På enhver festival er det vigtigt at få booket nogle bands, der kan starte musikdagen med en behagelig, blid stemning – især på festivalens sidste dage, hvor de fleste gæster er ved at være noget matte i antrækket. Man har rent musikalsk brug for at blive aet over kinden frem for losset over skinnebenet. Sådan nogle rigtige kl. 14-bands. Da jeg så, at den nye amerikanske duo Whitney skulle stå for en koncert netop kl. 14.15 på Pavilion, håbede jeg, at det ville blive noget i retning af den nænsomme, charmerende start på dagen, som bl.a. Kings of Convenience engang leverede på Arena og Fleet Foxes ligeså. Det gik heldigvis i opfyldelse med Whitney.
Duoen består af sanger og trommeslager Julien Ehrlich (en sjældent set kombination), der tidligere var medlem af Unknown Mortal Orchestra og Smith Westerns samt guitarist Max Kakacek, der også var en del af Smith Westerns. Med på scenen på Roskilde havde de yderligere fire musikere. Det et kun seks måneder siden, Whitney udgav debutsinglen “No Woman” og én måned siden, deres debutalbum, Light Upon the Lake, udkom. I betragtning af, hvor nyt et projekt, Whitney er, er det imponerende, at de kunne samle så mange mennesker på Pavilion, men rygtet om den fortræffelige duos blide indiepop har heldigvis spredt sig.
Hvis Whitney selv var begejstrede over den succes, var det en begejstring, som de skjulte godt til at begynde med. Der var ingen aktivitet i Julien Ehrlichs smilebånd, da han gik på scenen, satte sig ved sit trommesæt, rettede mikrofonbøjlen til og fortalte, at bandet havde været på turné i Europa i tre uger. Måske festivalpublikummet ikke var de eneste, som var trætte?
Heldigvis kom smilene frem i takt med, at bandet fik spillet sig varme, efter bl.a. den fine koncertstarter og et af Light Upon the Lakes bedste numre, “Dave’s Song”. Et stykke inde i koncerten sagde Ehrlich, at det jo var helt sjovt at være på Roskilde – det lød næsten som om, det kom bag på ham. Måske han lige skulle se os og Roskilde Festival an, ligesom de mange publikummer skulle se dem an for første gang.
Jeg kunne have frygtet, at Ehrlichs falsetvokal ikke ville holde live, men det var der gudskelov ingen grund til. Efter et par numre bad han om at få slukket for scenerøgen: »We’ve got baby lungs« – og det er også en spæd vokal, han har. Men den gik så fint og klart igennem og formidlede det følsomme og behagelige i Whitneys univers lige som den skulle. Ikke mindst på “Polly”, som indledtes med kun vokal og sparsomt keyboardakkompagnement, endda så fint, at han efter sangen fik et kys af bassisten.
En af styrkerne i Whitneys blide folkpop er deres brug af blæseinstrumenter. Det giver et ekstra niveau og en varm fornemmelse i deres numre, og man kunne havde drømt om at høre et helt lille blæserorkester på scenen, men vi måtte nøjes med en trompetist, hvis ene hånd var reserveret til samtidig at spille keyboard. Den multitasking klarede han flot, men jeg fik lyst til meget mere, da trompeten udfoldede sig på den stemningsfulde, jazzede perle “Red Moon”, der var et af koncertens højdepunkter. Det korte nummer er uden vokal, så Ehrlich kunne også slå sig mere løs på trommerne, og nummeret viste variationen i duoen og resten af bandets talent.
Det debuterende band har selvsagt ikke mange sange på repertoiret endnu, og de supplerede med to covers: En vellykket udgave af Everly Brothers’ “So Sad” med vokalharmonier og retroguitar samt et cover af Bob Dylans “Tonight I’ll Be Staying Here with You”, som ærlig talt var mere kedelig end Whitneys egne numre.
Efter en lille hviskekonference duoen imellem, besluttede de sig til at spille albummets titelnummer, “Light Upon the Lake”, live for første gang. Ehrlich bad om overbærenhed, hvis det skulle kikse. Det gjorde det nu overhovedet ikke, og den sagte sang spredte sin skønhed under teltdugen med Simon & Garfunkel-agtig enkelthed.
Whitney er selvfølgelig godt klar over, at “No Woman” er det tætteste, de har på et hit, og derfor blev det koncertens afslutningsnummer. Det er virkelig også et skønt nummer, som kombinerer Ehrlichs fine, lyse vokal med en mere dynamisk opbygning, hvor bandet får mere plads, og nummeret næsten standser helt for at folde sig ud igen (det var publikum så ikke helt med på endnu, så klapsalverne kom på de lidt forkerte tidspunkter). Men publikum var tydeligvis glade, og de tre gode kvarter med Whitney gav netop sådan en blid og forventningsfuld start på dagen, som jeg havde håbet på. Noget, der gav lyst til mere. Jeg er spændt på at se, hvad Whitney driver det til lidt fremover, når de har flere numre at tage af og forhåbentlig får råd til at få en lille blæsersektion med på scenen.
