Den traditionelle pladeudgivelse hører nu endegyldigt fortiden til. Skulle der være nogen tvivl, så fejede To Pimp a Butterfly al tvivl af vejen. Præcis en uge inden den officielle udgivelsesdato lå albummet pludselig tilgængeligt på både iTunes og Spotify uden nogen større pomp og pragt. På trods af den overraskende anonyme udgivelse, satte albummet alligevel en ny Spotify-rekord med 9,6 millioner streams den første dag. En rekord, som knap fik lov at stå et enkelt døgn, da albummet på dag to blev hørt mere end 9,8 millioner gange.
At kalde forventningerne til Kendrick Lamars opfølger på 2012’s Good Kid, M.A.A.D City for skyhøje vil derfor nærmest være en underdrivelse. De to singler, der blev udgivet forud for albummet, tegnede dog et lettere skizofrent indtryk af stilen på den unge Compton-rappers nye album. Først ramte det manisk selvforherligende radiohit ”i”, der siden blev fulgt op af den ekstremt vrede og socialkritiske ”The Blacker The Berry”, hvor Lamar gik i den diametralt modsatte retning og erklærede sig selv for »(…) the biggest hypocrite in 2015«
De fans, der forventede et nyt album med mere af den samme klassiske West Coast rap-stil, som på Good Kid, M.A.A.D City, har sikkert følt sig slemt forvirrede ved første gennemlytning af To Pimp a Butterfly. Kendrick satte barren så ualmindeligt højt med sin albumdebut, at enhver opfølger uundgåeligt vil blive målt og vejet i forhold til denne fremfor på egne præmisser. Et forhold, man tidligere har set med blandt andet Nas, hvis debut Illmatic ofte bliver fremhævet som et af de bedste rap-albums nogensinde og som har hvilet som en tung skygge over resten af hans diskografi. Hvad gør man i sådan en situation? Hvis man er Kendrick Lamar, så ændrer man radikalt på spillereglerne.
I stedet for nye fortællinger om ghettoopvæksten og bandemiljøet i Compton, leger Lamar på denne plade med flere identiteter og trækker tydelige tråde til den ulmende racekonflikt, der længe har plaget USA, og som sidste år brød ud i optøjer og protester i byen Ferguson. Konflikten lurer som en konstant faktor igennem hele albummet, men bryder flere gange ud i lys lue. Det sker f.eks. på ”The Blacker the Berry” hvor en arrig Lamar nærmest spytter linjerne ud: »So why did I weep when Trayvon Martin was in the street? When gang banging make me kill a nigga blacker than me?! Hypocrite!«. Her spidder Lamar bandemiljøernes hykleri – hvordan kan de forlange bedre forhold for minoriteter i USA og samtidig føre bandekrig mod andre undertrykte minoriteter?!
Den klassiske West Coast-hiphop-lydside af tunge og legende g-funk beats må også træde i baggrunden denne gang. To Pimp a Butterfly er en genrekamæleon, der musikalsk låner fra genrer som jazz, funk og bebop. Resultatet er et album, der musikalsk lyder som en sammensmeltning af Erykah Badu, D’Angelo og Andre 3000’s eksperimenterende side fra The Love Below. Selvom pladen trækker på inspiration fra en lang række kunstnere, så er der kun få deciderede gæsteoptrædener på albummet. Snoop Dog optræder i en så ukarakteristisk afdæmpet form på ”Institutionalised”, at man nærmest ikke ænser hans optræden. Der er ingen tvivl om, at det entydigt er Lamars vision, der former denne plade.
Det er til gengæld en imponerende lang liste af producere, der har været involveret i albummets tilblivelse. Og især åbningssangen ”Wesleys Theory”, der er produceret af Flying Lotus, er med til at sætte stemningen for albummet. Pladen starter med den velkendte snurren fra en pladespiller, der afløses af et lille minuts soul-samplende messen af linjen »Every nigga is a star«. Man når knap nok at forholde sig til den noget utraditionelle intro, som afløses af et »Hit me!« samt en tung baslinje, der pulserer og groover derudaf uden at slippe grebet før, nummeret efter små fem minutter endelig fader ud. Men heller ikke på pladens andet nummer er der nogen hjælp i sigte til den forvirrede førstegangslytter. Her skruer Lamar yderligere op for syre-faktoren ved at fyre et to minutter langt mellemstykke af, hvor han speed-rapper over bebop-jazz inspireret live-instrumentation, kun afbrudt af højlydte erklæringer, »This dick ain’t free!«.
Denne åbningssalve er med til at gøre albummet til noget af en mundfuld at kaste sig ud i, men de er samtidig med til at sætte tonen for resten af albummet. Indledningsvis efterlades man som lytter lettere forvirret og blæst bagover af albummets konstant udviklende lydside, der bryder med de fleste eksisterende normer for hiphop-strukturer for sangopbygning. Men ved hver gennemlytning er det som om, at albummet kaster nye lækre detaljer af sig.
Samtidig er det et album, som, noget så anakronistisk i disse digitale streaming-tider, er lavet med henblik på at blive hørt som ét sammenhængende værk. Fra tredje sang, den funkede banger ”King Kunta”, og gennem resten af albummet, bliver man som lytter langsomt fodret med flere og flere brudstykker af et digt, der forener albummets 16 sange til én samlet fortælling om at bryde med ghettoisering, vold og racisme. Fortællingen kulminerer på albummet sidste nummer ”Mortal Man”, hvor Lamar genopliver sit afdøde idol Tupac Shakur til en 7 minutter lang kombineret digtoplæsning og samtale om sortes undertrykte forhold. Samtalen er klippet sammen ud fra et interview, Tupac gav den svenske journalist Mats Nileskår for små 20 år siden, men første gang man hører den største nulevende rapper føre en samtale med en afdøde rap-legende, må man holde tungen lige i munden for at følge med. Det kræver et helt særligt mix af kunstnerisk arrogance og ditto evner at føre en så syret ide ud i livet, og samtidig gøre det så overbevisende.
To Pimp a Butterfly er et album med en masse på hjertet. Det er samtidig et enormt ambitiøst værk, der ikke er bange for at tage komplicerede og tunge emner op. Derfor er det også et album, som stiller store krav til lytterne. Der er ikke tale om én lang hitparade, og man skal høre albummet i dets helhed tre, fire eller fem gange før, man virkelig bliver grebet af det.
Det virker dog til, at Kendrick Lamar har været sig selv bevidst om, hvorvidt albummets højtflyvende tematik og budskab skulle gå over hovedet på størstedelen af fansene. Derfor føles det til tider lettere hårdhændet, hvordan Lamar fodrer os med sit budskab. Udover de mange digt-brudstykker, der er spredt udover albummet, og den lange Tupac-samtale, ser man det især på album-udgaven af ”i”. I stedet for den pæne og radiovenlige single, er sangen på albummet præget af en rå livelyd. Som lytter føler man sig pludseligt kastet ind i et tilrøget barlokale, hvor en desperat Kendrick forsøger at få fat i det sniksnakkende publikum. Halvvejs inde i sangen giver han dog op og kaster sig i stedet ud i en længere monolog uden musik. Det havde klædt ham at lade budskabet stå alene, i stedet for konstant at føle behov for at forklare det. D’Angelo tog på sit album Black Messiah mange af de samme temaer op, men lod fortolkningen af sit værk være op til den enkelte lytter.
Der er dog tale om en mindre fodnote at sætte ved et utroligt stærkt og sammenhængende album. For denne anmelder er der ingen tvivl om, at Kendrick Lamar har skabt endnu en nyklassiker, der vil blive husket i lang tid fremover. Det er et modigt træk at kaste sig ud i et så radikalt stilskifte, men Kendrick Lamar formår at gøre det uden at miste hverken sit rap-tekniske overskud eller evnen til at skrue fængende numre sammen.
