Da jeg sidste år så, at Mogwai udgav All-Times Greatest-opsamlingen Central Belters, tænkte jeg, at det var lidt tidligt at lave et retrospektivt katalog over deres samlede værker. Samtidig tænkte jeg på, at sådan en udgivelse var en form for anakronisme i forhold til det skotske postrockorkester, da de i tidens løb har udgivet så forskellige værker, at det ville være svært at samle det hele på én tallerken og få det til at ligne en velkomponeret ret. Men nu har jeg heller aldrig været den store tilhænger af opsamlinger.
Så hørte jeg i krogene, at Mogwai havde arbejdet med endnu en dokumentarfilm, og jeg begyndte straks at ane noget godt i horisonten. I 2006 lavede Mogwai også albummet Zidane: A 21st Century Portrait, til filmen af samme navn, der ud fra mange forskellige perspektiver var stærkt overraskende. Den eneste reference, jeg umiddelbart kan finde, er Jørgen Leths film om Michael Laudrup, da denne spillede i F. C. Barcelona, “Michael Laudrup – en fodboldspiller” fra 1993, og nåja, så er der jo “Bedre end Beckham”. Men at lave et soundtrack til en film om en relativt kontroversiel fransk fodboldspiller, når man er skotte, det lå ikke lige for… og så alligevel. Mogwai har altid haft en skarp og distinkt vinkel på deres samtid og har ofte valgt projekter ud fra overvejelser, der stikker langt dybere end blot at lave noget nyt, noget andet eller noget af det samme som tidligere.
Den tankegang har Mogwai nu taget til et helt nyt niveau med deres seneste udspil, soundtracket til dokumentarfilmen “Atomic, Living in Dread and Promise”. Instruktøren Mark Cousins har lavet en hårrejsende, gribende og ikke mindst meget nysgerrig dokumentar om, hvad der skete med den vestlige civilisation, da bomberne faldt over Hiroshima og Nagasaki, og hvad det har betydet for vores opfattelse af videnskab, hvad vi kan gøre med den; at videnskaben både slår ihjel og helbreder med de samme byggesten. Den er i den grad værd at se, ikke mindst for at høre soundtracket i sin naturlige kontekst, hvilket gør oplevelsen endnu dybere.
Jeg læste et sted, at Mogwai ikke var »a sunny band«, det er vist det, man kan kalde en mild underdrivelse. Men bandet har nogle enorme kvaliteter, når de dykker ned i deres refleksionstank, der er fyldt med følelsesudladninger, måske tunge, men altid nærværende og meget bevægende. Det høres på deres tidlige plader som Young Team, hvor kunstgrebet er en baggrund af lydklip, der bliver eksponeret op imod et langsomt, tungt trykkende lydtæppe, hvor numrene “Like Herod” og især “Mogwai Fear Satan” huskes. Og det høres på det seneste studiealbum, Rave Tapes, med “Heard About You Last Night”, “Remurdered” og “The Lord Is Out of Control”, hvor de to førstnævnte numre angiver en utrolig præcis anvisning på, hvordan Mogwai ser sig selv og os. Når jeg lytter til Mogwai, har jeg altid fået en meget stærk følelse af nærvær − af, at der er nogen udefra, der forstår mig, måske endda bedre end jeg selv gør. Som om jeg bliver holdt i hånden af én, der gennem lyd fortolker mine følelser.
Nu til det aktuelle album, Atomic. Selve tilrettelæggelsen af musikken er selvfølgelig underlagt dokumentarfilmens narrativ og skal formidle filmens essentielle budskaber. Det er et projekt, der i sjælden grad lykkes, må jeg sige! Jeg har set dokumentarfilmen tre gange og forundres også tredje gang over, hvor harmonisk billede og lyd smelter sammen, og hvordan stemningsopbygningen er løst så elegant. Men selve pladen er også et sammenhængende stykke kunst. Alle Atomics numre er ladet med tunge symboler, hvor titlerne øjeblikkeligt giver en række billeder på nethinden, der henviser til enten historiske begivenheder eller allegorier over samme. Mogwai har ved flere lejligheder udtalt deres begejstring over projektet og sagt, at de mener, det er den mest meningsfulde udgivelse, de længe har lavet. Det bærer musikken stærkt præg af.
Åbningsnummeret “Ether” er et smukt, storladent stykke, der viser Mogwais store musikalske og historiske spændvidde. Ether betyder æter og skal i denne forbindelse opfattes som det stof, man tidligere troede, det ydre rum var opbygget af. En slags Grundsuppe for Rummet, hvor kun de mindste partikler kunne eksistere, men som der alligevel opstår liv ud af. Det er samtidig lydsiden til indledningssekvensen i dokumentaren, hvor man ser liv pible frem i form af sædekorn, blomsterstande og celledelinger. Symbolikken er tommetyk, men musikken kan mere end bære det, for “Ether” er et smukt, smukt nummer med alle de elementer, vi forventer, at Mogwai fører os igennem, når postrock er bedst. Som åbningsnummer er det aldeles fabelagtigt, da det sætter en stemning, så de efterfølgende numre opfattes i den tråd, musikken er skrevet i. Mesterligt!
Stemningen bliver fulgt op på de næste numre, der alle refererer til atomkraftens univers: “Scram”, der er forkortelsen for en nødnedlukning på et atomkraftværk, når en nedsmeltning er overhængende, “Bitterness Centrifuge”, “U-235” (atomnavnet for den naturligt forekommende uran-isotop, man benytter til atomkraftproduktion og A-bomber), og så “Pripyat”, der er navnet på den forladte by ved siden af det forulykkede atomkraftværk Tjernobyl. Disse numre er en suite udi atomkraftens skyggesider, og jeg synes det lykkes ovenud godt at fremmane disse sindsstemninger, især på “Bitterness Centrifuge” og på “U-235”, hvor trommer, basgang og rytme er smukt komponeret og udført. Jeg får en fornemmelse af at være i rummet og se kerneprocesserne for mig. “Pripyat” er en tonstung, skræmmende omgang med trommebund og manende keyboards, der er helt ovre i noget langsomt, dødedans-agtigt billedstof, hvilket er meget passende i sammenhængen. Et tungt, mørkt nummer, der afslutter denne afdeling af pladen, hvor stemningen er sat centnertungt.
I anden afdeling kommer “Weak Force”, en reference til det fysiske begreb, der fortæller noget om de kræfter, der holder atomerne sammen, atomkernen og elektronerne. Det er et mere luftigt og rum-agtigt stykke, der sætter en lysere stemning. Dog kun for at blive efterfulgt af numre med titler, som kendes skrækindjagende godt af alle, der hørte efter i historietimerne. Nummeret “Little Boy” deler navn med den første atombombe, der blev kastet over Hiroshima 6. august 1945 og slog tusindvis af japanere ihjel. Så følger “Are You a Dancer” (allegorien forestiller jeg mig må være det menneskestøv, der hvirvler rundt i luften efter eksplosionen, men det er min egen tolkning efter at have set dokumentaren), dernæst “Tzar” og til sidst “Fat Man”, som refererer til navnet på den atombombe, der blev kastet over Nagasaki, og som sammen med Little Boy var ansvarlig for i omegnen af 125.000 menneskers død, og det tal er endda konservativt sat.
Disse sidste numre fortolker således nogle forfærdelige begivenheder, men leveres hjerteskærende smukt. Jeg sad flere gange og fik fugtige øjenkroge, fordi skønheden i musikken står i så skærende kontrast til de begivenheder, de fortæller om. Især “Are You a Dancer” og “Tzar” hænger virkelig ved − og vinder ved genlytninger. “Tzar” er ligefrem en mulig kandidat til en klassiker med dens gardiner af langsom støj og sødmefulde melodilinjer. Afslutningsnummeret “Fat Man” fik mig alligevel til at knibe en tåre, når pladen afsluttes med et smukt flygelstykke, der først sent inde i nummeret får effekt ved en klassisk Mogwai-opbygning. Nummeret begynder med en dæmpet stortromme, der lyder som et langsomt pumpende hjerte, hvor et flygel spiller en elegant, spinkel melodi hen over hjerteslagene, og meget, meget langsomt træder en rytmeguitar forsigtigt ind. Derefter en langsom opbygning til at forsigtigt crescendo, der hele tiden mimer hjerteslagene, og langsomt fader nummeret ud, måske som en krop der langsomt dør?
Med denne megalit af et soundtrack har Mogwai lagt nye alen til fortællingen om postrockens vej op gennem et nyt årti, hvor de fleste postrockbands enten er gået i stå eller helt har opgivet genren. Sammen med den nye udgivelse fra Explosions in the Sky, Wilderness, tidligere på foråret, lover dette virkelig godt for, hvad vi kan vente os af postrocken fremover.
