Lydkunstarkivet er en række lydværker fra perioden 2006-2013, der er samlet ind af organisationen MONOblaster og blev udgivet på lydkunstfestivalen LAK i 2013. Lydkunstarkivet er ifølge deres pressemeddelelse »en forestilling om et ukendt fællesskab og et opgør med det elitære kunstsyn.« Om det opgør lykkes, er svært umiddelbart at svare på. Jeg er også usikker på, hvilket elitært kunstsyn der egentlig er tale om, men måske er udsagnet en kommentar til den måde, indsamlingen af lydkunsten er foregået på og bestræbelsen på at skabe et form for fællesskab. Lydkunstarkivet kommer i hvert fald vidt omkring på de to cd’er, der udgør samlingen, og måske man kan spørge sig selv, hvordan de forskellige lydværker så finder deres udtryk.
Introducerer hermed en særdeles hjemmelavet og ganske amatøragtig figur! Lad os kalde den figur 1.
Og hvad er der så med denne figur 1? Jo.
Hvor afsnittet ‘Reallyde’ dækker over mere eller mindre manipulerede fieldrecordings, der leger med visse performanceelementer, skal ‘Støj’ repræsentere – ja, det siger jo næsten sig selv – de hvæsende, forvrængede og eksperimentelle stykker. Selvom det meste på Lydkunstarkivet nok kan kaldes eksperimentelt. Men vi fortsætter da bare gennemgangen. ‘Minimal/glitch’ betegner af de fire grupperinger den mest oprindelige, elektroniske genre, hvis man kan sige det. Og hvis man forestiller sig, at en foregangskvinde som Else Marie Pade er at finde i den genre. Man mangler ofte begreber i beskrivelsen af lydkunst, men overordnet set leger mange af grupperingerne med den konkrete musik. Ikke mindst de numre, som jeg ville placere i den lidet præcise ‘Minimal/glitch’-gruppe. Sidste farvede kasse har jeg kaldt ‘Deciderede sange’, og der er vi ovre i et felt, der umiddelbart er ret langt fra mange af de andre grupper. ‘Sange’ er nok en rimelig ringe betegnelse, men det dækker over mere strukturerede stykker, hvor noget, der ligner omkvæd, gentagelser og mønstre, alluderer på en form for (traditionel) sangstruktur. Heldigvis er der også kun et par numre, der i mine øjne gør sig berettiget til at blive kastet i den kasse, for det er klart den svageste kasse af dem alle.
Er det overhovedet en interessant gennemgang? Ja, jeg ved det ikke. Men jeg fortsætter gladeligt. Ork, intet problem.
Som det fremgår fuldstændig klokkeklart af figur 1 [peger], så finder vi de fleste sange i det såkaldt blå segment. Der er med andre ord flest stykker på Lydkunstarkivet, der former sig som minimale kompositioner med glitch, click’n’cut og konkretmusik som centrale elementer. Det er i mine øjne også de mest vellykkede. De støjende stykker er til tider næsten ubærlige at høre rent fysisk – hvilket er et problem, når lydkunst i mine øjne ellers nydes bedst i et par hørebøffer – mens MO:SS’ “Dark Passenger”, Michael Falch/Sir Tobys “Tom Kristensens “Angst”” og de to berettende rundvisningsagtige stykker “Omveje (Uddrag)” og “extract from “8”” virkelig træder ud med deres fokus på en ordlig og dechifrerbar fortælling.
Lydkunstarkivet skulle give et overordnet billede af, hvor den nordiske (og nok især danske) lydkunst bevæger sig lige nu. Også derfor kan det virke omsonst at fremhæve nogle bidrag frem for andre, selvom birdragene fra bl.a. Bastian Sikker, Band Ane, SØS Gunver Ryberg og Claus Haxholm/Felia Gram-Hanssens træder positivt ud. Det vrimler med bidrag fra musikere fra forskellige projekter i musikkens vækstlag. Medlemmer fra Thulebasen, Nikolas, ARM, Graf, Kvindebandet, Andreas Führer (himself) og Jørgen Teller (ligeledes himself) giver blandt andre deres besyv med og tegner sammenlagt et billede af en vibrerende og favnende lydkunstscene, hvor eksperimenterne rækker fra fieldrecordings med reallyde over støj, konkretmusik med glitchelementer til de mere tilgængelige stykker, der ligner deciderede sange.
Decideret lyd! Ja, det må være overskriften på mit lille oplæg. Og nu til en gennemført støjende afslutning fra Lydkunstarkivets Periskop!
