For at anvende en efterhånden brugt kliché, kom det næsten som et lyn fra en skyfri himmel, da Vanguard Festival i maj måned løftede sløret for første udgave af to-dags-eventen i Søndermarken. Anført af det måske mest ambitiøse og overvældende hiphop-lineup, der er set på dansk grund, blev det hurtigt skabt tårnhøje forventninger til festivalen, der oven i købet udvidede sit program med en solid håndfuld navne fra flere dele af pop/rock-landskabet, heriblandt Junip, Håkan Hellström, Laid Back og Kashmir. Og for at blive ved pop/rocken og den førnævnte skyfri himmel, så var det netop det, Vanguard Festival inviterede til på festivalens første dag. Læs også anmeldelserne fra festivalens hiphop-lørdag.
Klemt inde mellem Vesterbro og Valbys etageejendomme, lagde Søndermarken græs- og skovområde til en overraskende lille festivalplads, teltscenen Fat Cat, samt den store hovedscene, Sun Ra. Det danske sommervejr viste sig tilmed fra sin bedste side, og det lod samtidig ikke til, at forventningerne var blevet mindre blandt skovturstæpperne og feelgood-stemningen, der ikke var længe om at præge landskabet fredag eftermiddag på Frederiksberg.
The Heliocentrics, Sun Ra Stage, kl. 17.15
Da klokken blev 17.15 gik London-bandet The Heliocentrics på scenen til et næsten tomt scene-areal. Laid Backs crowdpleaser-finale “Sunshine Reggae” formåede at sprede folk for alle vinde, bare ikke mod Sun Ra Stage. At bandet havde valgt at starte ud med deres mest syrede og hypnotiske del, lod ikke til at hjælpe. Men de, der havde placeret sig foran Sun Ra-scenen, fik sig en rigtig god og jazzet oplevelse. Efter den syrede introduktion begyndte bandet at spille sin særlige miks af jazz, funk og psykedelisk, på utrolig overbevisende manér. I hovedfokus var bandets kvindelige sanger, konstant dansende og interagerende med publikum, men bandets hovedpulsåre var trommeslageren Malcolm Catto, der svingede takten og fik bandets mange elementer til at spille sammen.
The Heliocentrics satte gang i løjerne på fredagens Vanguard. Foto: Mathias Laurvig
Det ene nummer efter det andet kom fra bandets hårdtarbejdende kroppe, og funken spredte sig over pladsen til et publikum, der svarede tilbage ved at svinge hofter, vugge med skuldre og konstant vokse i antal. Herfra var koncerten en tour de force ud i bandets imponerende evner og store repertoire af verdens mange smågenrer og stilarter. Afrobeat, krautrock og funk blandede sig ubesværet sammen til et langt hypnotisk og smittende groove, der sporadisk blev besøgt af sangerindens skiftevise skrig, sang og generelt besatte adfærd.
Klimaks kom, da bandet valgte at introducere en gæst på scenen, og fredagsgæsterne fik lov at få et smugkig ind i fremtiden. Således kom Pharoahe Monch, der gæster Vanguard igen lørdag, på scenen og eksekverede uproblematisk et vers fra Desire over bandets imponerende rytmiske lydbillede. Øjeblikket opstod overraskende og sluttede pludseligt, men var et velvalgt afbræk i en god koncert. På trods af at være den nok skæveste booking til Vanguard formåede gruppen alligevel at få overvundet et intetanende publikum ved at vise imponerende overskud og total kontrol.
(NK)
Junip, Fat Cat Stage, kl. 18.30
José González med band. Sådan kan svenske Junip i grove træk beskrives, selvom det ville være synd for både Elias Araya og Tobias Winterkorn samt de tre yderligere backingmusikere, der også var at finde på scenen fredag aften i Søndermarken. Dog var det ikke overraskende González, der var det naturlige midtpunkt, og med sin karakteristiske vokal og sublime guitarspil kunne han agere ufrivillig frontfigur, mens gruppen på godt en time formåede at levere en forrygende optræden.
José González og resten af Junip gav dagens nok bedste koncert. Foto: Mathias Laurvig
Ikke overraskende var det Junips eponyme andenudgivelse, som blev udgivet tidligere i år, der leverede størstedelen af numrene på aftenens sætliste, hvor ”So Clear”, ”Suddenly” og ”Your Life, Your Call” stod for de første af mange bidrag fra den seneste udgivelse. Selvfølgelig var debuten, Fields, også repræsenteret med blandt andet “Always”, ”Rope and Summit” og ”Without You”, der var med til at skabe en god modvægt til det overvejende flertal af numre fra den selvbetitlede efterfølger. Det eneste reelle minus ved svenskernes optræden var den generelt lave volumen, som de introverte og følsomme kompositioner desværre blev udsat for i løbet af koncertens første tredjedel; men herefter gik lydniveau og fremførelserne heldigvis op i en højere enhed, og resten af koncerten forløb herefter upåklageligt.
Mit personlige højdepunkt kom i form af ”So Far Away”, som jeg indtil i dag kun havde hørt på soundtracket til det western-tematiserede konsolspil “Red Dead: Redemption” fra 2011. I Søndermarken blev den leveret i en meget hurtigere udgave end originalen, og det klædte koncerten som helhed, hvor der ellers var fyldt med mere afdæmpede kompositioner fra bandets side.
Af disse fremstod især ”Walking Lightly” heldigvis lige så velfungerende som på dens respektive studieudgave, mens ”After All Is Said and Done”, der lukker den seneste plade, også fik lov til at være en glimrende endestation for dagens fremragende koncert med Junip.
(DN)
Håkan Hellström, Sun Ra Stage, kl. 19.45
Fra ét svensk navn til et andet, og denne gang var der langt flere fra hjemlandet, der havde fundet vej op foran scenen. Håkan Hellström kunne lige så godt have været på hjemmebane, da han i de tidlige fredagsaftentimer, godt flankeret af hele syv andre bandmedlemmer, indtog Vanguard Festivals hovedscene.
Håkan Hellström tilbage i Danmark - med svenske anekdoter. Foto: Mathias Laurvig
Dog var bagtæppet og resten af kulissen, der til sammen udgjorde en grå og trist byfacade og senere en hel stjernehimmel, denne aften større end den musikalske oplevelse, der langt hen ad vejen virkede lidt for rutinepræget. Heldigvis var publikummet fra den anden side af Øresund med til både at skabe og redde stemningen med de noget forudsigelige og letkøbte pop/rockkompositioner som baggrundsmusik. Bandet lagde desuden ud med først ”Jag har varit i alla städer” og dernæst titelnummeret for Hellströms syvende og seneste studieudgivelse, Det kommer aldrig va över för mig, som dog gav klare eksempler på svenskerens evne til at skrive catchy melodier med dertilhørende lyrik.
Mellem numrene blev der af og til også plads til svenskerens vanlige storytelling – blandt andet om nogle af numrenes ophav, der primært tog udgangspunkt i episoder med Hellström selv og så sine kompisar. Men hvor den sikkert var gået rent ind i Sverige, lagde den her i København en dæmper på energiniveauet foran scenen, og det føltes herefter som om, at der skulle bruges en del kræfter på at komme helt op i gear igen.
Denne opgave gjorde bandet heldigvis lettere for sig selv ved at præsentere de fremmødte for fængende kompositioner – vel i grunden hits – som ”Känn ingen sorg för mig Göteborg” og ”Kom igen Lena!”, der var med til at sætte et udmærket punktum for en godkendt omend noget rutinepræget fremførelse af Hellströms bagkatalog.
(DN)
Rodriguez, Sun Ra Stage, kl. 22.30
Vi kender efterhånden alle sammen hele historien: Kæmpe hype, kæmpe flop, succes i Sydafrika, rygterne om mandens død, filmen ”Searching for Sugar Man”, et styks Oscar og så kæmpe hype igen – og rent faktisk kunne vi fredag aften stort set repetere ovennævnte cyklus. For her midt i Søndermarken var der næsten ingen magi tilbage hos den 71-årige Sixto Rodriguez, hvis første koncert på dansk grund var intet andet end fornærmende ringe over for amerikanerens eftermæle.
Den aldrende Rodriguez skuffede til aftenens sidste koncert. Foto: Mathias Laurvig
Én ting, der dog blev slået fast, var det faktum, at Rodriguez virkelig er gammel. Helt præcis hvor gammel? Så gammel, at det var nødvendigt for hele to kvinder at assistere den nærmest mytiske figur, klædt helt i sort, på scenen. Derudover blev der også mellem hvert nummer konfereret længe mellem Rodriguez og guitaristen i backingbandet, som om det hele tiden var nødvendigt at klarlægge, hvilket nummer der fulgte efter.
De første 20 minutter var ligeledes helt uacceptable på lydfronten, hvor alle andre end hovedpersonen selv kunne lokaliseres i lydbillede. Rodriguez’, i albumform, skrøbelige vokal var reduceret til udechifrerbar mumlen, og lyden fra hans guitar var decideret væk. Da der så endelig blev fundet en løsning på lydproblemerne, viste det sig så, at der i grunden heller ikke var noget af komme efter på guitarfronten, hvor sporadiske og komplet usammenhængende anslag var alt, hvad amerikaneren kunne byde på.
Mellem de primært mislykkede fremførelser ‘underholdte’ han desuden med dårlige jokes, en prædiken om fred, en opfordring til at holde sig fra stoffer og generelt en lang række monologer, som jeg personligt sagtens kunne have været foruden.
Det var uden tvivl en skam, at de på papiret eminente kompositioner og hele Rodriguez’ debutkoncert i Danmark skulle ende som en nostalgisk ørkenvandring, hvor fællessangen til de to publikumsfavoritter, ”I Wonder” og ”Sugar Man” desuden fandt sted, inden vi havde rundet den halve time. Pudsigt nok endte de efterfølgende 30 minutter (han spillede kun en time, frem for de fem kvarter han var programsat til) med at være de mest underholdende, og et helt horribelt cover af Little Richards ”Lucille”, hvor vokalpræstationen blev direkte pinlig, var så ufrivilligt morsomt, at det samtidig fremstod som aftenens højdepunkt.
»Don’t believe the hype,« rappede Public Enemy – måske de havde fat i noget.
(DN)
Fotos: Mathias Laurvig
