød i knæene. Alligevel må der jo komme et par kritikpunkter her på falderebet. På ”Abysmal Thoughts” er Pierces vokal mere central end nogensinde før, og det betyder også, at man kan mærke det, når lyrikken ikke sidder helt i skabet. For eksempel når teksterne bliver lidt for vage og upersonlige (”Under the Ice” og ”Heart Basel”) eller når Pierce bare bliver lidt irriterende at høre på (”Rich Kids”). Hvad angår musikken, så er det ikke bare, hvad man kan forvente sig af The Drums, det er hvad man kan forvente sig af The Drums på sit allerbedste. Så det vil være helt unfair at klage… men alligevel er der en lille stemme inden i mig, der åh så gerne vil opleve noget lidt mere overraskende, noget lidt mere vovet.
Når man ser bort fra de enkelte sure ord, så er ”Abysmal Thoughts” et fantastisk og medrivende album, der på imponerende vis lykkes med at være introvert uden at blive navlepillende og lystigt uden at blive useriøst. En velkommen tilføjelse til vores alles sommer.
