Meget er sket, siden Cleveland-bandet Cloud Nothings udgav deres andet album med titlen Attack on Memory i 2012. Dengang handlede det mest om punk med stort P, apati, depression, nihilisme og kontroversiel lyrik. Men nu har piben fået en lidt anden lyd. Dermed ikke sagt, at musikken ikke oser af fandenivoldskhed og jacksticket placeret direkte i hjertet, for det gør den i stor stil. Forsanger og guitarist Dylan Baldi stod og står stadig bag det spændende powerpunkrock-projekt, som dog i mellemtiden har udviklet sig mere i retning af en god gang støjrock eller garagerock, om man vil. Here and Nowhere Else er forfriskende og enormt melodisk, og så er Baldi blevet gladere for tilværelsen, hvilket dog heldigvis ikke ændrer noget ved udtrykket og intensiteten.
For som frontmanden selv siger om albummet: »I was feeling pretty good about everything so I just made stuff that made me happy.« Dermed altså ikke sagt, at materialet, der kommer ud af hans arbejde, er saligere end ellers. På pladens første spor, ”Now Hear In”, åbner Baldi bl.a. i omkvædet med at synge: »I can feel you pain / And I feel alright about it« om og om igen. En særdeles god start, som slår fast med hammer og syvtommersøm, at bandet stadig laver musik med en form for ’fuck everything’-attitude. Det er stadig lige så dejligt oprørsk og nok endda endnu mere anspændt i forhold til forgængeren Attack on Memory. Selvom Baldi er en glad mand, så går det ikke ud over musikken, som raser mere igennem end nogensinde før.
Efter den indledende ”Now Hear In” bliver man kastet ind i det utroligt varierende punkrock-nummer ”Quieter Today”, som senere afløses af ”Psychic Trauma”. Det virker exceptionelt koncentreret og gennemført. Og så gør det ikke noget, at der bliver leveret verdensklasse arbejde bag trommerne af Jayson Gerycz. Det hele galoperer derudaf med fuld smadder på, og man kan som lytter bare læne sig tilbage og ride med på bølgen under hele gennemlytningen af Here and Nowhere Else. Det er som at være til koncert med et band, der har 70 numre i sit repertoire og planlægger at spille alle sine hits lige efter hinanden.
”Giving Into Seeing” viser Cloud Nothing fra deres bedste punkrock-side. Det er finpudset ned i de mindste detaljer, så det tunge grunge-agtige omkvæd står knivskarpt. Og sidst men langtfra mindst runder bandet deres blot tredje album af med det poppede højdepunkt og førstesinglen ”I’m Not Part of Me”. Efterfulgt af et dejligt introriff starter Baldi: »It starts right now / There’s a way I was before / But I can’t recall how I was those days anymore.«
Det kan naturligvis tolkes på flere måder, men det er uden tvivl et nummer, der viser, at Cloud Nothings, og ikke mindst Baldi, nu erkender den velfortjente succes. Baldi ser kritisk tilbage på dengang i 2009, hvor han forsøgte at få et gennembrud i musikkens verden med forskellige bands. Det var simpelthen ikke godt nok dengang, og det kan han godt se den dag i dag. Cloud Nothings vokser med opgaven, og efter gennembruddet er det kun gået én vej. Det er utrolig svært at stille nogle spørgsmålstegn ved denne til perfektion gennemarbejdede skive, og jeg er overbevist om, at Here and Nowhere Else kun er toppen af isbjerget.
