Vessel er et soloprojekt for Anders Mathiasen fra Murder. Og lad mig med det samme advare: Hvis du i forvejen synes, at Murders musik hører til i den lidt for stenede ende af det musikalske spektrum, er Velocities nok ikke noget for dig.
Hvor Vessel på sit debutalbum Enlettered Species fra 2012 bevarede en del af den struktur og tilgængelighed, der kendetegner Murders lydbillede, er det selvudgivne Velocities et markant skridt væk fra genkendeligheden. Væk er folkdominansen. Det samme er de afrobeat-inspirationer, der trods alt formåede at ruske en smule op i debuten. Og ind er i stedet trådt en række instrumentale avantgarde-kompositioner.
Da jeg hørte åbneren ”Vigilant” første gang, tænkte jeg, at det bare var et interlude, før pladen rigtigt gik i gang, men nummeret skulle vise sig at være symptomatisk for Velocities. Halvdelen af pladens otte skæringer er nemlig helt igennem instrumentale, og for at starte med de dårlige nyheder er disse fire numre også klart pladens svageste. ”Mural” er meget kort og uinspirerende. ”Calder” udvikler sig lidt mere undervejs, men fremstår også ligegyldig. Og de afbrudte klaverfigurer og pludselige percussionslag på pladens sidste nummer, “Figures of Thought”, er på grænsen til det fjollede, selvom nummeret nyder gavn af den smukke cello. Genremæssigt befinder de fire instrumentale numre sig et sted mellem ambient og jazz-improvisation. Der bliver arbejdet og eksperimenteret med skiftende klange, hvor guitar, klaver og blæsere flyder sammen og kæmper om tonerne i de avancerede harmonier. Men melodierne bliver simpelthen forsømt.
Siden Vessels to år gamle debutplade har den produktive Anders Mathiasen både lavet soundtracket til den Robert-vindende indiefilm “Sort kaffe & vinyl” og udgivet spokenword-pladen Meker med digteren Jesper Elving. Disse projekter har efterladt et helt tydeligt aftryk i Velocities‘ filmiske klangflader, og pladen lider desværre under det. For når der ikke medfølger en billedside eller en sproglig kontekst, er det svært at forestille sig pladen som andet end underlægning til abstrakt kunstfilm eller en gåtur i skoven alene om efteråret. Det er måske nok for nogen, men ikke helt for mig.
Med erklærede inspirationskilder som Morton Feldman og Brian Eno er det ikke så overraskende, at de instrumentale, afdæmpede og avantgardistiske ambient-klangflader tager overhånd på Velocities. Men der er da også nogle ting, der fungerer på de instrumentale numre. Selve lyden på albummet er helt upåklagelig. Alle instrumenter er indspillet lige så afdæmpet, som de lyder, så man kan høre Mathiasens fingrene bevæge sig op ad guitarens gribebræt og den blide mikrofonstøj i de helt stille passager. Jeg fik et chok, da der blev slået bare en smule igennem på lilletrommen på “Calder”, fordi jeg troede, at der var noget, der væltede i min stue. Det skærpede min opmærksomhed, men udsvingene på albummet er for små og for få til at holde den ved lige.
På de fire skæringer, der er blevet forkælet med vokal, er der straks mere at komme efter. Ikke kun fordi Mathiasen faktisk har en meget behagelig og fyldig stemme, men på grund af det fokus og tempo, som instrumenterne har, når de får til opgave at understøtte vokalen.
“Paper Moon” har pladens højeste tempo, i det mindste på de insisterende whiskers på ridebækkenet og de dæmpede anslag på den akustiske guitar, der følger samme skæve taktart. Som modspil kører vokalen i et meget lavt, nærmest messende tempo. »Paper moon / carry our love / from new to full / move to the music,« lyder teksten, før klaveret meget rammende bryder de andre instrumenters rytme. Her er der tænkt på helheden.
På “The Soft Revolution” begynder folken at få lidt plads over den slæbende lilletromme, og selvom nummeret varer intet mindre end 12 minutter og 25 sekunder, er det pladens mindst kedelige og mest vedkommende nummer. Det er mere direkte end resten og får lov at udvikle sig til efterhånden at blive helt storladent i al sin enkelhed, med kærkommen hjælp fra blæserne. Det virker helt befriende med bare en smule struktur, indtil den efter cirka otte minutter opløses og flader ud som en smeltet iskrystal.
I de fleste radiovenlige musikgenrer er det instrumenternes pligt at efterlade rum til vokalen, ikke mindst i versene. Men lige omvendt forholder det sig på Velocities. Der er for det første hverken vers eller omkvæd at finde, og når der endelig er en vokal, klamrer instrumenterne sig til den og smyger sig op ad dens anslag og energi. Det fungerer virkelig godt og er især tilfældet på “Dewfall”, hvor instrumenterne for en gangs skyld arbejder sammen, og på “Wintermarks”, der næsten er så smuk som en uberørt vinterdag.
Med de overvejende klassiske instrumenter deler Vessel langt hen ad vejen lydbillede med Choir of Young Believers, men har mindre vingefang og fremdrift. Og når det går allervildest for sig, kan jeg også høre et slægtskab med jazz-elementerne i Thomas Dybdahls oktobertrilogi, bare uden samme grad af tilgængelighed.
Den akustiske underspillethed, der kendetegner alle Anders Mathiasens projekter, kan godt betragtes som en befriende afveksling fra musikbranchens ofte meget eksplicitte lydbilleder. Men de mange ustrukturerede passager på dette album har meget svært ved at stå alene. Det er et sideprojekt og lyder desværre også sådan. Som en personlig afsøgning af grænsen mellem struktur og tilfældighed, hvor lytteren er ikke helt er tænkt med.
Anders Mathiasen har varslet et ambient-dobbeltalbum sidst på foråret, og han kunne med fordel have gemt Velocities‘ fire instrumentale skæringer til den udgivelse. Så kunne han samtidigt have reduceret pladen til en ep på fire numre og scoret en lidt mere positiv anmeldelse herfra.
