Iggy Pop er det nærmeste, vi har på en levende superhelt. En vaskeægte rock’n’roll-superhelt, der har taget imod alt, hvad verden kunne kaste efter ham af stoffer og groupies, og som i en hel menneskealder har foretaget halsbrækkende manøvrer på scenen uge ud og uge ind. Koryfæerne fra hans generation falder én efter én i disse dage. David Bowie og Lou Reed er ofte sammen med Iggy Pop blevet nævnt som en form for rockens allerhelligste treenighed, men der er ikke nogen treenighed længere. Bowie og Reed er begge draget mod rockhimlen. Tilbage står kun overleveren Iggy Pop. Det bedste menneskelige bud på én der kunne modstå en atombombe.
Selvom Iggy Pop ufortrødent har taget imod de tæsk, som alle Detroits rockere og alverdens narkotika har givet hans krop (når han altså ikke selv rullede rundt i glasskår i et selvdestruktivt orgie), så har enhver superhelt et menneskeligt alias. Ligesom Superman har Clark Kent og Batman har Bruce Wayne, så har Iggy Pop sit menneskelige andet jeg, James Newell Osterberg, som blev 69 år tilbage i april, og som må leve med konsekvenserne af at have været Iggy Pop i snart 50 år. Han ligner faktisk én, der har været igennem en krig, eller det der var værre, med sin læderagtige hud og fuldstændigt smadrede hofte, der giver hans skridt en karakteristisk anstrengt halten. Det er hårdt at kombinere livet som almindelig dødelig med et dobbeltliv som udødelige Iggy Pop.
Men når backingbandet lægger ud med det karakteristiske riff til Stooges-klassikeren “No Fun”, så er det altså ikke James Newell Osterberg, der løber ind på Grøn Scene i bar overkrop. Så er det 100% rock’n’roll-bæstet Iggy Pop, og så er alle hofteproblemer glemt, mens han demonstrativt kæmper imod sin tendens til halten og flyvesparker sig hen over scenen, inden han triumferende banker sig selv på brystet og skuer ud over publikum. Bandet glider direkte videre til “I Wanna Be Your Dog”, endnu en udødelig klassiker fra The Stooges’ debutalbum fra 1969, og man er ikke i tvivl om, at Iggy mener det, når han skriger, at han vil være vores hund.
Festen stopper ikke dér. Som aftenens første fire sange får vi “No Fun”, “I Wanna Be Your Dog”, “The Passenger” og “Lust for Life”. Det må siges at være en af de til dato stærkeste åbningssalver, jeg nogensinde er blevet udsat for til en koncert, men med et bagkatalog som Iggy Pops, så kan han tillade sig det uden at have fyret alt sit krudt af i åbningen. Samtidig bragte det publikum i noget nær ekstase, så selv de mest Iggy-skeptiske blandt de yngre festivalgæster må være blevet overbevist.
Foruden en kort tur forbi 2003-albummet Skull Ring med sangen af samme navn og enkelte andre afstikkere, så tager hoveddelen af Iggy Pops regulære sæt udgangspunkt i hans hovedværker fra de tidlige Stooges-dage samt især de to Bowie-producerede berlineralbum Lust for Life og The Idiot. Det er da også i denne periode, at Iggy Pop var på sin absolutte kreative top. Han er en ægte auteur, og den måske mest ikoniske performer nogensinde.
Som den kaospilot han er, så har Iggy Pop altid brilleret, når han er blevet sat sammen med en anden kreativ sjæl, der kan give ham modspil, fokus og struktur. The Stooges havde han den formidable guitarist Ron Asheton, i Berlin havde han Bowie, og det nye samarbejde med Josh Homme har resulteret i det bedste Iggy Pop-album i årevis: Post Pop Depression. Sangene fra det nye album blev luftet på dansk grund for nylig, da Iggy Pop gæstede Falconer Salen. Josh Homme og kompagni er blevet hjemme på denne festivalturné, og de nye numre var derfor forvist til ekstranumrene til fordel for de gamle klassikere. Men de gamle Stooges-klassikere mere end kompenserede. Det var en fryd at høre “1969”, der føltes akkurat lige så viril, som da en purung og rastløs Iggy Pop på 21 år skrev det tilbage i 1969.
Aftenens sidste nummer, inden vi blev forkælede med et sandt overflødighedshorn af ekstranumre, var den fuldstændigt sublime proto-industrielle elektronicaskæring “Mass Production”. Efter en kort pause kom Iggy Pop og band tilbage på scenen og serverede en intens strøm af hits fra hele karrieren, lige fra den rå og apokalyptiske plade Raw Power med numrene “Search & Destroy” og “I Need Somebody” til den sarkastiske og rockende samfundskritiske “Wild America” fra det undervurderede album American Caesar fra 1993. Der bliver også leflet for de virkelig dedikerede fans med en bizar overraskelse i form af soundtracksangen “Repo Man” fra filmen af samme navn. Man kan tydeligt høre, at der er tale om et backingband, og at det er helt og igennem Iggys show. Bandet er ikke i nærheden af at ramme The Stooges’ eminente tilbagelænede og halv-arrogante swagger eller Josh Hommes stenede ørkenrock, men de falder heller aldrig helt igennem. Samtidig er det morsomt at se den 69-årige Iggy Pop skrige til bandet, hvilken sang de skal spille, og derefter brokke sig højlydt, når han ikke synes, det går hurtigt nok med at få et nyt guitarriff at danse til.
Selvom Iggy Pop er et udødeligt ikon, så er det tydeligt at se, at James Newell Osterberg efterhånden er kommet op i årene. Efter at have stået imod kulden i bar overkrop det meste af aftenen, så må Iggy ganske ukarakteristisk overgive sig til sidst og iklæde sig en hættetrøje, han fik foræret af publikum. “Search and Destroy” efterlod desuden Iggy stakåndet for en tid. Men ingen, der overværede koncerten, gik derfra i tvivl om, at Iggy Pop gav os alt, hvad han kunne og lidt til, i løbet af koncertens små 100 minutter. Kan man egentlig bede om mere end at få serveret nogle af verdens bedste rocksange af verdens mest ikoniske performer, der giver den alt, hvad han kan holde til? Det tror jeg ikke.
