Det skævt skramlende aarhusianske kollektiv med det tyske navn, der mest leder tankerne hen på skønsang, Singvogel er endnu en gang dykket ned i sækken med obskure toneklange og samlet stumperne sammen til et album. Titlen er Oh Boy, og den er egentlig meget rammende og kunne være det udtryk, som gled ud af min mund alene efter første skæring ”3 x Tusmørke” rinder ud og tempoet fortsat tager nye højder.
Singvogel har i mange år været associeret med det poetiske fyrtårn fra Brabrand, Peter Laugesen. Sammen har de i den konstellation, såvel live som på plade, udforsket og givet nyt liv til den voksende genre, der blander musik og poesi. Det være sig uden at lyde som alle de andre der blander ord og musik, Singvogel og Laugesen har altid været et samarbejde, hvor musikken og ordene har haft samme tyngde på vægtskålen. Med andre ord, en symbiose fremfor et simpelt backingband for en digter.
Sanger og guitarist Andreas Hansen, som inden Singvogel slog sine folder i en anden aarhusiansk institution, Vildensky, gør det på sin helt egen facon fint i front. Han har ikke verdens største stemme, men hvad gør det, når han har energien og en smittende evne til at kanalisere de skæve ord ud, så de synes at komme direkte fra hjertet. Bandet som helhed har meget på hjerte i de, til tider, flyvende kompositioner. Der bliver spillet med tæft, men også med et mod til at lade de skæve indfald få lov til at blomstre. Skulle man smide punk prædikatet efter Singvogel, ville det måske ikke være fyldestgørende i sig selv, men der er en sky af punkrockens musikalske adelsmærker smurt henover det blot 32 minutter lange album. Alene det, at der bliver klemt 9 numre ind på den gode halve time, vidner om at der bliver spillet friskt til!
Albummet er, som på de foregående Singvogel-udgivelser, produceret af Tue Madsen. Men det, at han normalt først og fremmest drejer på knapperne, når tonerne er af stoffet metal, gør, at han denne gang, har fanget energien fra netop den genre og overført den til Singvogel. Resultatet er et album, der er kommet ned på båndrullerne i få takes og som lyder i levende live.
Der bliver, naturligvis, sunget på dansk, og de finurlige tekster spiller glimrende op af de ledsagende toner. Teksterne er leg med ord, ganske som numrene er leg med lyd – og selvom numre som ”Skyggebokser”, ”Giftblander” og den allerede nævnte åbner ”3 x Tusmørke” stikker ud, så kræver det, trods den relativt korte spilletid, en del som lytter, hvis man skal hænge på hele vejen. De eksperimentale indslag i tonerne er sine steder charmerende, andre steder nærmere irriterende!
Oh Boy er uden Laugesen. Denne gang er Singvogel på egne stænger – resultatet er herligt ihærdigt og insisterende, men jeg efterlades alligevel en kende uforløst. Om det skyldes den manglende stemme og de dragende ord fra Laugesen skal jeg lade være usagt, men det samlede indtryk af Oh Boy er, at det trods tempoet til tider bliver til spurt på stedet fremfor ud over stepperne. Den lettere kontrollerede galskab i tonerne skal bestemt roses og den, atter en gang, insisterende vilje til at være sin helt egen sangfugl blandt alle de andre derude, efterlader mig også kun med flettet næb og anerkendende nik. Den samlede dom herfra må dog blive, at Oh Boy, sin charme, energi og længde til trods, er et lidt for krævende bekendtskab til, at det for alvor folder vingerne ud og fløjter i sync….
