Skeleton Tree, det 16. studiealbum fra Nick Caves hånd, er på flere måder et vanskeligt værk at forholde sig til. Det kan næppe være gået nogen fan af den australske rockpoet forbi, at Cave sidste år på tragisk vis mistede sin blot femtenårige søn Arthur Cave i en ulykke, da sønnen faldt ned fra tyve meter høje klipper nær familiens hjem. Selvom arbejdet med albummet allerede var fremskredent, da ulykken fandt sted, vil Skeleton Tree for altid stå i skyggen af ulykken. Har man set dokumentaren “One More Time With Feeling” om albummets tilblivelse, bliver det endnu sværere at fravriste albummet fra de omstændigheder, det opstod i. Især filmens afslutning står ætset fast i min hukommelse. Jeg tror endnu ikke, at jeg kan lytte til nummeret ”Distant Sky” uden at se billedet af de massive klipper ved Brighton for mig.
Det føles nærmest voyeuristisk og kynisk på konventionel vis at skulle forholde sig til et værk, der er uløseligt forbundet med stor personlig sorg og tragedie, og forsøge at skrive det ind i en rockmytologisk kontekst. Derfor kan vi lige så godt få det ubehagelige af vejen med det samme: Skeleton Tree er et rigtig godt album, men jeg tror ikke, at det opnår status som noget nyt musikalsk mesterværk i Nick Cave and the Bad Seeds’ imponerende diskografi. Dertil er der for mange stærke modkandidater.
Ikke desto mindre er der noget enormt smukt og fascinerende over Skeleton Tree, der får det til at skille sig ud. Lydmæssigt placerer det sig tættest på forgængeren Push the Sky Away, mens det tematisk deler mange fællestræk med The Boatman’s Call og No More Shall We Part. Alligevel er Skeleton Tree helt sit eget album.
”Jesus Alone” positionerer sig som et af de mest påfaldende åbningsnumre, Nick Cave har præsteret i sin karriere, og slår på uafrystelig vis tonen an for resten af pladen med sin dystre, ildevarslende stemning. En urolig piben ligger konstant og lurer under de knitrende og bastungt pulserende synths, der slås med et dramatisk strygerarrangement om plads i lydbilledet. Caves apokalyptiske lyrik skifter mellem at fremmane små glimt af alverdens triste skæbner og forgæves anråbe en ubehjælpsom gudeskikkelse. Man får indtrykket af, at Cave befinder sig helt alene, indhyllet i mørket, som Warren Ellis og resten The Bad Seeds fremmaner omkring ham. Der er ganske enkelt noget dybt foruroligende over ”Jesus Alone”, der starter med den efter omstændighederne makabre linje: »You fell from the sky, crash landed in a field near the River Adur«.
Der er desværre kun få andre sange på Skeleton Tree, hvor gruppen rammer samme radikalt dystre lydbillede. Overordnet set er det – ligesom på Push the Sky Away – et ukarakteristisk afdæmpet og minimalistisk udtryk, The Bad Seeds anlægger. Der ligger nærmest et spøgelsesagtigt skær over de to plader. Selvom de to på mange måder minder om hinanden, så har sangene på Skeleton Tree dog et helt andet råt udtryk og antager til tider en nærmest demonstrativt ufærdig facon. Dette står i stærk kontrast til den kontrollerede og polerede lyd på Push the Sky Away, men trækker på sin vis tråde helt tilbage til de allertidligste plader med The Bad Seeds og forløberbandet The Birthday Party.
De tidlige plader i Nick Caves karriere var præget af voldsomme, kaotiske energiudladninger, der konstant skabte indtrykket af et band, der befandt sig på renden af det totale anarki. Skeleton Tree lyder også som en band der kæmper og famler for at bevare kontrollen, men det er ikke længere anarki, der truer med at rive musikken fra hinanden. Skeleton Tre er lyden af udmattelse, af et band, der krampagtigt forsøger at holde sig selv oprejst. På ”Anthrocene” består lydsiden af et virvar af korsangere, percussion, akustiske guitarer, der vilkårligt fader ind og ud imellem hinanden. Hele konstruktionen lyder faretruende skrøbelig, som om det kunne falde til jorden hvert øjeblik. Hvor Cave for år tilbage skreg og vred sin vokal i takt til den voldsomme musik, så er hans røst nu apatisk til sammenligning.
Et andet påfaldende element ved Skeleton Tree er, hvorledes Caves lyrik har ændret karakter. Narrativer og historiefortælling har mere eller mindre altid spillet en stor rolle i hans lyrik, der har budt på bloddryppende og groteske fortællinger om Gud, sex og døden samt et broget persongalleri af dødsdømte fanger, seriemordere, pædofile og alt derimellem. Sammenhængende narrativer og historiefortælling er dog så godt som fraværende på Skeleton Tree. Caves lyrik fremstår i stedet ukarakteristisk fragmenteret og mere optaget af at indfange brudstykker af stemninger. En ting, der dog ikke har ændret sig, er Caves fascination af kristendommen. Næsten hver sang på Skeleton Tree er på den ene eller anden måde en bøn til eller en fordømmelse af Gud. Klarest formuler Cave sin bitre erkendelse på ”Distant Sky” med linjen: »They told us our gods would outlive us, but they lied«.
“Distant Sky” er dog samtidig et af de numre, der fungerer knap så godt på Skeleton Tree. Det er svært præcis at sætte fingeren på, hvad det er, men nummeret rammer på en eller anden måde ved siden af. Cave har selskab af den danske operasangerinde Else Torp, og med ovennævnte linje er der lagt i kakkelovnen til albummets følelsesmæssige højdepunkt. Men det bliver næsten for meget – det virker for åbenlyst og for svælgende, når det høres frigjort af konteksten i dokumentarfilmen.
Tematisk er det oplagt at spejle Skeleton Tree med The Boatman’s Call, der også takler emner som sorg og savn gennem tyste klaverballader. Selvom der er mange ligheder mellem de to album, så rummer Skeleton Tree slet ikke de samme sitrende undertoner af bitterhed og vrede mod omverden som The Boatman’s Call. Hvor Cave før bittert ironiserede over folks manglende hengivenhed på en sang som ”People Ain’t No Good”, så er der intet ironisk over ”I Need You”.
»Nothing really matters, when the one you love is gone« og »In my heart, I need you« lyder det hjerteskærende fra den 58-årige rockpoet. Her tapper han ind i albummets emotionelle centrum. Skeleton Tree er i høj grad et album, hvor følelsen af tomhed og afsavn står centralt. På albummets sidste sang, ”Skeleton Tree”, er tonen anderledes optimistisk, og det føles som om, de mørke skyer endelig letter og lukker lidt lys ind. Sammenholdt med albumåbneren ”Jesus Alone” er nummeret udtryk for en markant progression fra mørke til lys – fra det håbløse til det håbefulde. »And it’s alright now,« lyder det igen og igen fra en forslået, men dog stadig levende Nick Cave, om end det knap lyder som om, han selv tør tro på det.
Som jeg skrev i begyndelsen, så findes der efter min mening rent musikalsk stærkere album end Skeleton Tree i Nick Cave and the Bad Seeds’ diskografi. Men Skeleton Tree er langt mere end blot et album. Skeleton Tree er et stykke kunst, der endnu engang cementerer Nick Caves status som en af vor tids største kunstneriske genier. Albummet er et fascinerende vidnesbyrd om, hvordan stor sorg efterlader en følelse af tomhed og afsavn, der sætter store såvel som små spor hos alle, der berøres af den.
