Jeg spurgte min chefredaktør, om ikke han ville forhøre sig med pladeselskabet Clang omkring muligheden for at få tilsendt et eksemplar af Band Anes nye album Anish Music Caravan til anmeldelse. Et par dage efter stod den ude foran min dør i en gul plastikpose. Og så var det oven i købet perfekt koordineret med, at min opvask havde vokset sig så tilpas monstrøs, at den ville tage i al fald et albums tid at komme igennem. Hvilken fryd!
Jeg kan gentage alle skam-repeterede og mere eller mindre meningsløse argumenter for, hvorfor det er federe at afspille musik fra det antikverede medium pladespilleren frem for at oprette en Spotify-bruger: Lyden er bare bedre, det er en synæstetisk totaloplevelse at skulle sætte pladen på, man er opmærksom på artworket, det er fedt at eje det fysiske format etc. Alligevel havde jeg følelsen af ikke rigtigt at få det fulde udbytte af Band Anes nye udgivelse, da jeg stod med opvaskebørsten i hånden. Jeg var ligesom ikke tæt nok på musikken. Ikke involveret nok i min lytning. Derfor fandt jeg mp3-filerne, min chefredaktør oprindeligt havde tilsendt mig, og smed dem i mine hørebøffer, imens jeg gik en tur i den eftersfalmende H.C. Ørstedpark. Og så gav det mening.
Caravan åbner med en puslende skovbund. Blade, der trædes mod kviste. En fugl, der synger. To elektroniske og krystalklare toner titter frem. En flakkende tilbagespoling af en lydoptagelse. Rumlen og skratten. Endelig udgør tre forsigtige synthtoner en sky melodi. Dybe bastoner og elektronisk pludren. En høj hyletone og uforståelig vokal i slowmotion. Åbningsnummeret ”Overgrown” (og den resterende plade ligeledes) er så fint, at man er bange for, at det skal gå i stykker, hvis man rører for meget på sig. Og samtidig er det så detaljerig en sonisk tekstur, at man bliver nødt til at have det i høretelefoner, få lyden intravenøst, for at komme ind under huden på den; eller at den kommer ind under huden på én. Det er en helstøbt komposition af elektroniske klange, konkrete lyde og forvridninger af samme. Det er et digt og et minde. Noget personligt og noget universelt. Helt utroligt trygt og uforklarligt. En fuldstændig tilstedeværelse i nuet og naturen, der afføder et indre liv hos komponist Ane Østergaard – og derfor hos lytteren. For man føler sig synkroniseret med hende, og deri består universaliteten. Der er glimt af ren nostalgi, barndom og kærlighed gemt i musikkens komplekse tekstur.
Den polemik, der adskilte Pierre Schaeffer og de franske tilhængere af musique concrète fra Karlheinz Stockhausen og hans tyske landsmænd i Die Elektronische Musik – hvorvidt lydkunst skulle skabes af konkrete lydoptagelser for at bevæge sig tættere på dens materialitet eller af elektronisk lydsyntese for at distancere sig fra den – synes ikke at have nogen større betydning for Østergaard. Hendes projekt er ikke en intellektuel overvejelse om den eksperimenterende elektroakustiske musiks formål, men snarere en dybt personlig undersøgelse og opdagelse af, hvordan man kan spejle sig i klange, og hvordan de kan spejle sig tilbage i os.
Generelt balancerer pladen imellem at ville være egentlige sange og lydkunst (et forfærdeligt ord i øvrigt). Selvom ingen af numrene er uden tempo, skal man flere steder være opmærksom på pulsen, hvis man vil følge med. Numrene på Caravan er tænkte kompositioner og bliver derfor aldrig ren afsøgning af klang, selvom det helt sikkert er en betydelig del af projektet. Der er da også flere numre på pladen, hvor hele fysikken må vrikke med af groovefornøjelse som f.eks. ”Hechizado” med sit pjattede orgel og blipbloppende synth eller ”9520 DK, At Night” hvor hjemlig nathygge udvikler sig til en hemmelig housepuls.
Hvis man er bekendt med Band Anes tidligere udgivelser Anish Music og Anish Music Too & Free, kan det godt overraske, at Anish Music Caravan er så stille et album, som det er. Selvom det ikke er til at overse, hvordan Østergaard imellem de to første udgivelser havde trukket nogle af de mere påtrængende elementer af drill’n’bass og glitch fra til fordel for et mere afbalanceret udtryk, tror jeg ikke, at nogen kunne have forudset en så markant udvikling, som hendes musik har undergået på det seneste udspil. Om intentionen har været at skrue ned for vildskaben for at øge fokus på den fine tekstur og de mange detaljer, eller om Ane Østergaard har fundet en anden ro i sine nye omgivelser – et landsted midt i Rold Skov – er ikke til at sige. Men resultatet er en raffineret, poetisk og enormt melodisk electronica, der samtidig med at ville være naiv og umiddelbar også er både moden og bevidst. En musik, der inviterer til involveret musiklytning, hvor aktiv tilstedeværelse i det klingende materiale er grundlaget for forbindelsen imellem komponist og lytter. På den måde er Caravan en kropslig tilstedeværelse i musikken – en nedsynkning i en fysisk mærkbar elektroakustisk intensitet, der forplanter sig igennem rummet, fladerne og kroppen; hvilket understøttes af det ekstensive og effektfulde panoreringsarbejde, Østergaard har lagt i albummet. I den forstand er Band Anes nye udspil et langt mere ambient værk, end den unge kvinde tidligere har begået.
Jeg havde regnet med at skulle danse min opvask igennem til Anish Music Caravan, ligesom jeg har gjort det før til Band Anes tidligere udgivelser. Men Ane Østergaard har tilsyneladende ikke haft til hensigt at lave et album i umiddelbar forlængelse af sine tidligere. Efter at have vænnet mig til den nye ro i hendes fine små spejlrum og have haft mulighed for at dechifrere de mange soniske lag, kan jeg dog sætte stor pris på at lægge den sorte vinyl på min pladespiller med en fornyet forståelse af projektet Band Ane.
