En ægte italiensk pizza er simpel. Der er ikke meget andet på end tomatpuré, krydderier, parmesanost og måske et par stykker tørret skinke eller pepperoni. Til gengæld er der benyttet de bedste og lækreste råvarer.
I den forstand er det oplagt at sammenligne Chorus Grant alias Kristian Finne Kristensen og hans seneste udspil Space med en ægte italiensk pizza. Vel at mærke langt fra den snaskede amerikanske deeppan-pendant, hvor alle tænkelige udgaver af finthakket dyr svømmer rundt i en ubestemmlig gummigul og kødsovset ostemasse.
»Chorus Grant er musikalsk skåret ind til benet. Det er minimalistisk håndspillet americana med guitar, rhodes, trommer, bas og vokal,« skriver Tambourhinoceros, det danske label, som signede Chorus Grand op til jul. Og man må sige, at de få og enkle råvarer i Chorus Grants musikalske americana-gryde er nøje udvalgt og fremstår yderst delikate i deres rene, originale form.
Stemningen på Space er ekstremt tilbagelænet, til tider nærmest søvnig. Men det bliver aldrig uengageret. Tværtimod er det særligt overlegent, nærværende og intenst. Trommelyden er blød og pudet, og Kristian Finne Kristensens vokal er optaget tæt på mikrofonen så t- og ‘smaske’-lyde fornemmes.
Selvom komponenterne og byggestenene på Space er få, formår Kristian Finne Kristensen og resten af besætningen i Chorus Grant at skabe en lækker dynamik med enkle virkemidler – ofte ved simpelthen blot at fjerne et instrument eller to og lade vokal stå alene med trommer eller rodes – eller simpelthen helt isoleret. Andre gange ved at en tilbagetrukket, men sikker guitar kigger frem og svinger sig op til lidt ekstra ‘pludren’ som fills i pauserne mellem vokalen. Lydbilledet er aldrig mere spændt ud, end at hvert enkelt instrument står klart og tydeligt frem uden at karambolere med de andre.
Kristian Finne Kristensen er ikke et ubeskrevet blad i dansk musik. Han vandt tilbage i 1998 DM i Rock med bandet Soft Porn. Siden har han blandt andet turneret med Canadiske The Stills som forsanger i The River Phoenix. Og I 2012 dannede han sammen Nikolaj Manuel Vonsild fra When Saints Go Machine duoen Cancer. Den musikalske nysgerrighed og brede vifte af inspirationskilder skinner tydeligt igennem på Space. Således kunne åbningsnummeret ”O Everyone” snildt være en slow-udgave af The Whitest Boy Alive og skæring to ”The Long Ride” en hilsen til Elliott Smith, mens pladens tredje nummer ”The Sudden Rapture” leder tankerne hen på de danske kolleger i Choir of Young Believers.
Chorus Grants Space er underspillet og ekstremt tilbagelænet americana. Pladen brillerer ved sin enkelhed, intense nærvær og simple, overlegne musikalske greb, der skaber frisk dynamik på trods af de få, men velvalgte byggeklodser.
