Himmelrum: s.t.

Der er udgivelser, der giver sig selv. Man lytter ved, at det er i den ene eller den anden genre, den eller den variant. Og så er der udgivelser som Himmelrums selvbetitlede debutalbum, der hver gang, man mener at have fået taget på den, transformerer sig og tvinger en til at gentænke den label, man var ved at skrive færdig med den sorte tusch. Jeg blev præsenteret for denne plade som en postrock-udgivelse af redaktøren, og det er langt hen ad vejen ikke helt ved siden af. Men den label, jeg skal skrive færdig i løbet af denne anmeldelse, kommer til at være beskrevet på begge sider, og kanterne med.

Med sine fragmenter og drømmende lyde bragte åbningsnummeret “Morild” mig straks tilbage til en sang, jeg altid har elsket højt. Nemlig “Alan’s Psychedelic Breakfast” fra Pink Floyd’s Atom Heart Mother (1970). Det skvulpende vand og guitaren, der slentrer dovent-lyrisk ind gennem nummeret, åbner smukt for oplevelsen.

På pladens næste skæring “Purpur” folder der sig flere lag ud, som smukt løber ind og ud af hinanden. En gammel kending, det tyske postrock-band Couch, springer i ørerne her, med den pulserende rytme og drivet der pumper stille, men bestemt fremad i løbet af sangen. Blæserne er fremragende tænkt ind i pulsen, det giver en nerve og et nærvær, det inviterer en til at bevæge sig helt umiddelbart. Først tænker man, at her er vi i familie med et rendyrket postrockband, som Explosions in the Sky eller This Will Destroy You, men der er mere nedenunder, der vil frem. Himmelrum har lyttet grundigt på deres lektier op gennem de sidste årtier, og på “Purpur” øser de generøst ud af de inspirationer, de bærer på. Uden på nogen måde at forklejne resten af albummet Himmelrum, så peaker bandet absolut i dette nummer, der på overvældende vis blæser os langsomt tilbage i polstringen. Det er en fornøjelse at blive ført gennem de fra postrockens så velkendte stille, stædige cresscendoer og langsomme passager, men med en rytmik der alligevel er anderledes og lovende.

“Gul”, den tredje skæring, starter med en vekslen mellem langsom og tung, flosset guitarstemme, som Ry Cooder når han er bedst, og så riffs, der minder mere om beskidt heavy funk fra de gode, gamle dage med Material og Bill Laswell, mest fremtrædende sidst i nummeret. Det er en energirig omgang, men nummeret flagrer lige lidt for meget efter min smag – dog ikke mere end at jeg sidder og vipper med fødderne, mens jeg skriver dette. Det havde klædt nummeret at fokusere mere på det hard bop-funkede perspektiv, for der er en vildskab i blæserne, jeg er meget begejstret over, og timingen i stødende, den drivende rytme fungerer faktisk sindssygt godt. Men så er det jo et andet nummer, end det der foreligger.

“Symphisodon” er den fjerde skæring og har den udfordring at komme lige efter “Gul”, og det er en skam. Det er et virkeligt elegant og eftertænksomt nummer med en smuk, smuk trompetfigur, der giver mig gode minder om en Palle Mikkelborg. Det sætter en stemning, der blæser de fleste uvedkomne tanker væk. Uden anden sammenligning iøvrigt er man hensat til stemninger a la Music for Airports (1978) af Brian Eno, og det mener jeg virkelig som en ros. Der er muligheder, i de lydflader Himmelrum maler på denne skæring, som der i den grad er på “Purpur”. Der er en spænding, som er interessant at efterforske yderligere.

Springet over i næste skæring “Kongeblå” er næsten lige så brat som fra “Purpur” til “Gul”, men her er der mere fokus på retningen, og energien flyder mere med en end i mange retninger. Det samme gør sig gældende for den sidste skæring på pladen, “Mørkegrøn”, hvor den lyriske fortællekraft og energi er lige så elegant som på de bedste plader fra et band som Calexico eller, sine steder Sonic Youth fra f.eks Washing Machine (1995). Støjen i slutningen runder de smukke, stille forløb fornemt af. Det er en afrunding, som når vi i gamle dage stod og glædede os til det sidste tyve minutter lange frenetiske støjangreb fra My Bloody Valentine. Det er svært at forklare, hvorfor det virker så godt, men når formen er så kontant og styret som den er på “Mørkegrøn”, og når slutsekvensen stille blæser os ud mod enden, kan man kun være begejstret.

Himmelrum består af  Carlo Janusz Becker (trompet, flugelhorn, trædeorgel), Casper Munns (guitar, bas, synthesizer) Matias Uttenthal Milling (guitar, synthesizer) og Eigil Pock-Steen J. (trommer, synthesizer). De har beriget os med en meget vellykket debut, hvor “Purpur” står stærkt og med en lang efterklang, og kun ganske få ting kunne eller burde have været anderledes på pladen. Lidt mere fokus på retningen i nummeret “Gul” og en lidt anden sammensætning af skæringerne havde gjort det perfekt i mine ører, men det går rigeligt endda!